Toscana 2012

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Toscana 2012

 

 

Montecatino 30. aug, 2012

Hej derhjemme

Vi fik i går aftes vores debut med Ryanair, og jeg må sige, at jeg er positiv overrasket. Aldrig er vi kommet så hurtig ombord på et fly, og aldrig er vi kommet så hurtigt fra flyet igen efter landing. De er meget effektive.

Vi var hernede i Pisa ved midnat, og kl. ca. 01.30 var vi parat til at gå i seng.

Montecatina er en by med 22.000 indbyggere, men der er 300 hoteller og 75.000 kurgæster årligt - selvfølgelig foruden alle os andre almindelige turister.

Formiddagen blev brugt til en lille rundtur i byen, og vi var rundt for at kigge ved nogle af de fine gamle badetermer. Derefter tog vi en gammel kabelbane op til bydelen, der ligger over byen. Bydelen har rødder helt tilbage til 1200-tallet.

Hen på eftermiddagen kørte vi ud til en vin- og olivengård. Vi kunne ikke køre helt frem til farmen, så det blev til en gåtur i et flot landskab med specielt mange oliventræer. Besøget var en rigtig god oplevelse.

Aftenen bliver for vores vedkommende kort, da vi skal have indhentet lidt søvn.

Kærlig hilsen

Svend og Anna

 

Montecacino d. 31. aug.

Dagen har været rigtig spændende. Vi har besøgt Lucca, der er en gammel middelalderby. Selve den gamle bydel er total omringet af en 4,2 km lang og12 meter bred bymur - vold - der giver plads til en masse grønne områder. Efter en længere bytur med besøg i diverse attraktioner, besøgte vi på egen hånd en dejlig botanisk have. Det var en god afveksling fra alt kulturen.

Vi skulle spise aftensmad ude på en gård, hvor de producerede olivenolie og havde en restaurant. Her kunne bussen heller ikke køre frem til målet, men bonden kom og hentede os med sin traktor og en gevaldig fin vogn indrettet til formålet.

Vi startede med italiensk champagne, så på grise og olivenpressere, og senere fik vi lokal mad. Det smagte virkelig lækkert! Da vinen var inkluderet blev der efterhånden en god stemning. Ved 22-tiden begyndte en musiker at spille og synge, og det var han faktisk god til! Vi tog dog afsked med gården kl. 22.30, og fatter fragtede os i sin fine vogn tilbage til vores bus.

Kærlig hilsen

Svend og Anna

 

Montecasino den 1. sept.

I dag stod der Firenze på planen. Denne by, hvor renæssancen blev født i 1400-tallet. Det er imponerende, hvilke rigdomme, der har været, og hvilke kunstneriske præstationer, de har formået at udføre. Her levede Galilei, Michilangelo, Leonardo

da Vinci, Dante og mange flere. Også et dansk navn stødte vi på. Videnskabsmanden, Niels Steensen, ligger begravet her og er kåret som helgen.

Det var et imponerende besøg, der dog blev noget generet af et meget kraftigt regnvejr, men vi håber, at det det nu er ovre. Vi er er i det mindste dækket ind med paraplyer, da der blev anskaffet nye i dag, da vores paraplyer selvfølgelig lå hjemme på hotellet, da det så ud til solskin i morges, da vi tog af sted.

En anden ting, der er imponerende hernede, er deres elegante tøj i butiksvinduerne, deres høje sko og deres lækre skindprodukter i både tøj og tasker. Men tiden mangler til indkøb.

Kærlige hilsner

Svend og Anna

 

Montecatini den 2. sept.

I dag har vi været på en lang tur. Men hvilken tur! Vi har besøgt Siena og San Gimignano. Endnu 2 middelalderbyer, men hvor tiden har stået meget stille og bykernerne står helt fantastisk intakte.

I Siena er byen opdelt i 12 - 14 bydele, der har hver deres symbol, flag, dragt m.m. En af bydelene fejrede i dag deres helgen med optog gennem kvarteret akkompagneret af taktfast trommen. En anden bydel var også ude at vise fanerne, men vi fandt ikke ud af hvorfor.

Domkirken i Siena er bare helt imponerende flot, det er absolut bedst at vise med billeder - de kommer - men selv på billeder, er det svært at vise overdådigheden.

Senere besøgte vi en by så tæt på, hvordan jeg kan forestille mig en middelalderby var, hvis jeg kan abstrahere for turister, og alle de butikker vi medfører.

Byen er kendt for sine tårne. I middelalderen havde hver rig familie bygget et tårn dels til beskyttelse, men også til at vise sin magt. Jo højere, jo større magt. I denne lille gamle by, der ligger højt placeret på en bakketop og er omgivet af 2 km bymur, står der stadig 14 ud af 70 tårne fra 1300- og 1400-hundredtallet tilbage. Imponerende.

Vejret har heller ikke i dag været alt for godt. Lidt køligt og lidt regn, men ikke ødelæggende.

Den korte aften er blevet brugt til spisning og nu lidt skriverier.

Hilsner fra

Svend og Anna

 

Piombino den 3. sept.

 

Hej derhjemme

Så er vi flyttet lidt sydpå og ud til havet, men inden vi ved aftenstid nåede hertil besøgte vi endnu en middelalderby, Volterra. Endnu en spændende by, og knap så overrendt af turister, som de tidligere besøgte byer. Hvad der dog var det mest spændende, var et besøg på et museum for etruskerne. Det var et folk, der levede her omkring år 900 før vores tidsregning. Det vil sige i vores bronzealder.

De levede på et meget højt kulturel stade, og det er helt fantastisk, hvad der er efterladt efter dem. Den romerske kultur ”står virkelig på skuldrene” af etruskernes kultur, opdagelser og viden.

Vi besøgte også et rigt overklassehjem fra 1700-tallet. Efterkommerne bor stadig på øverste etage, men har åbnet 1. sal for turister. Det har været en familie, der har rejst rundt i hele verden, og de har været i besiddelse af et stort samler-gen. Det var spændende og meget flot at se, hvad de havde fået samlet sammen.

Dagens program sluttede med en gåtur ned til Middelhavet og spisning. Hotellet er en stjerne bedre end det tidligere, og det bærer både værelser, maden og vinen til maden præg af, så det hat vi nydt.

Vejret har været godt i dag - ingen regn og ca. 20 - 22 grader.

Håber, at alt er vel derhjemme.

Hilsner fra

Svend og Anna

 

Piombino den 4. sept.

 

Hej derhjemme

Dagen i dag har været noget anderledes end de andre dage, idet vi har besøgt øen Elba, hvad der har medført en sejltur på en time hver vej.

Elba er en ø på størrelse med Møn, men der kommer ca. 2 millioner turister om året. For mig lidt uforståeligt, selv om der er bjergrigt og meget frodigt, men det er sikkert ikke den rigtige årstid til fx blomstrende træer og buske. Vi besøgte en fin badestrand, og der var lagt op til badning, men da det også i dag har været overskyet og kun lige over 20 grader, blev det kun til, at tæerne blev skyllet i det ellers dejligt varme Middelhav.

Hovedattraktionen i dag var for mig et besøg i Napoleons sommerhus, som han benyttede under sin tid som kejser af Elba. Vores guide er god til at fortælle, og jeg kan rigtig godt lide at få genopfrisket historien og få ny viden puttet på.

Jeg har ikke været inde på maden på turen. Den var ikke speciel spændende på det første hotel, bedre her i går aftes. Det bedste mad spiser vi til frokost, som vi selv køber, eller når gruppen har spist andre steder end på hotellet. Og den italienske morgenmad er absolut spartansk, selvom vi fik mere at vælge imellem end en gruppe turister fra Rusland, der var på det forrige hotel, også selv om vi spiste i samme lokale.

I morgen aften flyver vi hjem, så det er ikke sikkert, jeg får skrevet, før jeg kommer hjem.

Hilsner fra

Svend og Anna

 

Piombino den 5.sept.

 

Hej Derhjemme

Vi startede dagen med en knap 2 timeres kørsel til Pisa. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger, og med den indstilling kan man jo nemt blive glædelig overrasket. Tårnet har virkelig en holdning - eller rettere skævhed - der vil noget. Tårnet er jo klokketårnet til endnu en stor, flot domkirke og ved siden af den, er der et meget flot dåbskapel. Alt i alt et meget flot bygningskompleks.

Efter besigtigelse af de arkitektoniske herligheder, spiste gruppen fælles frokost i en dejlig gårdhave tæt ved tårnet. Og så var det tid til at tage afsked med ca. halvdelen af selskabet, da de skulle med et tidligere fly til København.

Vi jyder havde så en 3 timers tid til at kigge på byen Pisa. Også her er der en charmerende gammel bydel, og floden Arno løber midt igennem byen, men den bærer tydelig præg af ikke at blive passet så godt, som de øvrige byer vi har besøgt.

Der var ellers ekstrem mange turister i byen, jeg vil næsten karakterisere det som store horder, men ikke mange turister i Pisa kommer tilsyneladende uden for området busholdepladsen, Det Skæve Tårn og vejen frem og tilbage

Her i Pisa oplevede vi for første gang mange afrikanere, der var gadesælgere. Det er tankevækkende, at det liv kan være bedre, end det de forlader i Afrika.

Vejret skiftede ellers markant i dag. Ved middagstid blev det varmt, og solen kom rigtig igennem, og snart følte vi, at det næsten var for varmt. Ja, vi er vanskelige, men det var alligevel dejligt at slutte turen med varme.

Kl. 16.15 skulle også jyderne til lufthavnen, og lige nu sidder jeg vel i 10.0000 meters højde og skriver dette.

Det har været en rigtig god tur, der har levet op til forventningerne. Vi har haft gode rejsefæller, der har været mange oplevelser, og der er virkelig blevet fyldt på af viden, så der er virkelig meget at komme hjem at bearbejde. Foruden indtryk kommer vi begge hjem med MANGE billeder, der skal arbejdes med. Men vi når det nok.

Vi ses!

Svend og Anna