Costa Rica 2018

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Dagbog for turen til Costa Rica 2. - 14.3.2018

 

Dag 1

 

Turen fra Ålborg til Amsterdam og videre til San Jose i Costa Rica gik nemmere og hurtigere end forventet. Det var en stor fordel, at lokal tiden var aften (7 timers tidsforskel), så vi kunne gå i seng til en nats søvn, selvom vi skulle starte kl. 5.30 næste dag.

 

Dag 2

 

Første morgen i Costa Rica. Solskin, blå himmel, men morgenen var endnu småkøligt for vintervante danskere, der mødte op i sandaler og mere eller mindre bare ben. Men bussen ventede. Jeg tror, at vi alle gjorde store øjne, da vi erfarede, at al bagage skulle løftes op på bussens tag. God motion for guide og chauffør, der bare tog det som en selvfølgelighed. Og så var det spændende at få et indtryk af den gruppe vi skulle tilbringe de næste 11 dage sammen med.

Dagen blev præget af forsinkelser. To gange var vi nødt til at holde i lang tid, så vi ankom til hotellet ca. 2 timer senere end beregnet. Første forsinkelse var vejarbejde og stærk trafik bl.a. af mange lastbiler. Landevejen gik tværs gennem Costa Ricas største nationalpark. Vejarbejdet bestod simpelthen i at få skovet og ryddet beplantningen fra vejen, så der ikke var vegetation til gene for trafikken. Andre problemer end de kendte derhjemme. Vejen var eneste store vej til Costa Ricas havneby ud til Atlanterhavet og dermed udskibningshavn af deres vigtige eksportartikel: Bananer.

Men det største problem for os var dog, at vi ikke havde hørt, at vi godt kunne spise morgenmad på hotellet, selvom vi skulle spise morgenmad undervejs. Det bevirkede, at vi hverken fik vådt eller tørt før efter kl. 09.00.

Vi kørte i en lille bus, og det var dejligt med den lille flok (15 + Fabian og Jytte). Undervejs iagttog vi bearbejdning og pakning af bananer fra Del Mondo-kompagniet. Allerede her fandt vi ud af, at lokalguiden, Fabian, var meget fugleinteresseret og vidste en masse, så det benyttede vi meget under hele turen.

Opholdet ved bananplantagen var interessant. Når bananplanten er 9 mdr. er der en klasse på ca. 80 grønne bananer. For at undgå sprøjtning fra et fly, bliver bananerne tidligt i udviklingen pakket ind i en behandlet plasticpose, hvorefter der dannes et mikroklima i posen, så skindet ikke bliver angrebet af insekter. Plastikken genbruges. De bedste bananer går til eksport, og resten går til lokal madlavning eller tørres til chips i mange varianter. Bananstammen skæres ned og 3 nye spirer op, men kun den ene får lov til at vokse op. Når bananerne ”plukkes” placeres de på et transportbånd 2 meter over jorden. De blev transporteret til pakningsstedet og skulle bl.a. føres over vejen. Desværre gik båndet i stykker, og vi måtte vente lang tid, før det blev repareret.

De sidste 35 km af vejen ud til første hotel var virkelig i ringe stand, så bussen kun kunne køre ca. 20 km i timen. Den sidste del af turen foregik med båd, da vores hotel i Tortuguero ved Det Caribiske Hav kun kan nås med en bådtur på ca. 1½ time (eller i et lille fly).

Turen gik fint, men vi havde håbet på mere fugleliv på bådturen. Vi så dog mange hejrer og en lang grøn slange, der svømmede i vandet.

Hotellet og dets placering var enestående. Til den ene side af området lå kanalen, der første os dertil. Hotellet eller lodgen lå i en stor have med lange træhuse, der rummede 4-6 værelser, et hus var reception og et andet hus restaurant. Der var også en dejlig pool, hvilket var rigtig godt, da vi ikke måtte bade i havet. Og på den anden side af haven lå Det Caribiske Hav. Vi boede altså på en smal landtange, der vrimlede med fugle, så der blev fotograferet en del første eftermiddag på stedet. For øvrigt blev vi modtaget i restauranten af en ca. 120 cm lang leguan, der sad på gelænderet, der omkransede spisestedet. Da gæsterne var færdige med at spise om aftenen, kom 2 vaskebjørne ind i restauranten for at ”hjælpe” med oprydningen.

Vejret var lækkert, men med høj luftfugtighed. Det var regnskov, så det var dejligt med trådnet i stedet for glas i vinduerne. Utæthederne i husene medførte lidt ”husdyr”, men de generede ikke specielt.

 

Dag 3

 

Dagen har stået i junglens og fuglenes tegn. Vi havde helt frivilligt sat uret til at ringe kl. 6. Vejret var pragtfuldt, og vi fik en del gode billeder inden morgenmaden. Fuglene var rigtig aktive i parken ved lodgen.

Kl. 9.30 skulle vi ud at sejle, og både Fabian og bådføreren var meget dygtige til at spotte såvel fugle som dovendyr, brøleaber, edderkopaber, en hejrerede og langnæset flagermus. Særligt flagermusene skulle der lokalkendskab til for at finde. Selv med en kikkert var det svært at se dem op mod de mørke trækroner. Det var specielt spændende at sejle i de mere snævre kanaler. Her fornemmede vi rigtig stilheden, bortset fra dyrenes mange lyde. Turen blev ca. 1 time længere end planlagt. Herligt!

Hjemme ved lodgen viste Fabian os en kolibrirede, han havde opdaget. Meget lille – skjult under et stort blad, så den var i læ for regn og nysgerrige rovfugle. Desværre visnede bladet og faldt af dagen efter, men reden overlevede, den tid vi var der.

Efter frokost var det igen i båden og besøg i landsbyen Tortuguero. Et eksempel på en lille landsby, der førhen levede mest af skovhugst og tømmerbearbejdning af regnskovens store, gamle træer, og de havde tradition for at spise såvel skildpaddeæg samt skildpadder og bruge deres skjolde. Nu har landsbyen et beskyttelsescenter for skildpadderne og hele området er højt beskyttet nationalpark. Og landsbyen lever af turisme! Et skoleeksempel på, at tingene kan vendes til naturens fordel, når man giver oplysning og nye næringsveje til lokalbefolkningen.

Kysten, vi boede ved, er et af de steder, hvor 2 truede havskildpaddearter kommer og lægger deres æg. Men det var ikke sæson for hverken æglægning eller klækning af æggene.

Hjemme igen trængte vi meget til et besøg i swimmingpoolen. Den var ganske vist ikke speciel kold, men alligevel forfriskende med et bad i skumringen.

Også på værelset og i min kuffert var der dyr. Små, bitte myrer og nogle mere eller mindre store biller. En kakerlak og en gekko i badeværelset fandt vi også. Udenfor er der en del musik af forskellige insekter mm. Der er ingen glas i vinduerne, så det høres nemt.

Regnskoven i Tortuguero er ikke en urskov, da der som sagt har været fældet træer. Det er nu 2. og 3. generations skov.

 

Dag 4

 

Vi startede igen med at ”kratluske” inden morgenmaden og måtte så tage afsked med et super dejligt sted. Der var ca. 2 timers sejlads forude gennem regnskovens kanaler. Båden sejlede ad mere snoede vandveje end derud, men lige lidt hjalp det. Et sted blev floden så lavvandet, at båden gik på grund. Der sad en mand på den ene brink og iagttog trafikken. Han var hurtig til at vade ud til os og begyndte at hive og skubbe båden. Men det hjalp først, da bådens motor blev slukket, og vor lokalguide også hoppede i vandet. Stille og roligt blev båden skubbet frem over det lavvandede sted, så vi igen kunne komme videre. Vi var heldige, vi undgik, at alle skulle i vandet. De var allerede i gang med at uddybe floden, så bådede ved egen kraft kunne sejle, men på dette tidspunkt blev maskineriet ikke brugt. Ting tar tid! Snart var vi ved opsamlingsstedet, hvor bussen ventede og for anden gang blev alle vore kufferter læsset på taget.

Igen måtte vi hen over 35 km dårlig og ujævn vej, men der var kommet ny chauffør, og han kunne bedre tackle den dårlige vej. Ved én af bananplantagerne var transportbommen nede, men i dag klarede Fabian og chaufføren problemet ved selv at åbne og lukke bommen.

Betragtet her efter turen var området Tortuguero og området omkring med den meget dårlige vej det fattigste område vi kørte igennem. Husene var alle meget simple, og det var kun meget få steder, der var gjort plads til en bil.

Efter en rigtig god frokost holdte vi ret hurtigt derefter ved en frugthandel, der gavmildt delte ud af smagsprøver – UHM!

Næste stop var en kaffe kooperativ – Fair Trade - der bestod af 140 lokale kaffebønder. Efter en omhyggelig introduktion af såvel hele behandlingen af kaffebønnerne som dyrkningen af planterne og rundvisning i ”plantagen”, skænkede den meget charmerende ung pige, der havde forestået det hele, prøvesmagning af kaffelikør. Virkelig godt. Vi skulle dog også lære, hvordan man laver rigtig god kaffe ved at komme bønnerne i en stofpose og hælde kogende vand gennem tragten, gerne hængende i et fint træudskåret stativ. Brød fik vi også. 2 tortillas serveret fint på et bananblad. Det ene brød var med ost. Det smagte af meget lidt, men fik en næsten knirkende konsistens efter lidt tyggen. Mærkeligt. Inden vi skulle videre var der lidt kaffehandel. Heldigvis var vejene nu bedre end tidligere på dagen, men det tog alligevel ca. 2 timer at nå frem til næste lodge, og det var mørkt for længst. Det viste sig, at vi skulle bo langt ude på landet – de sidste 10 minutter kørte vi op ad en meget snoet, smal vej. Det virkede som bjergkørsel. Da vi var næsten fremme, stod et skilt: You did it! Der var næsten ingen lys uden for lodgen: La Fortuna, og vi fik lidt af et kuldechok, da vi steg ud af bussen. Vi var nu i højlandet og temperaturen var sunket adskillige grader. Men stedet virkede indbydende, og efter sen aftensmad var vi parate til at gå i seng, men med spændt forventning om, hvad udsigten ville byde på næste morgen. Dog skulle der lige smides et par store kakerlakker ud, inden vi kunne gå i seng.

 

Dag 5

 

Det første, vi foretog os, var at kigge ud af vinduerne. Der var udsigt til den smukke kegleformede vulkan Arenal, men skyerne hang lavt, så toppen var helt skjult. Vulkanen var i udbrud fra 1968 til 2010, hvor den spyede sin varme, orange lava op mod himlen. Efter 2010 er vulkanen i en midlertidig hvileperiode, men det kan ændre sig med få måneders varsel, og derfor er området nær krateret lukket for adgang.

Omgivelserne var betagende med park og regnskov lige uden for lodgen. Og fugle var der nok af – ikke mindst var mange kolibrier aktive.

Programmet bestod af en travetur i 1. - 2. og 3. generations regnskov. Men først skulle vi ned af bjerget igen. Da vi var næsten nede, stoppede chaufføren, idet en flok hvidnæsede næsebjørne kom ud af skoven. Vi steg ud af bilen og fik en masse fine billeder – næsten på klods hold – det tog de ikke notits af.

Det var vores første travetur i regnskoven, og Fabian var dygtig til at fortælle og finde planter, insekter, orkideer og lidt fugle. På turen kom vi bl.a. forbi et kæmpe træ med meget store rødder. En meget behagelig og interessant tur – ikke mindst at gå i den oprindelige regnskov.

Til frokost skulle vi besøge et privat hjem, hvor vi selv skulle lave en tortilla. Vi var indtil da ikke særlig begejstret for de tortillas, vi havde spist de andre steder på turen, men hendes hjemmelavede opskrift var bedre. Der var en lidt underlig stemning. Vi vidste ikke, om dette var vores frokost. Heldigvis havde hun også lavet en masse rigtig dejlig mad til os, som vi spiste bagefter. Så blev stemningen mere løssluppen, og det var spændende at iagttage et almindeligt hjem og dens beboere og deres åbenhed. Her havde en dygtig og initiativrig husmor fundet en niche til at få en indtægt. Selvom det var et godt besøg, synes vi dog, at vi brugte lang tid på at køre for at spise frokost. Resten af eftermiddagen blev brugt til afslapning og ”at kratluske” – der var virkelig mange fugle at iagttage, og de fleste var villige til at lade sig fotografere.

Om aftenen kørte vi hen på et hotel, hvor vi spiste, og under spisningen blev turens 3 fødselarer fejret med en sang og en god chokolade lagkage. Bagefter nød vi de varme kilder. Et stort område var fyldt med intime små bassiner anlagt i en park med palmer og blomstrende planter. Vandet var nok 36 -38 grader varmt og anlagt med vandfald og sådan, at der blev strøm i vandet. Der var også et stort poolområde med poolbar. Virkelig en fin oplevelse og afslapning for krop og sjæl. Det vil jeg gerne gentage til min næste fødselsdag 😉

 

Dag 6

 

Allerede kl. 5.30 vågnede vi, og kunne nu endelig få et flot syn af Arenal Vulkanen uden skyer i morgenlysets skær. Men kort tid efter kom skyerne og lagde sig som en dyne over vulkanen. Men vulkanen blev foreviget næsten uden skyer.

Efter morgenmaden var der igen tid til at nyde vejret og fuglelivet på terrassen, da vi ikke havde så langt til næste sted.

Dagen før havde der dog været en lille diskussion om afgangstidspunkt.

Første stop var et spændende besøg på en økologisk kakao plantage. Vi fik en grundig og interessant gennemgang af processen fra frugt til lækker chokolade. Efter rundvisningen fik nogle af os lov til at presse kakaobønner mod at få en skefuld nypresset, ren chokolade. Det smagte stærkt og godt. Men smagsprøverne blev endnu mere lækre, da der blev tilsat sukker, varmt vand og forskellige smagsvarianter: Chilli, salt, kardemomme, lakrids osv. Det var en øjenåbner for mig at se kakaoplanterne. Aldrig før har jeg set en plante, der på samme tid og samme gren kan bære blomster, små og store frugter, ja endda modne frugter.

På vej til næste sejltur havde vi en speciel oplevelse. En bil – turister – holdt lidt umotiveret og var stået ud af bilen. Andre biler holdt også. Også vores bus, så vi steg ud og iagttog en flok tukaner, der var i gang med at rydde nogle træer for deres små frugter. Det specielle var, at ingen biler dyttede og ingen folk skyndte på andre. Det tog nu engang den tid det tog at komme frem.

Men vi skulle ud at sejle – denne gang over Arenalsøen, desværre uden udsigt til Arenal Vulkanens top. Bussen kørte rundt om søen, så en ny bus ventede os, da vi steg af båden. Sidste del af vejen til Monteverde var igen på veje, der kunne henføre os til Kenya, men landskabet var virkelig smukt. Runde bjerge, der blev brugt til bl.a. kvægdrift, og her var der masser af vindmøller. Vi kunne også se på nogle af træerne og buskene, at de var lige så skæve som i Thy, så det var helt sikkert det rigtige sted at placere vindmøller.

Området var tyndt befolket, så landsbyerne var små, men vi kunne ved selvsyn konstatere, at Fabians udsagn var sandt. Ethvert aldrig så lille et sted har en skole, en kirke, en fodboldbane og en bar. Baren var sværest at finde i forbifarten, men det klarer de lokale helt sikkert.

Undervejs holdt vi en lille pause. Pludselig kom et par tam-ænder flyvende og satte sig vel nærmest på bardisken og senere satte de sig øverst på køleskabet. Herligt også at få den slags oplevelser med. Endelig efter megen bumpen og skrumlen og store støvskyer, kom vi til Monteverde og asfalt. Det viste sig, at det kun var i selve bymidten, at der var asfalteret. Formentlig af hensyn til støvet. Utroligt at alle veje, der fører til eller fra Monteverde var nogle elendige grusveje, selvom der bor mange mennesker i området – og turister strømmer til i tusindvis.

Monteverde ligger i 1600 m´s højde, så det var både relativt koldt og blæsende. Monteverde betyder ”det grønne bjerg” og det var hertil en del kvækere fra USA kom i 1950´erne. Den vigtigste årsag til deres udvandring var, at kvækerne var modstandere af militær og ville undgå Koreakrigen, og da Costa Rica afskaffede hæren i 1949, var det oplagt for mange kvækere at flytte til Costa Rica. De gik i gang med at rydde regnskoven, så de kunne leve som bønder. De grundlagde også et mejeri her. Heldigvis er en stor del af området uberørt ”Cloud Forest” – tåge regnskov, hvor skyerne presses op over bjergene og afgiver væde. Vi oplevede en perfekt regnbue og støvregn i strålende solskin – så gennemsigtige kan skyerne være.

Et stykke tid efter indlogering på en økolodge, hvor vi boede 3 hold sammen pr. hus, kom Manuel frem med bus og kufferter. Gad vide, hvor mange timer han havde kørt på grusveje? Men han var klar til at køre os ind i byen til spisning.

 

Dag 7

 

Dagens vandretur var i tågeskoven, hvor vi bl.a. gik på hængebroer, der hang op til 60 meter over jorden. Det var spændende og skoven var smuk, men vi så ikke mange dyr eller fugle. Vi kunne kun komme op til den sidste hængebro, hvis vi klatrede op inden i et hult træ. Ret særpræget, men en sjov oplevelse. Det troede de første, men der var en sti! Vi tog dog begge udfordringen, og det gik meget nemmere end forventet. Jeg har ikke før prøvet den disciplin, der hedder træklatring.

10 fra gruppen havde dog budt sig selv en endnu større udfordring, idet de havde meldt sig til Zip Linning. Min oversættelse: rutsjetur i tov over trækronerne. Alle syntes, at det havde været rigtigt spændende. Vi var mere ”kedelige”. Vi besøgte en lille orkidehave. Den var virkelig ikke prangende af omfang, men jeg fik øjnene op for, at orkideer ikke nødvendigvis er store, farverige planter. Det kan lige så godt være millimeter store blomster, der vokser direkte ud af plantens blade. Endnu en spændende oplevelse.

Om aftenen skulle vi på aftenvandretur i regnskoven. Vi blev udstyret med lygter, så vi ikke skulle falde over ujævnheder på stien, og den lokale guide havde et par kraftige lys med, så han kunne spotte interessante ting undervejs. Vi så sovende fugle, en leguan, bladskærermyrer og deres arealmæssigt kæmpestore bo, dovendyr, biller i et intimt øjeblik, store græshopper og ikke mindst en grøn, giftig slange, der snoede sig rundt om nogle små grene lige ved siden af stien. Guiden gjorde meget ud af at få markeret, i hvilken busk den sad, så andre vidste, hvor den var. Der blev sagt, at den kunne dræbe et menneske.

Dagens sidste program: aftensmad var også præget af et træ, idet hele huset i 3 etager var bygget op omkring et træ. Ret charmerende, men desværre gjorde det stedet temmelig koldt, da der jo kun var glas til nogle sider.

 

Dag 8

 

Denne dag startede som den foregående med kørsel til en morgenmads restaurant. Restauranten lå ca. 200 før asfalten ud af byen holdt op. Vores ankomst var ventet, men ikke forberedt. Vi måtte lære at pakke vores vante tidseffektivitet ned.

Første programpunkt var besøg i en kolibrihave lige uden for Monteverde. Her blev der fodret med sukkervand, så mange forskellige kolibrier var meget aktive, og der blev taget billeder i massevis af alle turens deltagere. Midt under det hele dukkede nogle hvidnæsede næsebjørne op, da de vidste, at der lå sukkervand under foderautomaterne! På vej tilbage til lodgen for at hente vores kufferter, holdt vi ved et osteri, der også lavede meget lækker is.

Væk fra Monteverde skulle vi igen køre på dårlige grusveje. Heldigvis blev vejene bedre op ad dagen – og det holdt resten af turen. Som på vejen til Monteverde var naturen meget smuk. En kaffebonde havde lagt sit hus og lille restaurant/butik ved det skønneste udsigtspunkt. For at fuldende ”skønmaleriet” blomstrede et træ helt utroligt i forgrunden.

Vi kørte endda igennem en by. De var ikke rigt repræsenteret på turen. Byen havde tidligere levet af guldminer, men levede vist nok nu af sukkerrør og ananasproduktion. Det virkede som om, at man i mange områder havde sadlet om i forhold til erhverv.

Vi holdt pause et spændende sted, idet der i området var et sted, hvor man tog sig af papegøjer, der ikke kunne klare sig i naturen. Selvom de blev sluppet fri efter rekreationen, forblev de i området til stor glæde for os. Der var både Mørkerød og Gulbrystet Blå Ara.

Landskabet ændrede sig, da vi kørte væk fra bjergene omkring Monteverde. Landskabet blev mere fladt og tørt, nærmest savanne med masser af kvæg og sukkerrør. Når sukkerrørene er høstet, vokser nye sukkerrør op, og dette gentages 5 gange, inden de graver roden op og planter nye skud.

Hen på eftermiddagen nåede vi Rincon de la Vieja – igen et dejligt område med huse, restaurant, swimmingpool og park strøet ud over et stort område ned til en flod. Igen var det dejligt med en tur i swimmingpoolen inden spisningen.

 

Dag 9

 

Dagen startede med morgenmad i den simple overdækkede restaurant ved floden. Omgivet af kaglende høns indtog vi maden. Dejligt.

Rincon de la Vieja ligger i en tør regnskov. Her regner det kun ca. 1 m pr. år, og her i marts er det tørtid, hvilket vegetationen vidnede om.

Da der var udsigt til temmelig varmt vejr, der blev meldt 37 grader, tog vi tidligt af sted på traveturen i nationalparken. Parken er fyldt med vulkansk aktivitet, og Costa Ricas højeste vulkan, Santa Maria – 1916 m.o.h., ligger også her. Desværre var vulkanen dækket af et skylag. Men på vandreturen kom vi bl.a. forbi nogle svovlpøle, hvor det boblede og sydede konstant. Ligeledes kom vi forbi nogle varme kilder, hvor vandet sprøjtede op – ca. 100 grader varmt. Imponerende, men når et par thyboer har besøgt Island flere gange og Yellowstone i USA, så blegner mudderpølene og de varme kilder en del.

På vandreturen tilbage var vi heldige at se en slange sno sig over stien lige foran os. Det viste sig at være en flot koralslange af en art.

Ved frokoststedet fik vi en lille demonstration af en pottemager, der viste os teknikken bag de flotte vaser og krus, han lavede og gerne ville sælge til os. Det var tydeligt at se, at hans teknik var en helt anden end den europæiske. Bl.a. opbyggede han krukken ved hele tiden at indarbejde mere ler i det eksisterende og derved gøre krukken højere. En europæisk keramiker ville have drejet vasen op med den mængde ler, han havde valgt at sætte på skiven. Spændende at se hans gamle, simple, men effektive teknik. Det var også spændende at se hans grundtegninger til dekorationerne, der alle havde forskellige symboler og udgangspunkt i hans stammes kultur.

Da den ret fine restaurant erfarede, at kun ganske få var interesseret i deres buffet, tabte de interessen for os, men efter en virkelig sløv betjening, kom vi midt på eftermiddagen tilbage til vores skønne lodge. Der blev tid til en svømmetur i poolen og at ”kratluske” i området, hvor bl.a. den smukke motmot holdt til. Lodgen lå lige ned til Colorado River, hvor der var en smal hængebro over. Vi nøjedes med at gå over en og en, da den gyngede en del. Lige før solnedgang vrimlede det med fugle, men lyset var begrænset og det var svært at fotografere, men vi så bl.a. en masse af de blå skader og spætter. Jeg burde være gået ind, da jeg mærkede, at nogle små insekter begyndte at bide. De mange stik havde jeg ”glæde af” resten af ture.

Om aftenen blev vi kørt ind til Liberia. Så slap vi for lejrskolestemningen på stedets aftensmadsrestaurant. Efter spisningen var der tid til en ½ times oplevelser på byens torv. Det var lørdag aften, og der foregik en slags ”Costa Rica har talent” med lokale amatører. Meget sjovt at opleve.

 

Dag 10

 

Så skulle der igen pakkes og brydes op. Men vi fik lige lejlighed til at ”kratluske” lidt i de frodige omgivelser i parken. Det er altid om morgenen de fleste fugle og dyr er aktive, og det var også tilfældet her.

Heldigvis var der ikke lang vej til Carrillo Beach – og vejene var udmærket hele vejen. Undervejs stoppede vi i en lille by, hvor vi så Costa Ricas ældste kirke. Bygningen var lidt spændende, idet den havde inspiration fra maurerne i Spanien.

Under køreturen var der rig mulighed for at iagttage det skydække, der ligger over de høje bjerge og deler Costa Rica i en tør og en våd landsdel.

Da vi havde god tid førte Fabian os til et lokalt badested. Vi var vist flere, der var glade for, at vejen dertil var blevet forlænget, så vi slap for at gå et par kilometer i bagende sol. Bussen skulle betale et temmelig stort beløb pr. person, men Jytte sagde, at hun havde lidt penge i budgettet til uforudsete ting. Jeg spurgte Fabian, om der var 2 priser: en for lokale og en for turister. Det bekræftede han, og jeg synes, det er en fornuftig politik i et relativt fattigt land. Fremme ved parkeringspladsen var der en trappe ned til en sø, der på den ene side var omgivet af en klippe, hvor et bredt, men ”tyndt” vandfald faldt ud over kanten. Forståeligt, at det var et yndet besøgssted for de lokale på en søndag. Jeg var en af dem, der ikke kunne modstå vandet, så jeg måtte have sko og strømper af og ud i det. Vederkvægende.

Vores ankomst til Stillehavet var ved en turistby Samara. Byen med dens surferbutikker og restauranten med lamper lavet af malede plastikspande var meget charmerende og mindede mig om hippitiden. Det var for øvrigt en forrygende suppe, de serverede, og endnu engang fik jeg et glas fantastik lækkert frisklavet juice af alle landets lækre frugter. Midt på eftermiddagen ankom vi til sidste overnatningssted: Carrillo Beach, men da temperaturen var ca. 37 grader, var der ingen, der havde lyst til ekstra ture med delfinsafari eller snorkling. Det blev kun til afslapning ved swimmingpoolen og lidt fotoredigering.

Selve hotellet var helt nyt og fint, men ikke nær så charmerende som de andre steder, vi havde boet. Nu var vi igen tilbage i mere almindelig bygningsstil med glas i vinduerne m.m. Men udsigten var der ikke noget i vejen med, og der var kort afstand til havet og en del fugle og dyr omkring hotellet. Vi så temmelig mange leguaner omkring husene, om morgenen sad de i solen for at blive varmet op, og senere på dagen så vi dem græsse på plænen ved siden af swimmingpoolen. Den største leguan, vi så, var vel 1,5 – 2 m lang – en ret velvoksen krabat.

Som noget nyt på turen tilbød hotellet Happy Hour på et valgfrit tidspunkt på dagen. Vi enedes om at mødes i baren kl. 17.00. Her var drinks af enhver slags til halv pris, så alle kunne være med. Og det benyttede alle sig af og nød det. Denne dag blev aftensmaden spist på hotellet.

 

Dag 11

 

Vi vågnede op til en dag uden program!! Der var igen meldt om 37 graders varme, men heldigvis blev det lidt overskyet, så varmen var meget behagelig. Vi besluttede os for en tur til havet inden morgenmaden. Lyset var perfekt til flotte billeder af palmerne og stranden. Heldigvis fik vi også øje på en del fugle, som vi endnu ikke havde mødt i Costa Rica bl.a. en Sortvåge og en Sydamerikansk Rørdrum.

Efter en god morgenmad tog vi igen ned til stranden for at bade i Stillehavet. Bølgerne skyllede ind på stranden og vandet var varmt, men alligevel forfriskende. For en gangs skyld kunne vi selv bestemme frokosten, så det blev en hjemmelavet sandwich, juice og en appelsin – købt i nærmeste ”supermarked”.

Eftermiddagen blev brugt til at dase i og ved swimmingpoolen. Der var heldigvis også skyggesteder. Efter Happy Hour i baren tog vi hen til nærmeste by, hvor afskedsmiddagen blev indtaget på en strandrestaurant lige ud til Stillehavet. Igen kæmpe portioner mad, som for vores vedkommende slet ikke blev spist op. Det gør ekstra ondt med sådan et madspild i et forholdsvis fattigt land.

 

Dag 12

 

Sidste dag i Costa Rica, så der skulle pakkes og bagagen læsses oven på bussen for sidste gang. På vej tilbage fra Stillehavet mod San Jose stoppede vi igen ved stedet, hvor papegøjerne sad og hyggede sig i træerne. Men denne gang fik vi også øje på en anden stor fugl – en Great Curassow (Stor hokko) – stor, flot og farverig. Lige inden vi satte os i bussen igen, fik vi øje på en brøleabe, der lå henslængt på en gren og sov.

Næste stop var ved Tarcoles River, hvor vi skulle ud at sejle mellem krokodiller. Først skulle vi med en vogn trukket af en traktor køres et godt stykke til floden. På traktorturen fik vi for sidste gang på turen fotograferet den flotte Turquoise-browed Motmot (Turkisbrynet Modsimod).

Vores båd lå klar til et par timers sejltur, der skulle blive til en af de bedste sejlture, vi oplevede på Costa Rica. Snart dukkede den første krokodille op ved siden af båden, og der blev spottet flere og flere. Inden længe var vi sejlet ind i en mangrove, hvor vi kunne se tidevandets påvirkning på junglen – en rigtig mangroveskov. Næsten helt ude ved flodmundingen så vi en enkelt krokodille, som lå og hvilede sig på strandbredden, og helt ude ved mundingen kunne vi iagttage bølgerne fra Stillehavet og se mange pelikaner og skarver sidde på diverse grene og træer, der lå i flodmundingen. Men forinden havde vi set et væld af fugle i træerne og i luften: Pragtfregatfugle, Sortvåge, Brun Pelikan, Rosa Skestork, Fiskeørn, en del Hejrer m.m.m.

Da vi kom tilbage til udgangspunktet, havde vi god tid til en kop kaffe eller en tur ud på broen over floden. Vi valgte det sidste. Først så en vi hel del amerikanske skovstorke på venstre side af broen. Derefter så vi ca. 30 krokodiller på højre side af broen. Alle på nær 2, som lå på land, klumpede sig sammen omkring broen. En af de andre turister fortalte, at nogle fodrede krokodillerne, selvom det var forbudt. Ellers ville de ikke ligge så tæt sammen, hvilket Fabian bekræftede. Normalt er krokodillerne territoriekrævende. En af vores venner fra Kentucky skrev, da han så billederne: Lokale kalder broen: Gringo Bridge, fordi så mange hvide turister stopper op og ser krokodillerne.

Det var et flot punktum for oplevelserne i Costa Rica, så nu manglede vi blot den sidste strækning til lufthavnen. Vi kom der i meget god tid, så der var tid til at tage afsked med Jytte, Fabian og vores dygtige chauffør Manuel. Han havde ikke haft nogle 11-timers regler på turen. Der blev kørt, når det behagede os. Der var også tid til, at der skulle skiftes til europæisk vintertøj, bagagen skulle indvejes, og vi skulle igennem sikkerheds- og paskontrollen. Men vi kom ombord i flyet til tiden.

 

Dag 13

 

Flyveturen til Amsterdam tog 9 timer, og det gik igen hurtigt med at spise, læse, høre musik og sove. I Amsterdam var tiden knap, så vi skyndte os afsted og fik lov til at komme udenom en stor pas-kø, så vi nåede flyet til Ålborg.

Allerede kl. 19.00 var vi hjemme i Thy. Noget trætte, men det store jetlag har vi undgået. Allerede samme aften gik vi i gang med at kigge og sortere billeder. Det var så spændende, at vi ikke kunne vente. Heldigvis levede vore fotos op til forventninger – dog er det tydeligt, at det bedste grej bedst magter de svære betingelser med det stærke lys og kraftig skygge. Vi er glade for de mange billeder til at genopleve mange af indtrykkene.

Turen har absolut levet op til vore forventninger. Fabian, vores guide fra Costa Rica, var virkelig dygtig og gjorde alt for, at vi kunne se og opleve så meget som muligt. Hvis der skal lyde lidt negativt, må det blive, at vi brugte alt for lang tid på frokostpauserne.

Vi var en lille gruppe på kun 15 personer, hvilket var dejligt. Vi var selvfølgelig ret forskellige i interesser, men vi synes, at vi havde et udbytterigt og hyggeligt samvær på turen.

Vi fik fotograferet ca. 100 fuglearter, og næsten alle var nye for os. Heldigvis har Fabian hjulpet os meget med at navngive fuglene. Her efterfølgende har vi fået lov til at sende de sidste ukendte fugle på mail til ham. Men alle andre dyr, insekter og i det hele taget junglens mangfoldighed var overvældende og meget interessant. Turen kan varmt anbefales til alle, der holder af naturen.

 

Anna & Svend Hamborg