Norge 2014

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Norgesturen 2014

 

Røldal onsdag d. 18. juni

Endnu engang går turen til Norge. Svend, der har skrevet sine besøg op, siger, at det for ham er jubilæum nemlig nr. 70. gang i Norge. Jeg sakker lidt bagefter, men har ikke tal på det.

Vi havde en dejlig overfart fra Hirtshals til Kristianssand. Vi sad hele tiden på dækket i solskin. 15 minutter efter at færgen havde lagt til, var vi uden for havneområdet og på vej op gennem Setersdalen. Lykkeligvis var der meget lidt trafik, så vejen der ellers ikke er for god, kunne ret hurtig passeres. Ca. halvvejs – Valle – holdt vi pause og fik en is, og så gik det snart op over til Hovden. Så var det ned igen til Haugeligrend og igen op over højfjeldet ved Haukeli. Vi havde set sneklatter længe, men her var der virkelig meget sne og stadig is på en af søerne. Temperaturen var også ret kontrastfyldt til de 27 grader i Setersdalen. Men det er jo netop disse fantastiske kontraster vi finder så facinerende. Sidste nedtur gik til Røldal, der var bestemmelsesstedet. Klokken 20 var vi fremme efter en ret lang køretur, men der ventede en dejlig hytte endda med WC. Vi havde færdig mad med hjemmefra, så snart var maden klar og rødvinen trukket op.

Turen hertil har været ren gensyn. Her boede vi med ….. osv. Mange har lige fået en omtale undervejs, men kun pæne ord!

Anna

 

Lofthus torsdag den 19. juni

I morges hang skyerne lidt lavt, men inden vi kørte, var det mest solskin. Op over Røldals Fjellet var det dog igen lidt regnvejr, så første blik til Folgefonna – stor bræ – måtte vi undvære, til gengæld var Låtefossen meget smuk med meget vand og ind i mellem også solstrejf. Efter en passende fotopause og et kig til Buabreen var vi i Odda. Vi kom endda forbi Ungdomshuset, hvor vi havde nogle fantastiske aftener med nordmænd og amerikanere tilbage i 94. Det er nu ikke så dårligt at besøge kendte steder og repetere nogle af alle de gode minder, der hører til stederne. Men der var også planlagt noget nyt i dag. Vi ville køre gennem tunnelen nord for Odda og komme til vestsiden af Folgefonna. Tunnelen er godt 11 km lang og går tværs gennem bjergmassivet og også under bræen. 5 km sydpå ligger Sundal og her går en dal ind mod bræen. Der er en meget fin vandretur videre ind mod isen. Foran isen ligger en sø, og der er meget kønt og frodigt. Fårene er ved at blive sat ud på fjeldet og gederne var der allerede. Alt i alt et dejligt sted der blev omkranset af frokost og eftermiddagskaffe. Der var en del billeder af bræen helt fra 1860 og til nu. Vi må konstatere, at isen har trukket sig betydeligt tilbage.

Så giv turen retur gennem tunnelen, men desværre begyndte en figur på instrumentbrættet at lyse. Vi fandt et værksted i Odda, men den var blevet lukket et par minutter, før vi ankom. Vi er kørt videre til vores forudbestilte hytte i Lofthus, der ligger ca. 20 km nord for Odda, men i morgen tidlig kører Svend tilbage til værkstedet, og så håber vi, at det er noget, der kan laves i morgen. Vi er lidt spændte. Det var planlagt, at vi skal være her en nat mere.

Hytten her er meget simpel, men da vi har alt med, savner vi ikke noget. Vi har en fantastisk udsigt over Sørfjorden, fjeldene – med masser af sne og vandløb ned over siderne - lige på den anden side af fjorden. Området går under betegnelsen Hardangers have, og her er fyldt med frugttræer. Campingvognene her på pladsen holder under træer, hvor de røde moreller –norske kirsebær – lokker. Mine arme er desværre for korte til at plukke dem.

Det begynder at dufte dejligt fra aftensmaden, så dette må blive enden på dagens beretning.

Anna

 

Lofthus fredag den 20

Svend stod op 5.30 for at køre til værkstedet i Odda. Signalet betød selvfølgelig noget, men mekanikeren mente bestemt, at det var forsvarligt at køre resten af turen. Han nulstillede ”tingen”, men den er desværre begyndt at lyse igen. Men nu tager vi det ret afslappet.

Vi kunne starte på dagens sightseeing til næsten normal tid – kl. 9. På vejen passerede vi en ret ny tunnel. Inden i den kom vi til en stor, meget veloplyst rundkørsel. Nordmændene kan bare det der med tunneller. Vi befinder os på kanten af Hardangerviddaerne, så vi besøgte et meget flot, ret nyt center, der hedder Hardangervidda Natursenter. Her så vi en 20. minutters film, der mest var optaget fra en helikopter over det kæmpe naturområde. Det var ikke for folk, der har tendens til at blive køresyge. Det er utroligt, som det kan føles, selv om man sidder stille på en stol. Der var også mange fine udstillinger der. Vi snakkede selvfølgelig om, hvad center der mon bliver i Thy Nationalpark? Vi er efterhånden lidt skeptiske.

Efter dette besøg ville vi fortsætte lidt længere mod Vøringsfossen. Svend mente ikke vi skulle for langt, da det var samme vej tilbage, og han huskede, at da vi kørte vejen for mange år siden, var den meget dårlig og langsom. Men der er sket meget siden da. Vejen op gennem den meget smalle og stejle dal er i dag fin og bred. Meget af vejen er dog ført ind i klippen (tunneller), men med jævne mellemrum ”lukkes man ud”, og der er lavet p-pladser, så man kan nyde naturen og ofte sammenligne med den gamle vej og smalle broer, der nu bliver brugt som cykelsti.

Da vejen var så god, gemte vi fossen til hjemturen og kørte helt op på højfjeldet. Her havde vi så et flot udsyn ind til Hardangerjøklen. Endnu et stort område med ”evig is”. Temperaturen var også faldet drastisk. Nu var der kun 4 grader, så huen blev fundet frem.

Bilen blev vent, og på tilbageturen ville vi køre op til en stor dæmning og spise vores frokost med udsigt ud over den opdæmmede sø. Stor var vores forundring, da vi kom derop og fandt et stort opholdsområde og en storslået udsigt til: Hardangerjøklen. Solen var kommet mere igennem igen, der var læ, og vi nød maden siddende i hver sin festivalstol.

Der har været aftensmad, opvask og andet, men lige nu sidder vi og guffer moreller, der sælges fra boder langs vejen. 50 kr. for et pund, men de smager!

På vores videre tur hjem, så vi Vøringsfossen. Norges længste frie fald på en foss, men den er svær virkelig at få et ordentligt indtryk af. Den blev ”angrebet” fra 3 forskellige vinkler, men ikke noget af det var super.

Eftermiddagskaffen blev indtaget på havnekajen i Kinsarvik , så turens første proviantering, og vi var tilbage ved hytten ved 4-tiden.

Hvis man skiftede frugttræerne ud med vinstokke, kunne området her godt minde om Mosel, bortset fra sneen på toppen af fjeldet.

Utroligt.

Anna

 

Espelandsdalen lørdag den 21. juni

Så er turen gået et lille nøk nordpå, men ikke meget. Vi har i dag kørt mest øst/ vest langs den smukke Hardangerfjord. På stoppesteder med sightseeings møder vi franskmænd og japanere, på campingpladserne dominerer tyskere og hollændere, enkelte franskmænd, en enkelt russer og en fra Lithauen. Dertil en del norske familier, der skulle til fodboldcup med deres små sønner. Det sidste sted var receptionen betjent af søde unge mennesker fra Polen. Danskere ser vi meget lidt til. Men vi må indrømme, at vi ikke savner vore landsmænd. Dem omgås vi jo derhjemme.

Vi startede med i morges at køre til et sted, vi i en brochure havde set omtalt som et sted med mange fugle. Alt er relativt, men der var dog nogle fugle, men indtil videre har turen ikke været meget bevendt rent fuglemæssigt.

Dernæst kørte vi til vores nye hytte og fik os indlogeret og spiste frokost. Men vi skulle jo opleve noget mere, så vi startede bilen og kørte mod Steindalsfossen. Det er et meget berømt vandfald, fordi det bruser så langt ud, at man kan gå bag om det. Nordmændene har bygget en helt ny sti op til, bag om og et udsigtpunkt på siden. Alt sammen pænt og nydeligt og meget turistvenligt, men det er ligesom naturen forsvinder.

Hele vores køretur langs Hardangerfjorden har dog været meget smuk.

Vores aftensmad i aften var rimelig god. Forret: skinke og melon. Hovedret: kogte majs og frikadeller. Dertil en god italiensk rødvin. Efter en gåtur dessert: norske jordbær m. sukker og mælk. Vi sendte tanker til nogle franskmænd, vi mødte det første sted. De kørte i en BMV sportsvogn og havde et telt med, men absolut intet udstyr. De beklagede sig over, at en pizza på campingpladsen kostede 300 kr. Vi får betydelig bedre mad til en langt, langt mindre pris. De fleste medbragte forsyninger er dog ved at slippe op, men vi har provianteret her til weekenden, uden at blive ruineret.

I morgen skal vi på togtur.

Anna

 

Espelandsdalen søndag den 22. juni

Vi stod igen ret tidligt op, da vi ville være i god tid til toget i Voss. Vi havde købt billet til Geilo og retur, og på tilbagevejen havde vi besluttet af stå af i Finse og tage med det næste tog tilbage til Voss. Togturen regnes for den smukkeste strækning mellem Bergen og Oslo og Finse er Norges højst beliggende jernbanestation (1222 m over havet). Der går ingen bilveje dertil. Der var bare et par ”men’er” ved turen. For at gøre toget mere driftsikker og hurtigere er der blevet lavet mange tunneller, og hvor linjen ikke er ført ind i fjeldet, har man på lange strækninger bygget ”skurer”, så toget kan køre uden de store sneproblemer om vinteren. Men vi fik da et indblik i, hvilket kæmpe arbejde det må have været at bygge jernbanen i slutningen af 1800-tallet, og noget udsigt fik vi da også ind i mellem Det andet men oplevede vi, da vi stod af på Finse station. Først lige en notits om de mange japanske turister, der var med toget. Det blev annonceret, at toget holdt i 3 minutter og samtlige japanere små-løb hen til enden af stationsbygningen, knipsede over mod Hardangerjøklen, stillede sig op, så de også kunne fotografere hinanden og så små-løb de tilbage til toget. Vi stod ene tilbage på perronen. Ventesalen var åben konstaterede vi, ellers så stedet meget dødt ud. Vi havde set plakater, der fortalte at Rallermuseet var åbent, men en lokal mand, der var henne i en anden bygning for at hente noget værktøj, fortalte os, at alt var lukket. I mellemtiden var det begyndt at sne, men der kom ikke et tog før om 3½ time, så efter vi havde spist vores madpakker i ventesalen, iførte vi os alt det tøj, vi havde i rygsækkene og gik ud. Vi følte nærmere, at det var vinter end den 22. juni. Snart spottede jeg dog nogle farvestrålende blomster tæt ved banelegemet. Hvide, gule og orange valmuer??? Utroligt.

Vi begav os over mod Finsehytta og ned til et bådehus, der lå ned til søen, der til dels var isdækket. Her var der læ, og så var det faktisk ikke så koldt. Her opholdt vi os længe og iagttog det meget skiftende lys på sneen ved jøklen.

Da vi forlod stedet for at begive os tilbage mod stationen, mødte vi et ungt par, der kom cyklende på rallervegen. En vej, der i sin tid blev brugt af arbejdere på jernbanen. Den fungerer i dag som cykelvej, men de starter først cykeludlejning på Finse hen i juli, fandt vi ud af.

Vi botaniserede lidt mere og lod os forundre over store humlebier, der var ude at samle nektar i blomstrende pilebuske på trods af vejrforholdene. Det var også helt tydeligt da planterne allerede var i vækst, når sneen smeltede.

Da vi kom tilbage til ventesalen, sad det unge cykelpar og spiste deres medbragte mad. Det viste sig, at de var fra Boston i USA og var på bryllupsrejse. De skulle cykle tilbage til, hvor de havde lejet cykler, og hvor deres udlejningsbil holdt. Friskt.

16.31 kom vores tog, og vi sagde farvel til vinteren. Der havde været meget varmere der tidlige på sommeren, det var tydeligt at se på plantevæksten, men var nok ikke specielt usædvanligt. Det var også en påmindelse om, at livet på højfjeldet foregår i august og september.

Anna

 

Vindedal mandag den 23. juni

Som kompensation for kulden i går stod vi i dag op til højt solskin og mildere grader.

Klokken 9.15 forlod vi vores hytte for at drage videre, og i skrivende stund kl.21.20 sidder jeg uden for en ny hytte med udsigt over Sognefjorden og skriver. Solen er stadig høj på himmelen.

Dagens højdepunkt har været turen op over Auerlandsfjeldet – en af deres turistveje. Første stop var stedet, hvor de havde bygget et udsigtspunkt ud over fjeldet. Yderst ude sluttes med et tykt stykke glas, men alligevel kildrer det i maven at stå der. Højt oppe på fjeldet, 5 grader, med ikke koldt i t-shirt pga. solen. Smukke landskaber, høj sne langs vejen og spændende former i den afbrækkede is/ sne. Her var der dømt kaffe. Lidt længere fremme, begyndte vi pludselig at se nogle spidse bjerge langt væk. Der blev kigget på kort: kunne det være Jotunheimen?

Lidt længere fremme kom vi til et fint arkitekttegnet opholdssted med toiletbygning indpasset i fjeldlandskabet. Skæve, opadstræbende linjer, og nu var vi ikke i tvivl. Det var Jotunheimen vi kunne se. Endnu længere fremme kom vi til et nyt” arkitekt-sted”- her var der bygget en gangbro med bænke, der fulgte bjergets form, og her var den allerflotteste udsyn mod bjergtinderne i det fjerne. Hvad der næsten var det mest spændende var, at for enden af gangbroen var der en hule, som en jættestue, og her inde var der en skulptur. Bag glas lå en bjørn oven på en motorcykel omgivet af alverdens ting lige fra vinkingeskjolde til masser af nutids skrammel. En amerikansk kunster havde stået for eventen sammen med en norsk arkitekt. Det meste af året er det hele dækket af sne!!!

Nede ved vandet besøgte vi det gamle Lærdalsøya -gammelt træhus-by, og så kørte vi mod denne pragtfuldliggende campinghytte.

Svend sidder lige nu og guffer flatbrød med geiteost, der blev købt i Undredal tidligere på dagen. En lille meget isoleret bygd, der er kendt for deres gedeost. Det smager rigtig godt!

Jeg vil nu nyde min aftenkaffe uden for hytten, stadig med en dejlig varmende sol i ansigtet.

En alternativ Sankt Hans aften.

Anna

 

Briksdalen tirsdag den 24. juni

Dagen har bragt os til ny hytte, men et tidligere besøgt sted. Briksdalen. Vi mangler solen på hytten, men ligger i skygge af et højt fjeld. Men her ingen beklagelser. Vi sidder udenfor, 25 m fra en brusende elv, bag os styrter en ret stor foss ned over fjeldsiden, til venstre kan vi se op til en bree-arm, og foran kan vi se en anden bree-arm. Her skinner solen. Campingpladsen ligger altså meget udsøgt. Vi bliver her i 2 nætter og skal i morgen ud at trave.

I dag har køreturen mest gået langs de dybgrønne fjorde, men vejen har os ført os tæt på 2 steder, hvor Jostedalsbreen stikker sine arme lang ned. Det ene sted var vores frokoststed. Det er dejligt at have alt mad med sig og et par stole, så vi bare kan slå os ned, hvor der er godt. Et enkelt besøg på et Bree Museum er det også blevet til.

Nu skal aftenen nydes i fred.

Anna

 

Onsdag den 25. juni

Svends fødselsdag er, for jeg ved ikke hvilken gang, blevet fejret i Norge. Her til aften erklærer han sig tilfreds med dagen og hygger sig ved ingenting at lave!

I dag har bilen ikke været tændt! Vi har taget en vandretur op til Briksdalsbreen, som vi var på brevandring på sammen med Emma og Vagn for ca. 10 år siden. Men naturen er unægtelig forandret. Bræen har trukket sig MEGET tilbage og i dag når breekanten slet ikke ned, men slutter langt oppe på fjeldsiden. Stedet er et af de meget besøgte. Vi har mødt flere japanere i dag, end man kan møde på et helt liv i Vestjylland. De kommer her til med bus på en rundtur, en del bliver kørt i Trollbilerne, så langt op, som det er muligt, og må så gå det sidste stykke vej til dalens slutning.

Ellers har det været slap af dag. Iagttagelser af omgivelserne.

De 2 aftner, vi har boet her, er der kommet 4 asiatisk udseende mænd i arbejdstøj vandrende forbi, har grebet deres cykler og er sust af sted. De er fra Nepal, og er engageret af Jostedal Nationalpark til at forbedre en sti – måske flere.

En anden iagttagelse er folk fra campingpladsen, der sidst på eftermiddagen besøger stedets saunaer og derefter tager en dukkert i fossen (smeltevand). De ser meget tilfredse ud, men vi har ikke kunnet manne os op til det.

En dejlig stille dag!

Anna

 

Geiranger torsdag den 26. juni

Så er vi kommet til turens næstsidste indlogeringssted. Det er suverænt det dyreste sted, til gengæld har vi eget badeværelse og en fantastisk udsigt ned over Geiranger. Klokken er 21.30, og vi sidder stadig ude på vores terrasse og nyder solen og udsigten.

Turen hertil gik for vores vedkommende op over sommervejen over Strynsfjeldet. Igen utroligt storslående, vildt og barskt.

Inden nedstigningen til Geirager tog vi op til udsigtspunktet Dalsnippa. Det er blevet en betalingsvej, til gengæld er den helt nylavet, bred og ny asfalteret. Den er 5 km lang og går fra 1000-1500 meters højde. Imponerende bygningsværk. På toppen var der selvfølgelig en stor p-plads og en flot servicebygning.

Vi var i tvivl, om vi overhovedet ville kunne se noget, når vi kom derop, for skyerne hang noget nede. Fra starten kunne vi ikke se fjorden 1500 meter nede, men pludselig forsvandt skyen, og vi kunne se 3 cruisere dernede. De lignede små legetøjsskibe.

Vi begyndte nedfarten og fandt vores hytte inden vi kom helt ned. Der skulle være endnu 3 km tilbage.

I morgen venter måske en sejltur på fjorden.

 

Geiranger fredag den 27. juni

Dagen i dag har været slap af dag for både os og bilen. 3 km ned til kajen i Geiranger, bådtur, shopping, indkøb i dagligvarehandlen og op til hytten igen.

Solen skinnede pragtfuld på vores terrasse, og vi nød solen og varmen, og så begyndte det lige så stille at dryppe. I løbet af et stykke tid blev det regulært regnvejr. Det er første gang vi har haft regnvejr i de 10 dage, vi har været her, så ingen beklagelser. Nordmændene trænger også til vand.

Sejlturen på fjorden var ganske fin, som forventet.

Tanker til eftertanke: Over alt møder vi unge mennesker, der kigger på os, når vi åbner munden og taler dansk. De forstår os ikke, for de er ikke nordmænd. Her i Geiranger, et af turismens top -10, bor der om vinteren ca. 240 mennesker. Om sommeren, er der ifølge vores finske receptionist her ved hytterne, ca. 600 udlændinge, der arbejder her. Hendes job bliver anset som lavtlønnet og ikke attraktivt af unge nordmænd. Hun får 22 € ca. 159 danske kroner i timen. Det fortæller en del om det norske samfund.

En anden ting der undrer os: Hvorfor er her næsten ingen danskere? Det er kun nogle meget få gange, at vi har mødt en dansk bil, hvor i mod alle andre nationaliteter er repræsenteret. I hyttebogen er der gæster fra Korea, Indien, Kina, Litauen, Holland, Sverige og Tyskland. Ingen danskere.

Anna

 

Syd for Otta lørdag den 28. juni

Så er hjemturen i gang, men først tog vi en omvej nordpå på ca. 70 km, men hvilke kilometre. Fra Geiranger gik det i ”ørnesving” op over fjeldet. I det sidste sving har de lavet et af deres flotte udsigtspunkter. Der var et fantastisk syn ned over Geirangerfjord- og by. Noget vand, der løb under udsigtspunktet blev ledt ud over et glasfelt, inden det styrtede mod fjorden.

Efter lidt kørsel med et jævnt fald skulle vi med færge, og på den anden side af en anden arm af Sognefjorden, var vi igen i en dal med frugttræer, men ikke mindst jordbærmarker. Vi var nødt til at købe nogle jordbær, og de smagte ikke mindre end pragtfuld her til dessert.

Snart var vi ved et nyt ”arkitektpunkt” på vores vej. Ved Gudbrandtsdjyvet har man rigtig leget med broer. De fører i zig –zag (mange gange) hen over fossende vand, der har gravet sig dybt ned i fjeldet. Nogle steder havde de lavet rister i broen, så man kunne se det fossende vand nedenunder en. Ved siden af havde de lavet en meget flot cafe og servicebygning. Svend kom og sagde: ”Du er nødt til at prøve toilettet.” Så det gjorde jeg. Og jeg har aldrig set noget lignende. Vægge man skulle skubbe med for at få åbnet og lukket til et aflukke. Meget specielt!

Så gik det ellers stille og jævnt opad igen. Fjeldene blev mere og mere spidse og takkede. At der var et drys nysne på de højeste fjelde, og at solen skinnede fra en skyfri himmel, gjorde jo ikke synet ringere.

Så kom vi til stedet: Troldstigen. Det et meget brat fald, og her har man nok lavet et af de mest utrolige udsigtspunkter. Det ene sted rager det bare ud over fjeldet og foruden ender det med skråtstillede glasvægge. Jeg fik et sug i maven flere gange.

Lidt bagved havde de bygget en meget stor cafe, butik m.m. Det var fantastisk at se, hvordan så stort et byggeri kunne falde ind i naturen. Den rå beton og de skrå græsbeklædte tage i forskellige vinkler virker godt.

Efter besøget med de mange andre turister kørte vi stykke tilbage, ud i den ”rene” natur, slog vores stole op ved en lille foss og spiste vores frokost der.

Så tilbage igen og ned af de mange hårdnålesving med et fald på 10 %. Endnu engang blev vi positivt forundrede over vejens udbygning og dermed meget mere sikre og behageligere nedkørsel.

Nede ved hovedvejen ventede endnu et højdepunkt. Troldvæggen. Et fjeldparti, der hæver sig næsten lodret. Det højeste punkt er over 1700 m.

Så ventede ”kun” den lidt mere kedelige tur ned af E6.

I morgen har vi en god lang køretur, inden vi kan køre ombord i Larvik.

Anna