Jordan 2018

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Dagbog for turen til Jordan 2018

 

Tirsdag den 13. nov.

 

I programmet står der: Direkte fly fra København til Amman, men det blev en lang dag!

Hjemmefra 8.45 og fra Ålborg kl. 11.55. Så var der rigtig god tid til frokost i København. 16.55 af sted på den egentlige rejse, der blev forlænget med et par timer pga. en mellemlanding i Bukarest, hvor en syg medpassager kom af. Klokken var 2.30, da vi kom i seng. Godt brugte!

 

Amman onsdag den 14. nov.

 

Natten havde været afbrudt af den nærtliggende moskes kalden til morgenbønner. Jeg vænner mig vel til det i løbet af ugen.

Afgang klokken 8. Det var småkoldt. Vi kørte nordpå, hvor der var mere frugtbart end omkring Amman. Første stop var Ajloun fæstningen, der er fra 1100-tallet. Den skulle bl.a. holde korsridderne i skak, men vi kunne se, at der var mosaikker, så der havde været en kristen kirke. Så nogle var altså kommet inden for murerne. Der skulle være en fantastisk udsigt, men den blev væk i regn og tågedis.

For mig var næste stop noget mere interessant. Alexander den Store grundlagde oldtidsbyen Jerash. Den blev senere hovedbyen i romerrigets østlige provins. Det er virkelig imponerende, hvad der står tilbage. Det forekommer mig mere velbevaret end bygningsværker i Rom, men Jerash har jo også været beskyttet af sand og er først blevet udgravet i slutningen af 1800-tallet. Besøget i byen blev gennemført i dejligt, varmt solskin.

Så tilbage til Amman igen. Jeg var utrolig træt. Hver gang der var en lidt længere bustur, sov jeg, så jeg orkede næsten ikke at skulle på tur rundt i byen. Men citadellet var alligevel imponerende. Tænk alle de forskellige kulturer, der har sat deres aftryk af prægtige bygningsværker her. Men det jeg var mest imponeret af, var busterne af mennesker. Skulpturerne stod på det lille museum, og de var dateret til at være fra 6.000 f. Kr. Wouw.

Neden for citadellet blev det til et kort besøg i det romerske teater, og derefter en slentretur rundt i deres markedsområde. Det er altid spændende, men benene var meget tunge. Jeg manglede søvn og kræfter efter sygdom.

Dagens lange program sluttede med et dejligt måltid på en lokal restaurant, hvor der til vores forundring kom en gruppe unge piger og røg vandpiber.

 

Det Døde Hav torsdag den 15. nov.

 

Dagen startede med en køretur til Salt. Under osmannerne var Salt hovedstad, og byen bærer præg af gamle osmanniske bygninger. Det mest interessante var dog at besøge en by, der ikke var særlig vant til turister. Der var en gensidig respektfuld kiggen på hinanden, men også med plads til et smil. 35 % af Salts indbyggere er kristne, men der er fredelig sameksistens. I byen besøgte vi en græsk ortodoks kirke, der var indviet til Stk. Georg. Han er også helgen i Koranen, og kirken havde da også et rum, som blev brugt af muslimerne.

Fra Salt gik det nedad mod Jordanfloden. Det var et meget smukt, bjergrigt landskab, der bar præg af lidt vand i bunden af dalene. Helt fremme ved Jordanfloden, besøgte vi det sted, der ifølge traditionen, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Jordanerne har gjort diverse arkæologisk fund, der dokumenterer, at dåben har foregået på den Jordanske bred. I hvert fald har UNESCO anerkendt stedet som sådan.

Jordanfloden var næsten så ikke eksisterende, som jeg havde frygtet. En lille brun dam med sivplanter udgjorde dåbsstedet, og der var vel 40 meter til Vestbredden. Den Jordanske side, var ikke særlig besøgt, men på den anden side vandet var der åbenbart et center, hvor der var vældig gang i dåbshandlingerne. På en mosaik på ”vores side” fremgik det, at Pave Poul havde besøgt stedet og påpeget 5 steder i nærheden, som skulle besøges på en kristen pilgrimsrejse, så det er ”hellig jord”.

Så var der ikke langt til vores hotel ved Det Døde Hav, som ligger 420 m under havets overflade. Her havde vi det meste af eftermiddagen fri, hvilket virkelig blev nydt.

Vi gik selvfølgelig ned til havet. Det var virkelig ned. For øjeblikket falder vandspejlet 1 meter om året. Vi havde forventet, at det salte vand (30%) var varmere, end det var. Der var nogle mærkelige kolde strømme i vandet. Jeg blev også noget overrasket over, hvordan ens tyngdepunkt lige som forsvandt, når man fjernede benene fra bunden. Jeg blev også smurt ind i mudder. Der var venlig selvbetjening i et par 10 liters plastikspande.

Vi fotograferede solnedgangen over ”havet” med en diset Vestbred i det fjerne. Stor var vores forundring, da vi efter mørkets frembrud kunne se lysene lige så tydeligt på modsatte bred. Der var ikke ret langt derover.

Det var torsdag aften, og hernede er det starten på weekenden. Derfor var der et orkester, der spillede ude på terrassen. Det er forunderligt, hvad forskellige menneskers ører kan opfatte som smukt musik. Dette var mellemøstligt musik - ikke lige min stil. Men de sluttede kl. 23.

 

Wadi Musa fredag den 16. nov.

 

Det var blæsende og ret koldt, da vi stod op ved Det Døde Hav, og det småregnede, da bagagen skulle ombord i bussen.

Bussen kørte op mod Nebo Bjerget, hvor Moses skulle have stået og skuet ud over det forjættede land. Det var stenørken og smukt landskab, men vi havde meget lidt sigtbarhed ud af beskidte ruder og med regn og dis udenfor, men vi så bl.a. en ung hyrde, der gik med sin flok af får og geder.

Det var uhyggeligt at se, at selv her i ørkenen flød det med affald, og på de jordstykker, der var pløjet, var der plastik. Det virkede som om, at de bare pløjede plastik og affald ned. På et tidspunkt blev der spurgt, hvad de dyrkede på markerne. Svend forslog satirisk, at de dyrkede plastik. Hvad med dyrene? De æder det vel også. Trist syn.

På toppen af bjerget kunne vi ikke skue ud over det forjættede land pga. vejret, men det var et spændende sted. En kirke var restaureret på en alternativ måde, så det var tydeligt, hvad der var gammelt, og hvad der var nyt. Rummet blev også brugt som museum bl.a. for mange smukke mosaikker.

Generelt får jeg repeteret en masse historier fra Det Gamle Testamente. Det spænder fra historien om uddrivelse fra Sodoma, hvor Lots kone bliver en saltstøtte til historierne om Moses, Abraham, Jacob og Esajas. Når vores jordanske guide omtaler Jesus, lyder det: profeten Jesus, født af jomfru Maria. Han er muslim, og både hans religion og jødedommen beretter om Jesus. For øvrigt berettes fra herretoilettet, at guiden vasker fødder inden han praktiserer bøn.

Så var det tid til et kort ophold på et værksted, hvor bl.a. handicappede lavede mosaikarbejde. Der var mange fine ting i mange forskellige stilarter, men jeg nøjedes med at købe et par stykker sæbe (Dead Sea Product). Kort efter kom vi til Mabada, der er kendt for det mosaikkort, der danner gulvet i den ortodokse Skt. Georgs’ Kirke. Mosaikken forestiller landene omkring det østlige Middelhav, og mange væsentlige stednavne for kristendommen er skrevet på græsk på kortet. Det skulle være dateret til omkring år 600.

På vej til bussen kom vi forbi en butik, hvor de gavmildt delte ud af lækre kager og store tørrede dadler (uhm). De solgte ikke Ta’ selv slik, men brugte samme princip. Udvalget bestod blot af tørrede frugter og massevis af nødder. Det var ikke til at modstå. I denne by udgjorde kristne 30% af byens indbyggere.

Så fulgte en længere meget smuk køretur på Kongernes Vej. Denne vej er en gammel karavanevej, der strækker sig fra Aqaba og går op til Damaskus. Den går igennem de 5 kongeriger, som Jordan tidligere bestod af. Byerne, hvor karavanerne skulle betale afgift, lå typisk på toppen af bjergene, da der om sommeren er lidt køligere der.

Vi kørte gennem en større landsby lige da fredagsbønnen sluttede. Der var total trafikprop, da folk åbenbart parkerer temmelig improviseret. Det vrimlede med mænd, og en del havde deres drengebørn med. Vi fik at vide, at drengene typisk begynder at komme med i moskeen, når de er 7-10 år. Men i dette mylder af mennesker manglede kvinder og piger totalt.

En del af selskabet spiste på et kristent hotel i Karak. Her var der pyntet fint med juletræ og gaver og amerikansk julemusik strømmede ud af højtalerne. Der foregik også et bryllup på hotellet. Brudeparret lignede et hvilket som helt par i Danmark bortset fra de brune øjne og en lidt mørkere hud.

Vi havde mad med, så vi gik lidt rundt uden for hotellet. Der blev solgt flaskegas fra en pick-up, der havde højtaler på taget. Ingen kunne overhøre dem.

Der var en del fine villaer i området, og mange stod med ”søjler” i hjørnerne ovenpå sidste etage, så man var parat til at bygge en etage mere på, efterhånden som sønnerne stiftede familie.

Og så var det tid til at besøge den imponerende korsridderfæstning. Den virker meget uindtagelig! Borgen blev bygget i 1100-tallet og var den største borg i korsridderstaten, men genbrugsmaterialer af byggesten viser, at der har været bygget på stedet før. Borgen står nogle steder i 7 etager. Efter muslimernes erobring har forskellige folkeslag bygget videre på borgen.

I løbet af dagen fortalte Anja, vores danske guide, om hvordan hun havde oplevet det, at blive gift med en beduin og bo i den nye landsby uden for Petra.

Beduinerne er gennemgående ret konservative. Der er drenge- og pigeskoler, så de unge er adskilt. Pigerne er ofte ude på altanen, når de unge mænd kommer fra arbejde, og så ser man hinanden an. Pr mobiltelefon aftaler de træffesteder. Når man er forlovet, må man besøge hinanden, men ikke være ene. Officielt skal pigen være 18 for at blive gift, men det hænder at piger på 16 bliver gift. I dag må man selv vælge, hvem man vil giftes med, men forældrene skal acceptere. Ved bryllupsfesten fester mænd og kvinder hver for sig i 3 dage. Bruden har 2 forskellige kjoler på hver dag. På 3.-dagen kommer manden og fører bruden til hendes nye hjem, der er hos svigerfamilien, og de unges hjem bliver betalt af svigerfamilien. Anja og hendes mand er ikke særlig religiøse, og de blev gift ved at gå på et kontor og blev gift efter sharialoven. Hun er ikke konverteret til islam. Hendes mand må gerne gifte sig med en kvinde, der tilhører bogens folk (kristne, jøder og muslimer). De holdt bare en lille fest for den nærmeste familie. Der bor andre vesterlandske kvinder i landsbyen, der har giftet sig med en beduin. Hun siger selv, at hun ikke bliver betragtet som en rigtig kvinde, men som en slags 3. køn. Hun vil gerne fortsætte med at arbejde, når de får børn, men er lidt bekymret for, hvad pigeskolen til sin tid vil lære hendes eventuelle datter. Ved giftermål aftales det i dag, hvor mange koner manden må have. I koraner er 4 tilladt, men nu er det mest normalt med 1. Anja og hendes mand bor i en lejlighed hos svigermoderen og oftest mødes hele familien for at spise sammen. Måltidet indtages på madrasser på gulvet, og man spiser med ske eller fingre fra et stort fælles fad. Hendes mand er til tider træt af, at hans ældste bror hele tiden kan rette ham, så det kunne være rart at flytte, men hun snakkede også om at bygge en ny lejlighed oven på huset, så det er måske mest realistisk.

Sidst på eftermiddagen kom vi til Wadi Musa.

 

Wadi Musa lørdag den 17. nov.

 

Dagen har udelukkende stået i oldtidsbyens Petras tegn. Vi havde hjemmefra været nervøse, om vi fik dette besøg pga. oversvømmelser, men det fik vi. Endda i flot solskinsvejr hele dagen. Vi havde kun 15 minutters transport fra vores hotel, og det var godt, for der kom mange mennesker. Byen besøges af mellem 2.000 og 6.000 mennesker pr. dag, så det er ikke så lidt. For at komme til den skjulte by, går man først 600 m ned til en smal slugt, og dernæst går man 1,2 km i denne betagende smukke kløft. Stor naturoplevelse! Hasan, vores lokalguide, tog gas på gruppen. På et tidspunkt skulle vi gå helt tæt op af den højre side af kløften. Nogle mærkede på sandstenen og konstaterede, at det føltes meget fugtigt. Så skulle vi gå til venstre side i kløften, og så åbenbarede Skatkammeret sig i den smalle sprække. Vi var fremme! Ude på pladsen var der et leben af kameler, heste, æsler, muldyr, boder og mange turister. Også af den slags, hvor selfies er det alt overskyggende.

Skatkammeret er et fantastisk byggeri fra ca. 100 før Kr. Det er bygget af handelsfolket Nabatæerne, der kom til området i 312 før Kr. Udsmykningen på bygningen er fuld af symboler. De 12 søjler henviser til de 12 måneder, de 7 glas er ugens 7 dage, de 4 ørne (delvis ødelagte) er de 4 årstider osv. Fra dette torv går man videre til den øvrige del af byen, der i dag regnes til en af de 7 moderne vidundere. Byen kom på Unescos Verdensarvsliste i 1985. De forlangte, at de beduiner, der boede i hulerne, skulle flytte ud, så der blev lavet en ny landsby med huse med indlagt vand og el til dem. Beduinerne forlangte dog, at de fortsat havde en slags eneret til at servicere turisterne, som de havde gjort siden 50’erne.

Det er svært at beskrive byen, hvis storhedsperiode var fra ca. 300 f. Kr. til 100 e.Kr. Nabatæerne gravede huler i sandstenen til deres døde, og boede også selv i hulerne. De lavede fantastisk smukke facader i stenen, og mange af husene er dekorerede med trapper og pyramider, der symboliserer den dødes stræben mod himlen. Samtidig fortæller antallet af pyramider om, hvor mange der er begravet det enkelte sted. Der var også en del relieffer, der afbiller deres guder. Foruden at de var dygtige bygmestre, var nabatæerne også vandingeniører. De har bygget store tunneller, der kunne føre store vandmasser væk fra byen, og langs hele kløften var der vandkanaler, der kunne opsamle regnvand og lede det til byen. Nogle steder er der fundet vandledninger, der fører ind i husene. Omkring år 100 e Kr. erobrede romerne Petra, så der er også tempelrester fra dem, amfiteater til 6.000 mennesker, gader med deres berømte stenbelægning og søjler. Men meget af det er ret ødelagt. Det er jo bygget på jorden og har derfor været meget mere udsat under jordskælv. Grækerne og byzantinerne har også sat deres præg på byen. Når man dertil lægger de utrolige farvespil i sandstenen, så må jeg konkludere, at Petra er et kæmpe bombardement af sanserne: Naturoplevelse, oplevelse af adskillige gamle kulturer, mellemøstens folkeliv i forbindelse med turismen, der består af folk fra hele verden. Vi var trætte af indtryk i både i krop og hoved, da bussen kørte tilbage til hotellet, men hvilken dag.

Angående Anjas udtryk: 3. køns person, så hørte jeg en del af de unge mænd udtale sig meget positivt om hende i Petra.

 

Aqaba søndag den 18. nov.

 

Afsked med Petra, men goddag til Lille Petra. Turen dertil gik gennem Anjas landsby og med et helt utroligt udsyn over Petra og det omkringliggende bjergområde. Vi ærgrede os endnu engang over de beskidte busvinduer. Lille Petra er fra samme periode som Petra og var opholdssted for karavanerne. Vi så bl.a. et stort bassin, så her har været vand nok til at vande dyrene. Vi klatrede op i en hule i første etages højde. I loftet var der malede blomsterranker og tegninger af dyr og mennesker. Det lignede noget fra barokken, men skulle stamme fra f. Kr. Utroligt. Her virkede meget mere fredeligt end i Petra. Ikke nær så mange mennesker og ingen dyr, men flot.

Turen gik videre op i højlandet, hvor vi mødte en vindmøllepark på 38 møller. Jorden så totalt gold ud, men var pløjet – denne gang uden plastik – og Anja fortalte, at de dyrker tomater, kartofler og aubergine på disse marker. Ørkenen skulle endda blomstre i marts-april måned. Få steder så vi grønne marker, og et enkelt sted var tomathøsten i fuld gang. Det gav beskæftigelse til mange. Folk ejer den jord de dyrker, ellers er det staten, der ejer jorden.

Jeg havde ikke forventet at Jordan var så bjergrigt, som det var tilfældet.

Næste stop var Wadi-Rum, der er et naturbeskyttet ørkenområde, der er på 2.500 km2 og på UNESCOS Verdensarvsliste. Her skulle vi ud at køre i firhjulstrukne pickups. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de billeder af ISI og andre bad guys, som altid kører rundt i netop den slags køretøjer. Dette var dog fredeligt. Der var stillet bænke op i hver side på ladet, og de kørte meget hensynsfuldt. Det blev til en ca. 2 timers ørkentur. Flotte bjergformationer og forskellige farver, men det levede ikke op til de forventninger, jeg havde. Tedrikning hos beduiner var turistindustri, når det er værst. Det for mig mest imponerende var ”indgraveringerne” af kameler, strudse, en skytte m.m., der vist var lavet 2.000 f. Kr. Tegnene kunne bl.a. fortælle karavanerne, hvor der var vand. Vi så også et relief af Lawrence af Arabien, den engelske officer, der under 1. verdenskrig kæmpede sammen med de arabiske lande mod osmannernes overherredømme.

Næste gang vi steg ud af bussen, var vejret forandret. Vi var nu i Aqaba ved Det Røde Hav. Her er palmer, hoteller, og hvad man ellers kan forvente. Hotellet vi bor på er stort, men næsten tomt. Jeg tror ikke, at der bor mere end 10 andre folk. Lavsæson.

Aqaba er toldfrit område, men hvorfor? Det jeg bedst kan tænke mig til er nærheden til Saudi Arabien, der er under 20 km væk. De er rige og kommer i stor stil for at handle billigt ind, men måske i endnu større omfang, fordi de her kan købe spiritus. Jo, profit står som oftest over religion.

Her i aften har vi været ude at slentre en lille tur. Det er påfaldende, hvor få kvinder vi ser. Der sidder masser af mænd på cafeerne og ryger vandpiber. Jeg vil håbe, at kvinderne har et godt socialt netværk blandt hinanden, ellers må det være meget slemt at leve i sådan et samfund, men det er selvfølgelig almindeligt for dem.

 

Aqaba mandag den 19. nov.

 

Afslapningsdag. Vi tog med bussen ud til stranden og nød vandet og solen, men jeg passer ikke til at skulle bruge ret meget tid sådan et sted, så de fire timer, var passende for mig.

 

Amman tirsdag den 20. nov.

 

Morgenen var afslappet, god tid til at få pakket og lukket kufferten. Der var også tid til at nyde vejret ved hotellets pool, inden busturen mod Amman skulle begynde. Men som eneste gang på turen var der knas med aftalerne. Bussen var en halv time forsinket, men det fik ikke videre betydning for turen.

Anja fortalte på turen lidt mere om det samfund, vi havde besøgt.

I 1921 var der 400.000 nomadefolk i Jordan. De kom primært fra Yemen. Deres vigtigste leveregel var Gæstfrihed. Det er nødvendigt at tilbyde mad og drikke til alle, for det er hårdt at leve i ørkenen. I dag har langt de fleste et stationært hjem, samtidig med at man flytter ud til ens jord fx i høsttiden.

I Petra er der 6 stammer. Hver stamme vælger en sheik, der vælges ud fra klogskab og forhandlingsevner. Han har funktionen som politibetjent. Ved konflikt eller kriminalitet går faren eller ældste bror til sheiken, der forsøger at løse problemet. Når, der er fundet en løsning, går sheiken til samfundets politi og fortæller om problemet. Ifølge Anja var politiet glad for ordningen, da man ellers troede, det kunne være svært at nå ind til beduinerne.

Som muslim bliver man begravet indenfor 24 timer, kun mænd deltager. Sørgetid for alle er 3 dage. For enker er sørgetiden 3 måneder og 10 dage. Hun må ikke gå uden for sit hjem og må ikke se en mand.

Ved særlige lejligheder sætter man et hvidt flag op på taget, og så forventer man at familien kommer. Der bliver ringet, hvis man ikke indfinder sig. Man er afhængig af familien, de er ens sociale sikkerhedsnet. I Jordan får man i gennemsnit 3,5 børn. Der er ingen institutioner til at passe dem.

Beduinerne dyrker meget alternativ medicin, og de har stort kendskab til planter. De laver brændemærker på kroppen, hvor det gør ondt. Som vaccination mod skorpioner smører moren lidt gift på sin brystvorte, når hun ammer.

Lille løn, men ingen eller lav skat, ingen ejendomsskat. Betaler for at gå til læge. Ved tilfælde af livstruende sygdom og at man ikke kan klare udgifterne, kan man søge hjælp hos kongen.

I Jordan bruger man ikke sharialoven som strafferet, men kun til familielovgivning.

Ægteskabskontrakt: Der bliver skrevet ned, hvad man har givet bruden - i dag penge eller guld – og der bliver skrevet ned, hvad hun skal have ved eventuel skilsmisse. Efter muslimsk lov er der fælles forældremyndighed ved skilsmisse, men hvis hun gifter sig igen, skal børnene bo ved faren.

Døtre arver ½ i forhold til sønner. Indtil 2017 kunne man begå æresdrab, og kun få et års straf. I dag får man almindelig straf for et æresdrab. Der skønnes at begås 10-15 æresdrab om året. Kvinder kan krænke familiens ære, mænd har frie udfoldelsesmuligheder.

I dag er 1/10 analfabeter.

Kongen har meget magt. Under ham sidder et af ham udvalgt senat på 65 personer, og hver 4. år vælges 165 personer til underhuset. De er mest kongetro løsgængere. Man må ikke sige noget negativt om kongen, men mange synes, at han er lige lovlig samarbejdsvillig med Israel og USA.

I Madaba spiste vi en lækker afskedsmiddag på en hyggelig restaurant.

Start var vi ved lufthavnen, og en kedelig nat forestod. Det mest trælse var de 4 timer i Kastrup, men vi kom godt hjem 9.30 onsdag morgen.

Jeg synes, at det har været en spændende og lærerig tur. Anja var en god guide, der åbent fortale om sine egne oplevelser. Tak for det. Det gjorde det ekstra spændende at besøge en anden kultur. Og tak for godt samvær med vore rejsefæller.

 

Anna Hamborg