Balkan 2019

Anna og Svend Hamborg, Thisted


hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk


Turen til Balkan 2019


1.dag


Efter fly Ålborg - København, København - Wien og Wien - Sarajevo kom vi ud fra lufthavnen til ca. 35 graders varme. Der var ingen guide, men de første havde fundet bussen, og vi kom om bord. Der var en svensk pige, der fortalte at vores guide ville komme meget snart. Snart blev ret længe, men endelig dukkede Mogens op. Det viste sig, at han lige var ankommet med et fly, der var blevet omdirigeret, og deraf forsinkelsen, men en træls start.

Trods forsinkelse skulle vi nå en del, da dette var eneste dag i Sarajevo.

Vi blev kørt til den anden side af lufthavnen, hvor museet Håbets Tunnel var. Tunnelen var ca. 1,6 meter høj, 1,5 m bred og 800 meter lang. Den blev bygget under landingsbanen af frivillige, der fik lidt betaling fx 1 l olie for indsatsen. Tunnelen blev bygget på et par måneder i 1993 og fungerede om dagen til indsmugling af varer og om natten til udsmugling af mennesker.

Canadiske FN-tropper skulle holde orden (ro) omkring lufthavnen, men de opgav i løbet af en måned.

Det var snart en offentlig hemmelighed, at tunnelen var der, og de serbiske styrker kunne have udraderet den, men de vidste, at hvis de gjorde det, ville der blive grebet ind fra international side, og det ønskede de frem for alt ikke.

Hver 15 minut landede der fly med nødhjælp, der skulle transporteres ind i Sarajevo.

I Sarajevo var der 3000 granatnedslag hver dag og ca. halvdelen af befolkningen flygtede.

Efter besøget i tunnellen gik turen ind i selve Sarajevo bl.a. via Snipper Street, hvor snigskytter lå på tagene. Her er stadig mange skudhuller i bygningerne. Der blev skudt over 6000, hvoraf de 1000 var børn.

Vi blev sat af bussen ved broen, hvor den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinan blev snigmyrdet i 1914. Der blev tid til en kort besøg i den gamle bydel, der er en slags basar og indeholder en gammel moske. Synd at tiden var så presset, og at vi var så trætte.

Vi undrede os over de relativt mange sort tildækkede kvinder i niqap. Vi fik at vide, at de var lige så fremmede for folk i Bosnien, som for os, men Saudi Arabien investerer meget i Bosnien, og at mange af kvinderne nok kom derfra.

Hotellet var ret moderne og aftensmaden blev indtaget i den roterende restaurant på øverste etage, så vi havde fint udsyn over Sarajevo.

 

2. dag


Oplysninger fra Mogens under køreturen, blandet stort og småt.

Det første offer i en krig er altid sandheden!

Befolkningen i det gamle Jugoslavien er som et kludetæppe, hvor trådene er vævet ind i hinanden, og det afspejler sig i hverdagen, hver dag. Der er mange, mange farver, og mange forskellige opfattelser af de historiske perioder.

Nummerplader på bilerne fortæller ikke, hvor man kommer fra (region), for at undgå eventuel hadforbrydelser.

Ca. 40 % af de unge i dag står uden arbejde. Receptionisten på hotellet hævdede dog, at alle kunne få arbejde, hvis de ville. Mogens forklarede det som stolthed.

Mogens udsagn: Hvis man vil noget med sit liv, tager mange unge til udlandet. Videregående uddannelser og det at videreuddanne sig er næsten ikke eksisterende muligheder.

Hvis husene ser godt ud, er det næsten sikkert, at et familiemedlem har arbejdet i udlandet – ofte Tyskland - og har sendt penge hjem. I de fleste huse bor der 3 generationer, men det gamle

Bosnien-Hercegovina er umulig at regere. I Dayton Fredsaftalen står der, at der skal være en minister for hver af de 3 befolkningsgrupper (bosniske muslimer, bosniske kroatere og bosniske serbere) 3 præsidenter osv. Man prøver at navigere sig ud af det, men det kræver en god portion humor at tro på, at de en dag kan komme ind i EU og blive en del af Europa. Det er umulige betingelser at føre politik på.

Mens vi fik alle disse informationer kørte vi gennem et meget smukt landskab, hvor der ind i mellem var udsigt til sne i bjergene.

Vi var på vej mod Titos skjulte bunker i Konjic. Den blev bygget i perioden fra 1953 – 1976. Den var hemmelig indtil en gang i 90’erne. Kun ganske få i hæren kendte til dens eksistens. Tusindvis af arbejdere blev med bind for øjnene ført dertil for at arbejde. Mange af dem var politiske fanger, der ikke anede, hvor de var, eller hvad de lavede. Alt det materiale de gravede ud, kastede de direkte ned i floden inde i bjerget, og det blev opløst og ført væk med strømmen.

Pengene til byggeriet kom fra USA, der betalte 10 millioner dollars, og de bidrog dermed til fastholdelse af fjendskabet mellem Tito og Sovjet. I alt blev der bygget 3 store forsvarsværker: En underjordisk lufthavn, flådehavn i Split og denne bunker.

Bunkeren var konstrueret til at kunne rumme de vigtigste 350 mennesker fra regering, militær m.m. i tilfælde af en atomkrig.  Der var forsyninger af alt, så man kunne overleve i 6 måneder. Der var installeret 300 telefonforbindelser, selvom den nærliggende by Konjic først fik telefonforbindelser i 80’erne. Bunkeren kom ikke i brug og måske var Tito der aldrig, men selve det, at den blev opført fortæller meget om samtidens angst for en atomkrig.

Da byggeriet startede, var Konjic en lille by, men man fik hospital, teater, skoler, gymnasium osv. Byen voksede og folk havde andet at tænke på, end hvad der skete i omgivelserne. Det skulle være en typisk måde for Tito at manipulere med befolkningen.

Bunkeren skulle have været sprængt i stykker, men ifølge Mogens opfangede 2 soldater, en bosnier og en serber, beskeden, og de nægtede at adlyde og redede dermed anlægget for eftertiden.

I dag bruger man også bunkeren til kunstinstallationer.

Et spændende og tankevækkende sted.

Efter en frokost i pragtfulde omgivelser med udsigt til irgrønt vand og bjerge kom vi til Mostar hen på eftermiddagen. Det var næsten for varmt (38 grader) til at begive sig på sightseeing, men guiden var sød og let at forstå, så vi begav os af sted i den gamle genopbyggede del af Mostar og over broen, der blev sprængt i luften i 1992 af bosniske kroatere. Sveden trillede ned af min krop, da vi stod stille og fik fortalt.

Vores hotel var et dejligt, lille hotel med udsigt over Mostar, og byen var langt mere tiltalende, da vi sad på en restaurant tæt ved floden og nød aftensmaden i en lidt mere svalende temperatur.

 

3. dag


Det var søndag og turen gik til den katolske mirakelkirke. Her havde 6 børn i 1982 leget ude i bjergene og pludselig viste jomfru Maria sig for dem. Forældrene tog ikke børnene alvorlig, men de blev ved med at snakke om det. Efter et par år blev kirken interesseret. I dag er der en stor kirke og en stor hal foruden park og et kæmpe område, der bliver brugt til udendørs transmitteret gudstjeneste. I dag bliver kirken besøgt af over 1 million mennesker fra hele verden. Vi befandt os pludselig i en tysk gudstjeneste, hvor præsterne var ved ar uddele nadverbrød.

En konspirationsteori siger, at kirken fandt på historien 1 år efter Titos død, fordi folk havde brug for noget at tro på. Og det er stor business.

Andre fremfører, som bekræftelse på miraklet, at ingen blev dræbt i byen under krigen. En hund, en ko og en kylling omkom. Det nærliggende Mostar var det sted, hvor allerflest omkom under bombardementerne.

Derefter kørte vi til et andet helligt sted, men nu for muslimerne. Vi skulle besøge et gammelt kloster. Selve klosteret, synes jeg ikke, var speciel interessant, men omgivelserne var pragtfulde. Her langs Buna Flodens udspring lå restauranten, hvor vi skulle spise frokost, og her fik vi turens bedste fisk og dejligt saftevand! Vi kunne efter desserten gå over på den anden side af floden og købe et koldt glas hvidvin – ikke muslimsk område.

Hjemme ved hotellet var vi nogle, der gik over og så den ortodokse kirke, der var under genopbygning med bl.a. flot, skinnende kobbertag. Vi havde set, at folk valfartede til gudstjeneste, da vi kørte. Det var meget specielt at komme ind i kirkebygningen, der stod åben uden hverken døre eller vinduer. Over hele gulvet var der strøet planter, måske gyvel, og der stod et primitivt alter, en døbefont, og der var hængt nogle få billeder op på væggene. Der var også nogle fine blomsterdekorationer. Der sad en ældre mand for at passe på tingene, men desværre kunne vi ikke snakke med ham.

Efter et hvil, gik vi ned og blev lidt afkølede i hotellet pool, inden vi igen nød den gamle bydel og en af dens mange restauranter. Det var helt specielt at lytte, da de fra de forskellige minareter begyndte at kalde til bøn, og det var utroligt smukt, da den nedgående sol farvede såvel himmel som flod i de mest fantastiske violette farver.

 

4. dag


Igen var Mogens gavmild med mange forskelligartede oplysninger, mens vi kørte igennem det smukke landskab. For at forklare den nuværende situation på Balkan, refererede han til sin kæreste. Folk omkring de 50 står med et ben i en sump fra kommunisttiden og agerer efter datidens regler. Man benytter sig af korruption, kontakt til partimedlemmer m.m. Med det andet ben forsøger man at agere i nutidens kapitalisme og demokrati. Når man står der og skræver, er det svært at gå fremad, i hvert fald tager det lang tid.

Kort før grænseovergangen til Kroatien fik vi kaffe på et meget fint renoveret togstation. Det lå lige ved siden af et udbombet hus, og bagved lå der mange udbombede huse. Mogens var lige ude og hilse på ejeren. Han er bosnisk-kroat. Han har arbejdet 22 år i Tyskland og sendt penge hjem, men orker ikke at bo i landflygtighed mere. Er nu kommet hjem og prøver at bygge dette sted op. Området er næsten udryddet for serbere. I alt døde ca. 100.000 mennesker i Bosnien og over 700.000 flygtede i løbet af krigen fra 1992-95.

Vores grænseovergang var hurtig overstået, og så begyndte det at gå ned mod Adriaterhavet. Bjergene her ned mod havet var bevokset med en gyvel art, der stod i fuldt flor, så det var meget smukt.

Vores eneste besøgssted i Kroatien var middelalderbyen Dubrovnik. Der bor ca. 50.000 i byen, men kun ca. 600 folk bor i den indre by. Der er for mange turister, og dels er det lukrativt at leje sin lejlighed ud til turisterne.

Dubrovnik er kendt for sin næsten intakte bymur, der er 25 m høj og op til 6 m bred. Byen var imponerende og smuk, men det var svært at blive opslugt af oplevelsen pga. alle de mange mennesker. Der var dog færre folk i de smalle gader, der gik parallelt med den store hovedgade.

Også Dubrovnik blev bombet under krigen. Bjerget lige bag byen, danner grænsen til Montenegro, og da Montenegro var underlagt Serbien, var de tvunget til at beskyde Dubrovnik. 70 % af byens tage blev beskadiget, men alt er fuldt genetableret.

Kroatien er procentvis det største turistland i det gamle Jugoslavien, og derfor er priserne høje. Turistindtægter er landets vigtigste indtægt.

Folk i Dubrovnik føler sig først og fremmest som dalmanier og dernæst kroater. De er stolte over at være dalmanier. Folk i Zagreb, hovedstaden 600 km væk, er nogle hundehoveder. De er alt for påvirket af Østrig/Ungarn. Her er man påvirket af Italien og Grækenland.

Kroaterne er hovedsagelig katolikker, men nogle er muslimer.

Den stærke mand, der stod i spidsen for deres selvstændighedskamp, er stadig ved magten. Først blev han betragtet som en helt, men man er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved ham.

Hen på eftermiddagen krydsede vi grænsen til Montenegro, hvor vi skulle have 3 overnatninger. Efter et stykke tid blev vi bedt om at stå af bussen med håndbagagen og gå ned til det nye overnatningssted. Hotellet lå helt ned til vandet, men da jeg ikke havde badesko med, og mine fødder nægter at gå på sten, måtte jeg nøjes med at kigge længselsfuldt på havet. Hotellet var i øvrigt det absolut dårligste, vi boede på, og aftensmaden var ikke værd at mindes.

 

5. dag


Vi startede med at køre langs den smukke Kotor Fjord, der er Sydeuropas længste og dybeste fjord. Inderst i fjorden ligger endnu en utrolig spændende middelalderby, og endnu engang overfyldt af turister.

Kotor er mest præget af italiensk byggestil, små torve og deromkring små, snævre gader. Byen var under Venedig i ca. 500 år, men Kotors indbyggere var meget dygtige til handel, til at sejle og bygge skibe, så mange blev udnævnt til adelsmænd og samfundet havde en stor selvstændighed.

Den katolske domkirke i Kotor er fra 1066 og er en af de ældste domkirker i Europa – 65 år ældre end Notre Dame.

I et typisk palads var underetagen lager og forretningslokaler, 1. sal, hvor der var svalt, boede ejerne og på 2. sal, under taget, boede tjenestefolkene.

Efter Kotor blev der budt på bjergkørsel. På endnu en smuk tur med et imponerende antal hårnålesving kom vi op i bjergene. Det var utroligt, i hvor lang tid vi blev ved med at kunne se ned til Kotor. Lige oppe over bjergkammen kom vi til vores frokoststed. Det var et specielt sted. En kro ude på landet, der bød på hjemmelavet tørret skinke, forskellige hjemmeproducerede oste og vin ad libido til. Alt smagte rigtig godt.

På den videre tur blev der igen fyldt på med oplysninger. Montenegro med omkrig 800.000 indbyggere er det mindste af de tidlige lande i Jugoslavien. Men i følge Mogens det land, der er hurtigst på vej fremad. En overgang var inflationen så stor, at man i 2000 gik over til DM som valuta. Da Deutsche Bank indførte Euro, gjorde Montenegro det samme, og det er stadig deres valuta.

Der er rigtig meget gang i byggeaktiviteterne, og det er en slet skjult hemmelighed, at man er meget knyttet til Rusland, der er meget interesseret i at investere i landet. Allerede i 2009 lavede man gunstige investeringsafgifter for udenlandske selskaber.

I Montenegro er de fleste mennesker ortodokse. Katolikkerne (folk fra Kroatien) er næsten udryddet, man hører mere sammen med serberne. I den nordlige del af Montenegro er der ca. 14 % muslimer. Lokalguiden i Kotor sagde, at unge mennesker bliver mindre og mindre religiøse.

Montenegro blev ikke bombet under krigen, men de deltog på serbisk side og var derfor med til at bombe Dubrovnik.

Mogens sagde, at det begyndt at være muligt at være kritisk over for toppen i landet. Altså lidt pressefrihed og ytringsfrihed generelt.

Montenegro skal være det land i Sydeuropa, der har mest vild natur.

Montenegro bliver mere og mere anerkendt for deres vine. Disse vine er det nye, smarte i Europa, Kroaterne er sure, for deres vine er også gode, men de er ikke så gode til at markedsføre sig.

I Montenegro har det været en meget stærk tradition, at ældste søn skulle arve hus, gård osv. Hvis man ikke havde en søn, kunne ældste datter spørges, om hun ville påtage sig at leve som mand. Gården kunne så blive i slægten. Det foregik mest ude i små samfund, og det var et spørgsmål om ære at videreføre traditionerne.

Montenegro betyder de sorte bjerge.

Hen på eftermiddagen aflagde vi et besøg i kongebyen Cetinje og besøgte kong Nikolas palads. Jeg var måske træt, i hvert fald fandt jeg lokalguiden kedelig, svær at forstå og museum og byen jævnt uinteressant.

Efter et langt dagsprogram kom vi frem til Podgorica.

Vi skulle selv ud og finde et sted at spise. Vi gik til et anbefalet sted, fik masser af god mad og betalte meget lidt. Det fortæller, at byen ikke er et turiststed, men også noget om, hvor lidt folk tjener.

 

6. dag


Dagen startede med en gåtur rundt i hovedstaden med ca. 200.000 indbyggere. Først gik vi lidt i et gammelt byzantinsk kvarter, og derefter ind i Down Town. Sjældent har jeg set en så lidt prangende hovedstad. Det er en gammel kommunist by med firkantede karreer, brede boulevarder og mange grønne områder. Vi fik en længere forklaring ved en rytterstatue af kong Nikolaj, deres landsfader. Han var kendt for at være god og retfærdig, giveren af deres grundlov og var en kultiveret person: digter og komponist. Han fik mange børn, og de blev gift ind i Europas kongehuse og ind i zarfamilien i Rusland, så han var meget indflydelsesrig. Hans statue står overfor parlamentet, og her holder han øje med, hvad der sker i dag. Den nuværende præsident er valgt 4 gange og er meget rig, selvom præsidenten ikke får speciel meget i løn. Hvorfor? Ifølge Mogens er der ingen pizzahandler eller hoteldirektør, der kan foretage sig noget, uden at betale til præsidenten eller hans mænd. Altså bestikkelse.

Lokalguiden fortalte, at der er begyndt at komme en Tito-nostalgi. Under Tito havde alle arbejde, lejlighed osv. I dag kan de unge kun få job efter endt uddannelse, hvis de har de rette forbindelser. Derfor tager mange unge til udlandet for at arbejde, mest Italien og Tyskland.

Under kommunismen var alle lige – stor middelklasse. I dag er middelklassen stort set forsvundet. Enten er man meget rig eller fattig. De unge uden arbejde bor hjemme til de er over 30.

Mange børn i børnehaverne, som der er få af. Op til 40 børn på en stue med 2 pædagoger.

Skolebørnene har sommerferie fra ca. 1. maj til 1. september. Det er en helt naturlig sag, at bedstemor træder til og passer børnebørnene. Så betaler man tilbage, ved at passe de gamle, når det bliver nødvendigt. Den måde vi var pensionister på, altså tog ud og oplevede var spændende, men ikke muligt for dem (en lokalguides udtalelser). Man er afhængig af hinanden i familien for at få hverdagen til at fungere.

Vi besøgte også den i 2003 færdiggjorte ortodokse kirke.  De indvendige dekorationer, der er meget præget af 24 karats bladguld, er imponerende smukke og spændende i motivvalg. Bl.a. det politiske indslag med Tito, Engells og Marx, der brænder i helvedes flammer. Gulvenes udsmykning i marmor fik mig til at tænke på gulvet i Nices domkirke. Også her siges russerne at have doneret mange penge.

Ved frokosttid tog vi ud til Niagara vandfaldet. I miniudgave, men vejret var pragtfuld i træernes skygge og stedet hyggeligt. Tilbage i Podgorica satte vi os ind i et tog med gammeldags kupeer. Mogens havde provianteret snacks og lokal brændevin, så togturen blev lystig. Vi kørte igennem et fantastisk bjerglandskab og kunne bl.a. også studere et kæmpe motorvejsbyggeri med adskillige store broer. Det skulle være Balkans største anlægsprojekt.  På banens højeste punkt Kolosin 1.003 m.o.h., stod vi af. Her var temperaturen tempereret. Dejligt. Vi skulle med bus til et pragtfuldt sted, hvor vi boede i hytter. Her blev vi modtaget med hjemmebrændt snaps og saft.

 

7. dag


Desværre skulle vi op og af sted fra det dejlige sted allerede klokken 8, så det var ærgerligt ikke at kunne være der og få en travetur. En trøst at vi fortsatte med at køre i et smukt landskab. I den nærliggende landsby var man i gang med at opføre en ortodoks kirke med guld kupler. Utroligt, at de prioriterer en ny kirke så højt, for det bestemt ikke var et rigt område. Meget var mikrolandbrug med 1-2 køer og eventuelt lidt får og geder og en gris eller to. De lever mest af deres køkkenhave og er heldige, hvis de kan få et arbejde.

Ved grænseovergangen mellem Montenegro og Kosovo oplevede Mogens, at fodbold kan være et godt samtaleemne. Grænsebetjenten kunne flere navne på FCK spillere. Han havde en ven, der havde været i Danmark i 20 år. ”Good country”. Da Mogens takkede for godt arbejde, blev han trukket helt ind i lugen, og grænsebetjenten rakte tomlen op og sagde: ”Muslim driver”. Ja, det var formentlig rigtigt, i alt fald kom både vores bus og chauffør fra Albanien.

Og så var vi i Kosovo, Balkans hjerte, det nyeste og fattigste land i Europa. De udråbte deres selvstændighed i 2008, og er nu anerkendt af 118 lande, men er absolut ikke anerkendt af Serbien. I slutfirserne var det det serbiske mindretal, der regerede alt. Krigen i Kosovo var ikke en religionskrig. Det var nogle magtsyge mænd der bl.a. oppiskede en stemning ved hjælp af historien. I 1389 tabte Serbien + en del andre lande til Det Osmanske Rige i et stort slag på Solsortesletten (Kosovosletten).  På 600-års dagen for dette slag -1989- holdt Serbiens præsident Slobodan Milosevic en tale der, hvor han bl.a. sagde, at serberne aldrig igen skulle miste dette land eller spilde blod på stedet. Der blev dræbt en serbisk politibetjent under demonstrationen. Måske var det fingeret, men under alle omstændigheder havde serberne nu en syndebuk: Kosovo. Det er karakteristisk, at konflikten i Kosovo aldrig havde en front, og det samme gjorde sig gældende i Bosnien/ Hercegovina. Frænde var frænde værst. Jugoslavien gik i opløsning omkring 1990. Kosovo blev underlagt Serbien. Kosovo dannede et politisk parti, der blev det største, og det blev starten til, at Milosevic bl.a. lukkede skoler. Serberne sad på al administration. Folk i Kosovo dannede en guerillabevægelse, der hed KLA Kosovo Liberation Army. Lederen hed Adem Jashari  og hans hjem, hvor 57 af hans familiemedlemmer blev dræbt i 1998, er Kosovos officielle mindested for kampen for frihed. Det var meget stærkt at besøge stedet og mindeparken, hvor de 57 sarkofager står. 2 unge – en 17-årig pige og hendes fætter overlevede massakren. 11 børn og 18 kvinder omkom. Skyderiet stod på i 2 dage og 3 nætter. Serberne førte alle ligene til et hospital, og derefter til en forladt fabrik. Beboerne i landsbyen turde ikke hente ligene, så serberne begravede dem i en massegrav. 2 dage senere gravede beboerne i landsbyen dem op og konstaterede, at alle havde fået et nakkeskud. De begravede dem, og nu er det et mindested.

Over 1 million flygtede under konflikten, og jeg tror, vi alle kan huske billederne fra tv med flygtninge, der stod foran hegnet til Albanien i flere døgn. Det var en humanitær katastrofe. De fleste flygtede til Albanien og Makedonien.

I 1999 bombede Nato Serbien, Montenegro og Kosovo for at bringe kampene til ophør, og den 20. juni fejrer man hvert år, at Nato kom til Kosovo. Bill Clinton, Tonni Blair, Magdalene Albright og mange Nato generaler er helte og mange børn hedder bl.a. Bill. Der ses mange amerikanske flag i bybilledet i hovedstaden, og der står en statue af Bill Clinton i hovedstaden Pristina. Dansk Røde Kors har også en høj stjerne dernede og deres første udenlandske fodboldkamp var mod Danmark.

Mogens fortalte meget om, hvilke menneskelige omkostninger, det også har haft for danske nødhjælpsfolk at arbejde i en sådan konfliktzone, og hvordan den danske stat svigter dem, ved ikke at støtte dem i lighed med soldater, der får PTSD.

Under Tito bad Kosovo om mere selvstændighed og fik så et rødt flag, der var magen til Albaniens bortset fra, at det har en stjerne. Da landet blev selvstændigt i 2008 krævede bl.a. EU, at de skulle have et andet flag. De fik så et blåt flag med landets omrids og EU stjernerne.

Lidt om situationen i dag: Der er stadig 3.000 folk fra internationale styrker - også danske– i Kosovo for at beskytte freden.  Der har været op mod 10.000 FN - soldater i Kosovo. I Kosovo har man for serberne nogle meget vigtige klostre. Serberne kommer for at besøge disse, men de kører i busser, der bliver eskorteret af internationale styrker. Kosovos nationalmelodi hedder: Europa, for ikke at genere Serbien, og der er stadig ingen tekst, fordi ”man fedter rundt med at lave en tekst, der ikke gør Serbien vred”. Ugen inden vi var der, var der en politiaktion i et overvejende serbisk område. Det drejede sig om smugling og narko. 5 af de 8 anholdte var serbere. En serbisk minister gik ud og truede med at mobilisere hele den militære styrke mod Kosovo.

Der er stort håb på trods af nepotisme og korruption. Ytringsfriheden er skrevet ind i grundloven, men man skal turde bruge den. Nyhederne, der virkelig flytter noget, kommer ikke fra de etablerede nyheder, men fra internettet. Der kommer også meget fake news, men det må man tage med.

Vi besøgte ganske kort Pristina, hvor vi bl.a. så regeringsbygningen. Man kan tydelig se, at det er et fattigt land. Kosovo fik sit første universitet, hvor man kunne tage en uddannelse på albansk af Tito i 70’erne. Bygningerne og campus er meget forfaldent, og midt i det hele ligger der en ruin af en ortodoks kirke, som serberne påbegyndte i 90’erne.

På campus ligger også Jugoslaviens statsbibliotek. Det er en meget speciel bygning. På taget er der 99 kupler, der symboliserer hjerner. Gennem ”hjernerne” trænger lyset ned i rummene – symbolsk: gennem hjernen trænger lyset ned og oplyser via bøgerne. Da Kosovo ikke var fri, da det blev indviet, har arkitekten givet ”hjernerne” bånd på, så ”hjernerne” er forvredet. Kosovo var i en spændetrøje. Politikerne kunne ikke lide bygningen, men accepterede den. Forstod måske ikke symbolikken.

Sent eftermiddag kom vi til hovedstaden efter at have kørt på en helt ny motorvej fra Pristina til Skopje i Nord Makedonien. 5,7 km af vejen er anlagt på piller som en højbro. Jo, jeg tror, at der også her investeres penge udefra.

Hotellet, vi skulle bo på i Skopje, var et rigtigt skrummel af en typisk kommunistisk bygning. En tidslomme.

 

8. dag


Dagens program var heldigvis ikke så tætpakket, og det var vist også tiltrængt med lidt frikvarter. Dagen startede med en lille køretur ud til Matka kløften. Her var der en smuk og afslappende sejltur længere ind i kløften, og nydelsen af situationen blev da helt perfekt, da Mogens meddelte, at der var en drink på selskabets regning på en lille hyggelig restaurant med udsigt til det opstemmede vand. At der også optrådte en Duehale og Pragtvandnymfer foran Svends kamera, gjorde jo blot det hele fuldendt.

Tilbage i Skopje var vi oppe på fæstningen. Det var igen blevet meget varmt, og stedet var ikke umiddelbart så seværdigt. Nede igen oplevede vi, hvordan en moske var et sandt tilløbsstykke. Der var fredagsbøn, og folk kom i taxaer for at nå frem. Nede i den charmerende, gamle osmanniske bydel, var en gade nærmest blokeret af mænd, der sad på bønnetæpper vendt i den rigtige retning i forhold til Mekka. De var dog ikke alle koncentreret om bønnen.

Uden for den gamle bydel åbnede sig en ganske anden by. Byen var kraftig ramt af et jordskælv i 1963, og det er måske på den baggrund, at man har de store pladser og pompøse bygninger, og så er der utrolig mange statuer på begge sider af den gamle bro. Vi kiggede også over til den imponerende bygning, der rummer et nyt holocaustmuseum. Der har boet mange jøder i Skopje i århundreder, men de blev næsten total udrenset under 2. verdenskrig. Det kunne have været spændende at besøge museet, men kræfterne slog ikke til.

Mogens gjorde os opmærksom på, hvordan de byggede ”historiske facader” uden på almindelige bygninger. Snyd, men jeg synes nu, at resultatet blev pænt.

Vi gik forbi den kolossale statue af Alexander den Store og op til det lille museum for Mother Terasa. Et fint lille museum.

Og så var der i teorien fri, men Mogens ville gerne vise os en restaurant. Et virkelig, godt spisested, som vi syntes så godt om, at vi vendte tilbage til stedet for også at spise aftensmad der.

Inden da var der dog dømt et hvil, så vi kunne være klar til at tage ind til byen igen. Byen bød på den flotteste solnedgang og bygninger og statuer tog sig rigtig godt ud, da det var blevet mørkt og alle projektørerne var blevet tændt.

Der var livligt i byen, men det var selvfølgelig også fredag aften, men man fornemmede helt tydeligt, at folk havde flere penge, end andre steder vi havde besøgt.

En almindelig løn til en lærer er 350-500 Euro, og de unge er ikke så præget af arbejdsløshed som i Bosnien.

Vores aften på restauranten Terasse fik et lille ekstra pift, idet en person vi havde snakket lidt med til frokosten, åbenbart havde selskab og havde inviteret et par ældre musikere til at underholde sine gæster. Vi blev inviteret med på en lytter. Vi nyder altid, når der er mulighed for spontan at lytte til den lokale musik.

 

9. dag


En lang køretur ventede os, da vi stod op, samt ankomst til det land, Serbien, som vi nok betragtede med størst mistænksomhed i forhold til krigene på Balkan. Serberne føler sig meget forfulgte og misforståede, og det er selvfølgelig ikke uden grund, men også mange serbere havde en grum skæbne under og efter krigen. For eksempel lever der nu i omegnen af Nis anslået 20.000 kosovoserbere, der ikke har kunnet eller turdet vende hjem til Kosovo, hvor de hører til. De lever nu papirløst som sigøjnere. Mange af de, der vendte tilbage, blev dræbt eller på anden både udsat for hævn.

Det viste sig, at de serbere vi mødte, var både meget imødekommende og humoristiske.

Næsten med det samme efter grænsen, mødte der os en anden natur.  Vi kørte i en frugtbar dal, hvor der faldt mere nedbør. Dette gav mulighed for frugtplantager bl.a. kirsebær.

Dagen bød på den næsten obligatoriske vinsmagning.  Et udmærket besøg, men jeg synes næsten altid, at sådanne besøg virker overfladiske. Det var dog nyt for mig, at man stadig også lagrer vin i kæmpe lerkar. Vores efterfølgende frokost blev indtaget på stedets restaurant. Det var en god frokost, og samtidig havde vi mulighed for at iagttage forberedelserne til en børnefødselsdag med musik, fotograf og stor pyntning. Også i Serbien er der projekt børn, og folk der har råd til at dyrke projektet.

Byen Nis, der ligger i ovennævnte dal ca. midtvejs mellem Istanbul og Wien, der var 2 vigtige byer i det osmanniske rige, virkede til at være meget slidt og lidt snusket. Det er stor studieby med mange unge. Mogens oplyste, at man i Nis levede for ca. 350 Euro om måneden og at en 40 m2  lejlighed uden lys og varme koster omkrig 250 Euro. Man er fattig, men de er glade, synger og danser. Mod nord er man rigere, mod syd fattigere.

I Nis besøgte vi 2 forsømte historiske steder. Det første var kranietårnet. I 1809 gjorde en serbisk hær oprør mod osmannerne. Osmannerne vandt og for at skræmme folk fra lignende forsøg, halshuggede man godt 900 serbere, gjorde deres hovedskaller rent for kød og murede dem ind i murværket til et tårn. Makabert! Det andet sted var en stor fæstning. Den indeholdt bl.a. et jazzmuseum og et stort musikområde (med hvide plastik stole). Man havde valgt at bruge stedet til nutidens friluftsliv og tog ikke de historiske rammer så højtideligt. Måske var jeg ved at være mæt af indtryk, måske var det bare for varmt, eller jeg var for træt, i alt fald kunne jeg godt have undværet dette stop.

Lidt fakta om Serbien: Det er det land på Balkan, der har det største antal fabrikker og dermed mulighed for den største produktion.

85-90 % tilhører den ortodokse kirke.

7 millioner betragter stadig Kosovo som en del af Serbien.

Mogens fortalte, at han tidligere havde mødt en gruppe unge mænd, der uddelte løbesedler for en af de politikere, der er dømt ved Menneskeretsdomstolen i Hag for forbrydelser mod menneskeheden. Han er meget nationalistisk og en demagog. Konfronteret med dommen i Hag, sagde de unge, at han var uskyldig og ikke havde gjort noget forkert. For at oplyse folk er en kritisk presse vigtig.

På statsuniversiteterne får man lærdom. På privatuniversiteterne betaler man ikke for lærdom, men for at få et eksamensbevis. (Et eksempel på korruption).

Vi blev indkvartering på et meget centralt beliggende hotel. Ved første øjekast kan Beograd minde meget om Budapest .

 

10. dag


Der var dømt minimum buskørsel. Dejligt!

Heldigvis nåede vi Saint Sava kirken, inden den helt store tilstrømning af turister. Da vi forlod krypten, var det umuligt at tage et ordentligt foto pga. mennesker. Denne ortodokse kirke er den 2. største i verden. Man startede opførslen i slutningen af 1800-tallet, men opførslen har været sat i stå under 1. og 2. verdenskrig samt i kommunisttiden. Kirken (religion) blev ikke støttet i denne periode, men fungerede fortsat. Nu er man igen i gang med byggeriet, og der bliver bygget for donationer bl.a. fra Vatikanet (for at gyde olie på konflikter med den katolske kirke i Kroatien). Man er lige blevet færdig med krypten. Det er igen overflødigt flot med masser af bladguld, men ikke så spændende som kirken i Podgorica, der havde blandet historiske nutidsmennesker ind i billederne. Vores lokalguide sagde, at den ortodokse kirkes funktion er at holde brødre og søstre sammen som venner, og at det passer godt med den stærke familiestruktur man har i Serbien.

Vi havde en meget speciel lokalguide i Beograd. Hun er journalist og forfatter og lagde absolut ikke skjul på sine meninger. Hun startede med at sige, at hun ikke ville fortælle meget om landets historie, for det er lige som en lille hund der gør, uanset om den har en grund til det eller ikke. For mig fortæller det en del om selvforståelsen.

Jugoslaviens Museum er mest et museum for Tito og fungere også som hans mausoleum. Vi hørte undervejs på turen af forskellige guider om Tito, og her følger flere løsrevne udsagn. Tito var uddannet smed og var partisan under 2. verdenskrig, og han spillede meget på den helterolle. Han var en meget dygtig taler og god til at tiltrække de unge. Han lod dem demonstrere og være sure. Han var meget dygtig til at manipulere. Han holdt frie valg og folk kunne rejse, men han var diktator(Mogens udsagn). Titos blå jernbanevogn var ikke pansret som Stalins tog. Han kørte rundt i Jugoslavien og besøgte folket – Mogens sammenlignede toget med kongeskibet. Da Tito døde blev hans kiste ført rundt i hele landet, så folk kunne tage afsked. Folk var paniske for, om der udbrød krig. Der gik 10 år! Ved hans begravelse i 1980 var der samlet repræsentanter for 127 lande. Det er stadig den største forsamling,  og det på trods af, at det var under den kolde krig. Vores Lokalguide gentog, hvad vi tidligere havde hørt andre steder, at den middelklasse, der var under Tito, er forsvundet. At tingene var bedre organiseret under Tito, at folk var mere lige, at der var sikkerhed for bolig og arbejde, og at folk kom ud og så andre lande, og der kom udenlandske studerende til Jugoslavien, og derfor havde man et mere globalt udsyn dengang.

Serbiens største eksportartikel var våben, der først og fremmest gik til mellemøsten og Gadaffi i Libyen. Det var der mange, der ville have stoppet, og det var medvirkende til, at Jugoslavien brød sammen.  Oliepenge bestemmer alt! Udtalelse fra guiden i Beograd. Ja, det er også et synspunkt og begivenheder kan vurderes fra mange synsvinkler.

Det store borgområde, som vi også besøgte, var for mig mest interessant pga. dets beliggenhed ved floderne Donau og Sava. Jeg fik helt håndgribeligt sat lidt geografi på plads.

Lidt blandede oplysninger om Serbien: Landet grundlagt af kelterne før Kristi. Man har 3000 tyrkiske ord i sproget. I første klasse lærer man de kyrilliske bogstaver, og i 3. lærer man de latinske. Det blev indført efter 1. verdenskrig. Omkring 88 % af Beograd blev bombet under 2. verdenskrig, og 3.000 mennesker døde under Natos bombardementer i 1999. En lærerløn i Beograd er 580 Euro. Næsten alle har et job nummer 2 for at leve. Det sidste job betaler man ikke stat af. Pensionisterne har meget lidt, men lever af det børnene giver til dem, så hvis man ikke har børn, er man meget fattig. Gensidig aftale, at bedsteforældre passer børnebørnene, og senere tager børnene sig af forældrene.

Vores guide i Beograd gav os på turen i bussen noget af en oplevelse, da hun startede en sangerdyst. Hun sang virkelig pragtfuldt!

Frokosten blev laaang og indtaget under en stor parasol i gågadeområdet. Herligt at sidde lige så roligt og nyde vejret ,og det der var tilbage af eftermiddagen blev brugt til afslapning med benene oppe. Gåturen til restauranten til afskedsmiddagen blev lidt fugtig. Det regnede heftigt, men vi havde medbragt regntøj og paraply, så det gik fint. Vores restaurant var spændende, men maden noget skuffende. Der var desværre meget hurtigt opbrud i gruppen, så det blev just ikke en samlet afslutning på turen. Svend havde spottet, at musikkerne, der spillede i det andet lokale, var mere spændende end dem i den store sal, så vi rykkede derind. Og så fik vi ellers en afskedsoplevelse, der var turen værd. De spillede og sang rigtig dejligt, havde udstråling og de spillede for de ca. 10 mennesker, der var i lokalet, så vandet dryppede fra albuerne på ham der spillede harmonika. Altid en stor oplevelse at høre gode musikere, der er engageret.

 

11. dag


Dagen for hjemturen startede roligt med god tid til morgenmad, pakning og så lidt shopping eller rettere kikken butikker. Og så var det afgang til lufthavnen, afsked med vores meget gode, kompetente guide Mogens, der virkelig havde bidraget til, at det var blevet en fantastisk tur. Hele turen hjem forløb glat, så vi var glade og tilfredse, da vi satte os i bilen i Ålborg for at køre det sidste stykke hjem.

Turen har indfriet alle mine forventninger, og de var store. Jeg har set en masse smuk natur, set spændende byer fra forskellige kulturer og tider og ikke mindst har jeg undervejs hørt en masse, der har været med til at sætte min viden i perspektiv og givet en større forståelse af nærmeste fortid og nutid. F.eks. har det sat mine tanker i sving omkring, hvad det gør ved en befolkning, at de er nødt til at sende de unge og forsørgere til udlandet for at have en tålelig levefod. Jeg har nydt godt selskab af rejsefæller og nydt at synge morgensang!

Alt i alt en tur, der står i den øverste del på skalaen af rejser, men lidt flere dage til de mange oplevelser ville have været godt.


Anna Hamborg