Nordnorge 2018

Tirsdag 5. juni Eskilns Camping

 

Tidlig op. Vækkeuret ringede kl. 4.00. Jeg var meget dybt nede, men kom til overfladen, og kl. 5.15 kørte vi af sted mod Frederikshavn.

Turen forløb godt, men i kraft af den korte nat, var vi godt brugte og var glade for, at vi kunne være fremme i Fagerstak kl. 18.00, og det til trods for 50 min. i kø ved et færdselsuheld og til sidst en omkørsel på grund af vejarbejde.

 

Onsdag 6. juni. Skellefteå Camping (Sveriges Nationaldag)

 

Dagen startede igen tidligt, men betydeligt mere moderat kl. 6.30. På trods af et cirkus omkring mine briller, der var forsvundet, de havde viklet sig ind i ledningen fra min hårtørrer og endt i tasken, uden at jeg havde opdaget det, kom vi af sted til planlagt tid.

”GPS-damen” og Google var ikke enige om afstanden til Skellefteå, men Google vandt, og vi var fremme ved en utrolig lækker campingplads kl. 16.45. Pladsen ligger lige neden for en skibakke. Det var mærkelig at køre op langs den Botniske Bugt. Vi vidste, at vi kørte tæt ved havet, men fik kun set et enkelt lille glimt af vandet. Vi følte, at vi kørte i en stor skov.

 

Torsdag 7. juni Narvik

 

Så er vi kommet til Norge. Endnu en dag gik turen nordpå, men helt oppe ved enden af den Botniske Bugt gik det skråt mod vest mod Kiruna. Indtil Kiruna forandrede landskabet sig ikke stort. Det blev mere øde, men ellers ikke den store forandring.

Vi passerede dog polarcirklen og fik nogle lette sludbyger. Kiruna var ikke så stor, som vi havde regnet med, men udhulningen af fjeldene er massiv. Vi kunne se, hvordan de fragtede det overskydende indhold ned over fjedsiden. Jeg erindrer, at der har været snak om, at byen skal flyttes, da de snart begynder at grave under byen.

Efter Kiruna skiftedes landskabet drastisk. Vi var nu oppe på højfjeldet med udsigt til fjelde med sne, både i klatter, tynd pudret med nysne og mere massivt dækket af sne.

En del af disse fjelde lå i Norge, efter hvad vi kunne vurdere efter kortet. Der var heldigvis ikke skyggen af folk ved grænsen mellem Sverige og Norge, så endnu engang kom vi over med for meget rødvin.

Så var der ca. 45 km tilbage til Narvik – dagens slutpunkt – troede vi da. Vi havde ingen adresse på campingpladsen, hvor vi havde reserveret en hytte, men var begge overbeviste om, at den lå i Narvik. Campingpladsen i Narvik var imidlertid lukket, og vi fik at vide, at 18 km før Narvik, lå stedet med vores hytte. GPS´en ville ikke kendes ved campingpladsens navn på nogen måde, men vi måtte prøve.

Ganske rigtigt, 18 km tilbage lå pladsen. En meget simpel hytte, men med senge, bord, stole, køleskab og kogeplade og en fantastisk udsigt over fjord og snedækket fjeld. Nu begynder oplevelserne.

 

Fredag 8. juni Narvik – Kørefri dag

 

Ingen vækkeur, men vågnede alligevel tidligt. Vi havde god tid, da der ikke skulle pakkes og gøres rent. Vi tog ind til Narvik godt 10 for at besøge deres nye krigsmuseum fra 2016, der fortæller om 2. verdenskrig i Narvik. Det var barsk. Grunden til at der blev kæmpet så hårdt her af tyskerne og de allierede (England, Polen, Frankrig og Norge) var kampen om adgangen til jernmalmen fra Sverige. Uden jern ingen krigsmaskiner.

I Nordnorge var der også mange tyske lejre – straffefanger og deporterede fx fra Jugoslavien. De var ikke af den rette ariske race og skulle bare arbejde til de døde.

En ny underlig ting for mig. Indtil krigen var der ingen veje i Nordnorge mellem de forskellige byer. Man sejlede, når man skulle et andet sted hen. Men tyskerne ville kunne køre, så de brugte tvangsudskrevne krigsfanger og andre til at lave veje. Det har virkelig været barsk heroppe.

Senere besøgte vi en kirkegård, hvor der var mindesmærker og gravpladser for tyske, engelsk, franske og polske faldne. Til forskel fra krigskirkegårde, vi har set i fx Frankrig og Belgien, var dette ikke specielt velholdt. Det var blandt almindelige grave, der heller ikke var så velholdte. Det er ikke noget nordmændene går så meget op i.

Til gengæld var der en næsten ny mindesten over 27 børn og ældre, der gik ned med et tysk skib. De var ved at blive evakueret, da en allieret flyvemaskine ved en fejl skød båden i sænk.

Vi var også en smut nede på havnen for på afstand at se det store udskibningsudstyr til jernmalmen, der i dag er i en slags pilleform, der er let at transportere. Resten af dagen har stået på læsning og afslapning.

 

Lørdag 9. juni Stave Camping, Andøya.

 

Så nåede vi toppen, det vil sige Andenes på Andøya på Vesterålen. Det punkt, der er længst væk fra Vorupør på denne tur. Ca. 2200 km. Vejret har ikke helt været med os i dag. Vi vågnede op til nedrullede gardiner. Skyerne hang helt nede, afgav væde og efterlod ikke spor udsyn. Men vi kom af sted fra Narvik og skyerne lettede, efterhånden som vi kom vestpå.

Pludselig så jeg 4 rener, der gik ved et ret ubeboet hus. Vi vendte bilen og fik dem fotograferet. De havde røde chips i ørene, så de tilhørte formentlig nogle samer.

Efter at vi havde passeret broen til Andøya, kom der pludselig en voksen havørn flyvende ret lavt hen over bilen. Lidt senere bad jeg Svend stoppe, da der sad en havørn på en sten i vandkanten. Ikke helt tæt på, men alligevel. Vi var en tur inde på hvalcentret for at høre til turen dagen efter, inden vi fandt vores hytte ved Stave. Et sted vi har besøgt før. Stedet er udmærket, men her er godt nok koldt. Omkring 5 grader, og hytten var ganske kold, da vi kom. Det blev bedre, men godt vi har lag på lag tøj med.

At temperaturen har været meget kold i Nordnorge i år vidner blomstrende påskeliljer i haverne om. Men det forhindrer ikke folk i lige her kl. 20.00 at have siddet på en terrasse i en hotpool med strikkede huer på. Humøret var højt – lørdag aften. Det er lyst, men midnatssolen gemmer sig godt og grundigt bag skyerne. Godt vi har set den tidligere på arbejde i døgndrift.

 

Søndag 10. juni

 

Dagen for tur på havet på hvalsafari. Vejret var ikke det bedste, regn og noget blæst, så der kom lag på lag af tøj på.

Ved indtjekning på centret fik vi at vide, vi måtte vente lidt med besked, da skipper var ude at mærke på vejret. Der blev givet grønt lys, dog blev det skubbet en time frem, da der blev meldt om stærkere blæst senere. Vi slugte en søsygetablet i en fart.

Skibet var et gammel norsk træskib, der var ombygget til formålet. Vi sad på dækket hele tiden for at kunne følge med i bølgerne, få frisk luft og være parate, når der blev spottet hval. Problemet var, at det blevder ikke. Det blæste mere end antaget, og det er meget sværere at observere hval i bølgegang, også selvom de havde sonarudstyr. Det var koldt på turen, men vi var heldige, idet det holdt tørvejr. Da vi kom tilbage på land, fik vi refunderet vores billetter – 130 kr. pr. person til administration. Dejligt.

Vi tog imod en guidet rundtur i deres lille museum. Guiden var utrolig god til at forklare om hvalernes liv, så det blev en god oplevelse. Det blev også til et billede af båden ved kaj og Andesnes udefra. Vi så en del søfugle, men det blæste for meget til at fotografere.

På vejen hjem fik vi øje på en sulekoloni på en lille ø tæt på kysten. Det blev til et par regntågede billeder, inden regnen fik os jaget ind i bilen igen.

Vi havde planlagt, at vi i morgen skulle ud i en gl. fiskekutter og iagttage bl.a. lundekoloni, men da de melder om stærkere vind i morgen opgiver vi.

Da hytten vi bor i ydermere er svær at varme op, har vi besluttet at rykke teltpælene op og flytte til næste sted i morgen. Det har dog hjulpet på varmen i hytten, da vi er begyndt at bruge en af kogepladerne som varmekilde. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde."

Vi møder en masse spændende folk undervejs og får en snak. En professor fra Stockholm var med på ”hvalturen”, og her i aften har vi fået en ny nabo - en enlig, ung kvindlig cyklist fra Schweiz, der bor i et lille telt ved siden af os. Hun klager ikke over vejret.

 

Mandag 11. juni Toftenes Sjøcamping på Langøya på Vesterålen

 

Havørne – 4 på et sted – et par i slåskamp, ja, det var bare nogle vi så langs vores vej.

Vi startede med at køre ned på ydersiden (mod havet) af Andøya. Det er en turistvej, og langs disse bygger nordmændene de flotteste monumenter. Her kom vi til et sted, hvor de havde lavet den mest fantastiske toiletbygning, beklædt med spejlglas og bygget ind i en skulptur. Jeg har ikke oplevet dets lige. Måske et forslag til Nationalpark Thy i en lidt mindre udgave? Nå, det er ønsketænkning. Det samme sted vrimlede det med multebær i blomst. Jeg vil gerne se dem som bær.

Da tiden nærmere sig middag, ringede vi til næste overnatningssted for at høre, om vi kunne komme en dag tidligere. Intet problem, så vi kunne godt køre en tur sydpå på Langøya. Vi besøgte Museet for Hurtigruten i Stokmarknes. Interessant nok. Et af skibene lå for øvrigt ved kaj lige uden for museet.

Så kørte vi mod det nye overnatningssted. Vi havde bestilt et rum, da en hytte var for dyr, men ejeren gav os frit slag til samme pris. Hytten, som vi valgte, havde både toilet, brusebad og opredte senge, og så var der dejligt varmt, så vi vil blive her to nætter.

De lover varmere vejr hen på ugen. Vi håber. Vi så for øvrigt havørne flere gange på køreturen. Èn havde 7 måger og en krage efter sig.

 

Tirsdag den 12. juni Toftenes Sjøcamping

 

Vi vågnede op i en varm hytte og solen skinnede rigtigt for første gang. Vi har været oppe på 2 af ”de øverste fingre” af Langøya, en af de store øer på Vesterålen. Først kørte vi til Stø. Vi skulle op og undersøge mulighederne for kombineret hval- sæl- og fuglesafari tur. Den er nu bestilt til i morgen. Vejret skulle være meget bedre end sidst.

Stø er et lille fiskersamfund på det yderste skær, men der er fiskeri og tilsyneladende også noget bearbejdning af fiskene. I hvert fald var der tørrestativer til torsk. Og så er der mange fugle. Midt i ”byen” er der et lille fuglefjeld, hvor rider lå på rede. Undervejs dertil så vi de meget flotte toppet skallesluger, og så var gæslingerne ude på en af deres første svømmeture. I havnen var gråandemor af sted med hendes helt nye ællinger. Og der var også lige en sæl, der stak hovedet op.

Efter Stø kørte vi ned til Nyksund, som er et andet lille samfund på en anden yderste skær. Byen blev forladt i 1972, da vejen derud er ret udfordrende, men nu vender folk tilbage til stedet. Det er blevet mondænt, bl.a. er der en meget dyr gourmet restaurant derude. Det forhindrede nu ikke os i at sidde i solen på nogle trappetrip og nyde vores medbragte madpakke. Et spændende sted, som var omkring 1900 var et handelssted og trafikknudepunkt mellem to forskellige kommuner – ad søvejen forstås. Ja, trafikmidlerne var dengang helt anderledes heroppe i dette øsamfund.

Lige uden for vores hytte ligger en stormmåge på rede - 2 meter fra bilen. Den ene af fuglene siger intet, men den anden giver højlydt besked, når vi er der. Vi er uenige, om det var hunnen, der brugte næb!

 

Onsdag 12. juni Toftenæs Sjøcamping

 

Vi stod tidligt op og pakkede, for efter en tur til Stø og hvalturen skulle vi til Lofoten til en booket inden aften.

Jeg er nødt til at bringe glædeligt budskab. I dag lykkedes det, nemlig at se hval. Vi havde egentlig ikke undersøgt, hvor lang tid denne tur tog, så vi blev lidt forbavset, da vi fik at vide, at det var 7-8 timer. Men det var sidste chance.

Efter sikkerhedsinformationer blev vi gennet på dæk, da der var mindre risiko for søsyge, når man er i fri luft. Vi ventede længe...…., men endelig var der blåst (udånding fra hval). Vi så det et par gange, så rejste den halen og dykkede. Men det foregik ret langt væk. Nu måtte vi vente til den kom op igen. Men pludselig blev motoren sat i fart, og snart opdagede vi finner fra spækhuggere. Der var mindst 4, som jeg så samtidig, men jeg tror, der var en del flere. De var ret tæt på og i pæn lang tid. Hold op, hvor er hannens rygfinne høj. Om det var kaskelothvalen, vi havde set før, der igen kom til overfladen (havet er 900 meter dybt det pågældende sted) eller en anden hval, ved jeg ikke, men denne gang, så vi den på en rimelig afstand. Den lå og blåste 8- 10 gange inden den vendte halen flot i vejret og forsvandt. Svend er stolt af sine billeder, mens mine resultater blev meget små. Det er svært fra et skib. Så meldte kaptajnen: Så går det hjemad.

På turen hjem var vi ret tæt på en ø, hvor bl.a. søpapegøjer og lomvier yngler. Så blev der serveret fiskesuppe, og der blev også tid til en lille lur, inden vi gik på dæk igen for at få de sidste indtryk.Vi er blevet lidt øvede i at have "sømandsben" og holde balancen. Vejret er blevet betydelig bedre, solen har varmet rigtigt dejligt i dag.

Da vi kom i land, ventede der en ca. 3 timers køretur til Svolvær på Lofoten. Men det gik fint, landskabet var fantastisk smukt i varm blød aftenlys, og der var ikke megen trafik på vejene.

 

Torsdag 14. juni Svolvær

 

Hvis vi skulle på ørnetur ind i Troldefjorden skulle det være i dag, så vi begav os fra morgenstunden ind i byen og købte billetter til en 3 timers tur, der startede kl. 10. Det var tydeligt at mærke, at vi var indenskærs, men solen ville ikke rigtig komme fri af skydækket, så det har igen været ret gråt.

Troldefjorden var som ventet meget smal, godt 2 km lang, og i bunden af fjorden rejser sneklædte bjerge sig. Inden vi sejlede ind i fjorden, blev båden stoppet, fordi vi manglede mad til ørnene. En fiskestang blev smidt ud og efter ca. 2 min. blev den trukket op med 5 fede sild. Den blev igen smidt i, denne gang dog kun med 2 sild. Det er imponerende, hvad der må være af fisk i vandet heroppe.

I selve Troldefjorden så vi den smukke fugl tejst. På vej ud af fjorden begyndte guiden og andre at smide brød ud. Det skulle lokke mågerne til. Det lykkedes i høj grad, og der blev taget rigtig mange gode måge-billeder. Mågerne skulle gøre ørnene opmærksomme på os og mad, men de var åbenbart ikke sultne, for de nærmere sig overhovedet ikke skibet. Ærgerligt, men naturen er ikke et tag-selv-bord. Men en flot tur alligevel.

Vi tog hjem i hytten og spiste frokost, men vi drog hurtigt af sted igen. Vi ønskede et gensyn med Henningsvær, der er et fiskesamfund, der ligger på de yderste skær. Bl.a. skal vi over 2 broer. Det var et samfund, der havde sin storhedstid i 1800-tallet, hvor torskefiskeriet var Norges vigtigste indtægtskilde. En fotograf, der bor på Lofoten, hævder endda, at torsken var det vigtigste for vikingerne (ikke sværdet), at Nidaros Domkirke blev bygget for torskepenge, og at uden torsken havde Bergen og Trondheim ikke eksisteret som store vigtige byer.

 

Fredag 15.juni Hærslette Camping ved Narvik

 

Vi vågnede op i Svolvær i regnvejr. Vi pakkede og kørte sydpå. De meldte om en del storm til lørdag, hvor vi havde planlagt færge fra Moskenes til Bodø, så vi var noget betænkelige. Vi havde regnet med en travetur ved Eggum, men regnen fortsatte, og det blæste mere og mere. Vi bestemte, at vi ville køre sydpå og gå på museum. Vi kom forbi Moskenes og tænkte, at vi ville prøve at komme over allerede i dag. Blæsten ville kun blive værre. I mellemtiden besøgte vi et lille interessant museum for tørfisk. Men det viste sig, at færgen til Bodø var aflyst på grund af storm. Og det ville fortsætte to dage. Så besluttede vi at køre en del længere, for at undgå færge - altså over Narvik igen (et par hundrede km. Længere).

MEENN sidste bro på Lofoten var også spærret på grund af storm - en højbro. Masser af biler holdt i kø, men personbilerne masede sige frem i køen, og vi fulgte efter. Efter ½ time stak en kolonne personbiler over broen, der var 30 m i sek. på broen, men ganske kortvarig blev broen åbnet, så vi smuttede med, selvom den allerede var lukket igen, inden vi nåede helt frem til broen. Der var ingen problemer med at køre over broen, og vi nåede Narvik ved 20-tiden. Senere læste vi, at en campingvogn havarerede på broen kort tid efter. Så rykkede politiet ud, og broen var spærret i 8 timer. Vi havde kontakt med andre danskere, som ventede 8 timer.

Kl. ca. 21.39 var vi tilbage ved den velkendte hytte i Narvik. Meget af turen til Narvik var meget flot med udsigt til høje fjelde med sne, som solen skinnede på.

 

Lørdag 16. juni Meløya Adventure, Glomfjord

 

Vi vågnede for at køre den lange tur ned til Helgelandskysten. Syd for Bodø og oplevede vi verdens største tidevandsstrøm - og kørte derfra videre ud på Helgelandskysten, stadig i skiftende vejr. Meget af turen var landskabet utrolig flot, men andre steder forsvandt det i skyer og regn. Nu er vi i Glomfjord - og bor et pragtfuld sted, en slags pensionat, hvor vi laver mad sammen med polakker, der arbejder heroppe.

 

Søndag 17. juni Glomfjord

 

I dag har det virkelig været pragtfuldt vejr med højt solskin det meste af dagen. Og vi skulle op til Svartisen. Først 15 min. sejltur, så 20 min. cykeltur, og så 1½ t. på gå-ben i virkelig fjeldterræn. Men hvilken oplevelse - det var lige, hvad vi havde drømt om: Engenisen - en bræarm fra Svartisen - i strålende solskin. Og vi er stolte over, at vi kunne gennemføre turen. Og det var eneste dag i solskin på bræen. Hvor heldig kan vi være? Resten af dagen blev til afslapning i vores dejlige stue. Efter vi er kommet hjem har vi erfaret, at netop denne bræarm har trukket sig 80 m tilbage her i år. Her kan klimaforandringerne virkelig ses.

Vejrudsigten ser ikke lovende ud de næste dage, men vi kan leve højt på oplevelsen i dag.

 

Mandag 18. juni Sandnessjø (over for de 7 søstre)

 

Det blev en lidt lang køretur i dag. Ifølge vejrmeldingen skulle det blive sidste dag med rimeligt vejr på Helgelandskysten, så vi måtte få set så meget som muligt. Det første hold gjaldt en kæmpe kystfæstning bygget af tyskerne. Det var dog ikke så illustrativt uden meget forhåndskendskab, og der var ingen forklaring på stedet.

Vi var i alt med 3 færger ned ad kysten. Alt fungerer vældig effektivt. Busserne kører til havnen, og skolebørn og passagerer hopper af og er klar til at gå ombord på én af de utallige skibe. Vejret artede sig bedre end spået, så vi fortsatte lidt længere sydpå end planlagt fra morgenstunden.

Vi kørte til Tjøtta for at se en gravplads for sovjetiske krigsfanger. 13.000 blev fundet efter krigen, men i alt var der ca. 100.000 sovjetiske krigsfanger i Norge. Mest i Nordnorge, hvor de skulle arbejde med vej, jernbaneanlæg, broer m.m. Samme sted var der et mindested for norske, sovjetiske og tyske statsborgere, der gik ned med skibet ”Rigel”. Det tyske skib var fuldt lastet med fanger, da det d. 27. nov. 44 blev angrebet af de allieredes fly og sank. 2.456 mennesker omkom.

Lidt derfra ligger Petter Dass Museet. Petter Dass er en meget kendt præst og digter fra 1600 – 1700- tallet. Vi var for trætte til at begive os på museumsbesøg, men museumsbygningen, der er opført i en sprække, der er sprængt ind i klippen, er genial. Den meget smukke, gamle middelalderkirke bliver overhovedet synsmæssigt ikke skæmmet af den nye bygning. Dygtige arkitekter.

Så tog vi til campingpladsen, hvor vi som de fleste steder fik en lille primitiv hytte uden vand eller noget. Men det fungerer. Og for første gang på turen var det vejr til at tage sig en sjus ved et bordarrangement nede ved havet. Her dukkede marsvin op til overfladen flere gange, mens vi nød udsigten. Det meste af aftensmaden blev nydt uden for hytten (også 1. gang), men så kom der en regnbyge. Senere på aftenen gik vi rundt på pladsen. Den ligger lige over for 7 tinder, der kaldes ”De syv søstre”. Nogle folk tager alle 7 toppe ud i et. Nogle brugte 12 timer – andre 20. Rekorden er 5 timer, men det må have været i løb. Utroligt.

 

Tirsdag 19. juni Storsand, 17 km fra Trondheim.

 

Så er vi rykket en del sydpå. Vi opgav resten af kystvejen og rykkede ind i landet til E6. Vi havde et kort ophold i Mosjøen, der har en stor del velbevarede gamle træhuse. De er i stor grad lavet om til atelierer, cafeer og andet kreativt. Vi har kørt ned gennem dale, hvor der mere eller mindre har været nationalparker på begge sider. Landets størrelse er næsten ufatteligt og så store områder, de har, hvor der ikke bor mennesker. Denne tur har vi været rigtig meget på øer og i kystområder. Det har givet et indblik i en helt anden sammenhængskraft i samfundet. Vand er ikke noget, der skiller, men er forbindelsesvej. Mange veje i Nordnorge er først blevet lavet under og efter 2. verdenskrig. Men de er kommet efter det. Store vejanlæg, tunneller og broer bygges, hvor det er muligt.

Vi har lagt Nordnorge bag os og er nu i Trøndelag, vel nærmest Midtnorge. Her er ikke så højt og flot, men her er en del landbrug, her er korn og kartofler ved at komme op af jorden. Nordpå var markerne endnu bare.

Vi er ved et tilfælde endt på en campingplads, vi har besøgt før. Hytten ligger på en skrænt ganske tæt ved vandet, så bølgernes duven mod stranden bliver godnatmelodien i aften.

 

Onsdag 20. juni Skovly ved Eide på vej til Atlanterhavsvejen

 

Vi tillod os at tage os god tid fra morgenen af. Vi ville besøge Nidaros Domkirken og området der omkring inde i Trondheim, for derefter at køre videre mod Ålesund. Vi fandt hurtigt en p-plads tæt ved kirken, og det blev en meget bedre oplevelse end sidste gang, vi besøgte den. Vi husker den begge som så mørkt, at man næsten intet kunne se. Det er stadig en ret mørk kirke, da der næsten ikke kommer dagslys ind gennem de ret små og mørke glasmosaikker. Men nu var der tændt meget mere lys, så vi virkelig kunne se, hvor storslået stenhuggerarbejdet har været, såvel inde som ude. Det er sjældent, jeg har set en kirke, der er så udsmykket med stenhugning inde i kirken. Virkelig en imponerende bygning, der blev påbegyndt i 1150.

Bagefter gik vi ind i bispegården og så en udstilling om dronningernes betydning i Middelalderen. Også dengang betød kloge kvinder meget. Og så blev jeg igen gjort opmærksom på, hvor tæt Danmark og Norges historie er. Chr. Den 2. forelskede sig i en hollandsk pige, Dyveke, men hun boede i Trondheim sammen med sin mor Sigbrit, og Margrethe d. 1. var enkedronning efter Norges konge.

Efter det korte besøg i Trondheim kørte vi mod vest. Vejret har været træls, på grænsen til småregn, blæsende og temmelig koldt – 8 – 10 grader.

I går snakkede vi om kirkegårde, da vi kørte. I Nordnorge fx på Vesterålen ligger kirkegårdene typisk et godt stykke uden for byerne, mens det her længere sydpå er som hos os, at kirkegården er omkring kirken. Jeg tænker, om det har noget at gøre med samernes religion nordpå. De tror, så vidt jeg ved, meget på ånder, og det kan måske indvirke på, hvor man begraver sine døde?

 

Torsdag 21. juni hos Susanne og Svein i Ålesund

 

Det har ikke været den mest begivenhedsrige dag på turen. Dog så vi pludselig 2 unge kronhjorte stå næsten på vejen. Men som sædvanlig forsvandt de ind mellem nogle træer, inden vi fik standset og vendt bilen.

Dagens hovedattraktion var Atlanterhavsvejen, og vi var over vejen 2 gange, da vi skulle sydpå til Ålesund. Vejret var stadig sådan, at det ikke rigtig kunne bestemme sig til regn eller tørvejr, så det skiftede hurtigt.

Vi har tidligere kørt over Atlanterhavsvejen, men denne gang fik vi lavet mange stop ved mange af de spots, fx gangsti til fiskeplads, der går ud over vandet (også beregnet til handicappede). En parkeringsplads, hvor alt er afrundet som skærgårdens øer, afrundede kanter i stedet for lige ved parkeringspladsen. En stenmur, der er afrundet opad, og der er døre i muren, og indenfor er der toilet og cafeteria. Rundt om den lille ø er der anlagt en gangsti, hvor gelænderet også bøjer og indimellem går helt ned til stien. Det er bare gennemført! Jeg bliver imponeret (Jeg tror, jeg så multebær i tidlig bærstadie her).

Efter ankomsten til Susanne og Sveins dejlige hus i Ålesund, kørte vi en lille tur ind til Ålesunds gl. bydel. Den er fin med alle dens bygninger i jugendstil.

Det er mærkeligt at bo i et alm. hjem efter at være vant til en simpel hytte. Det er næsten ikke til at overskue, at her er så mange ting.

 

Fredag 22. juni Ålesund

 

I dag har vi til en forandring taget ud til en ø, så vi har været med færge en gang, været gennem adskillige tunneller og været over måske 6-7 broer og flere dæmninger. Vi har nemlig været over mange øer for at komme til Runde, der er kendt for sit fuglefjeld.

Inden vi nåede helt frem var der dog næsten trafikkaos af parkerede biler og mange mennesker på stranden. Vi stoppede selvfølgelig for at kigge, og fik hurtigt øje på en klump ( et dyr) på stranden. Jeg tænkte på en død hvidhval, så stor var forundringen, da den løftede hovedet og åbenbarede, at den var en hvalros. Den hører slet ikke hjemme så langt sydpå. Den virkede afkræftet, så måske var den gammel eller syg, men under alle omstændigheder en oplevelse at se en hvalros.

Det var en ret hård tur op ad fjeldet, men da der er blevet lavet en meget fin sti, siden vi var der for mange år siden, undgår man nu at komme for tæt på kjovernes reder og dermed angreb. Efter kjoveland skulle vi finde fuglefjeldet med søpapegøjerne. Vi fandt det, men de er sandt at sige ikke nemme at fotografere. De havde meget travlt med at fodre unger og fløj de fleste gange direkte ind i rugehullet. Svend var dog heldig og fik et par billeder, hvor næbbet var fuld af fisk. Der var også pænt udsyn til en meget stor sulekoloni. Vi fik også gode billeder af havørne og storkjover.

En meget fin dag, hvor vi har brugt kroppen godt, og vejret var med os. Solen har skinnet og temperaturen har været omkring 12 grader.

 

Lørdag den 23. juni Gensyn med Åndalsnes Camping

 

Vore planer bliver jævnt hen lavet om på grund af yr, den norske vejrudsigt. Den absolut bedste dag til moskussafari skulle være mandag, så vi bevæger os langsomt til Dovrefjell. Det har betydet, at vi har taget en omvej i dag. Vi kom til Valldal, der er berømt for deres frugt og specielt jordbæravl. Vi kender de norske jordbær fra tidligere. De er fantastisk søde, så tænderne løb i vand, da vi nærmere os dalen, men ak, alle jordbærplanterne stod først i blomst, så ingen jordbær til os.

Så gik turen op over til Trollstigens top. Det er vist 4. gang vi besøger stedet, men det er utrolig flot og imponerende natur.

Efter turen ned ad de brede hårnåle, det var første gang Svend brugte de manuelle gear i den nye bil, var vejret i dalen så mildt, at det var dejligt at sidde på stenene ved elven og spise madpakkerne. Det blev også lige et gensyn med Trollveggen, inden vi søgte mod en campingplads. Endnu en kending. Vi er stadig heldig med vejret. Vi har siddet ude og fået kaffe og aftensmad. Vi er vist oppe på ca. 16 grader. Og det skulle blive bedre. Fantastisk.

 

Søndag 24. juni Furuhaugli på Dovre

 

Vejret var fint fra morgenen, og vi sad uden for hytten og spiste morgenmad. Turen gik forbi Trollveggen igen. Denne gang var den helt fri for skyer, så vi fik taget nogle gode bileder på lidt længere afstand.

Vi kørte igennem den snævre Romsdal og kom efter et stykke tid til Kyllingebroen. Et sted vi ikke tidligere har været opmærksomme på. Det er en fantastisk flot og imponerende togbro bygget af udhuggede sten. Den er lavet af alm. lokale folk, men selvfølgelig under ingeniørers vejledning under 1. verdenskrig. Imponerende arbejde.

Vejen gik videre til Domås og derfor videre mod Dovrefjell. Og for første gang prøvede vi, at vi ikke kunne få en lille hytte. Vi prøvede vandrerhjem (optaget af militæret), tredje sted stod der også optaget, men fjerde sted var vi heldige. Det var faktisk det samme sted, vi boede sidste gang, vi var på Dovrefjell. Hytten er simpel, men meget fine toilet- og brusefaciliteter og et tip top veludstyret køkken i fælleshuset. Der er godt nok forskel rundt omkring.

 

Mandag 25. juni Furuhaugli 1006 m.o.h., Dovrefjell

 

Det er 21. dag i Norge i tykke lange bukser, til tider skibukser og skiunderbukser suppleret med regnbukser (og forskellige kombinationer). Det fortæller noget om vejret på turen. I dag (Svends fødselsdag) sidder vi udenfor vores lille hytte kl. 18.00 i fuld solskin, i shorts og bar mave – 21 grader.

Ja, vejret er skiftet. I dag har vi været på moskusoksesafari i 6 timer på gåben.

Vi var utrolig heldige, efter mindre end en ½ time stod pludselig en tyr fredeligt og spiste på 30 meters afstand. Anbefalet afstand er 200 m, men nu stod den altså der lige bag en runding på stien, og den reagerede ikke på os (9 personer med guide), og så vi fik begge nogle rigtig gode billeder.

Heldet var ikke med os videre frem med hensyn til moskus, men da vi spiste madpakkerne, var jeg rundt om et fjeldtop for at være mig selv og opdagede en fugl, der skældte ud. Svend fik fat i kameraet og jeg kikkerten. Det viste sig at være en fin nordlig blåhals med munden fuld af mad til ungerne. Det var utrolig dejlig at gå på fjeldet i det flotte vejr.

Svends fødselsdagsmiddag blev lidt improviseret hvad angår servering. To plastikstole fungerede som borde, og vores egne festivalstole som siddepladser udenfor i den dejlige sol. Middagen bestod af mozarella ost med tomat og lidt olie, nye kartofler, pebersovs, medisterkage (købt færdigt) og salat af iceberg, blå vindruer, appelsinstykker og løg. Selvfølgelig med rødvin til – det absolut sidste. Desserten skulle så være nystegt vaffel med rømme og sylt. Vi snakkede med det unge tiltalende værtspar, og da hun hørte, at det var Svends fødselsdag, ville hun vise ham vilde rensdyr. De er meget sky og holder sig langt fra mennesker, men helt oppe på fjeldet ved nogle snefaner gik der en flok på 200 – 300. Vi måtte prøve, om vi kunne fange dem med kikkert og kamera, og jeg tror det lykkedes helt godt, så nu tror jeg, der er kommet nok indtryk ind på lystavlen for i dag.

 

Tirsdag 26. juni hotel Klækken ved Hønefoss.

 

Lige som vi troede, at vi var helbefarne ud i at finde overnatningssteder i Norge, er vi endt på et fint hotel til det dobbelte af, hvad vi plejer at give. Men så er morgenmaden incl.

Det har været en begivenhedsrig dag. Vi sagde farvel til Furuhaugli og kørte til et naturbeskyttelsesområde tæt ved: Fokstumura. Sidst vi var der, var det blæst og koldt, og vi så intet. I dag var det stille solskin (shorts) og mange fugle sang. Det bedste for mig var, at jeg også fik gode billeder af nordlig Blåhals. Efter et par timer der, skulle den egentlige hjemtur begynde, men vi kørte turistvejen rundt om Rondane. Det er omkring 40 år siden, vi har kørt denne vej.

Da vi var kommet ned i Gudbrandsdalen efter en meget lang nedkørsel, blev vi enige om at tage op på fjeldet på den anden side af dalen – op på Peer Gynt Vejen og op til Fagerhøi. Fagerhøi er et lejrskolested, vi har besøgt med TU. Det var desværre lukket, men udsigten fra Peer Gynt Vejen var meget flot. I det klare solskinsvejr var der fint udsyn til såvel Jotunheimens som Rondanes sneklædte fjelde. Imponerende.

Så var det tur til Arne og Reidun – gamle bekendte. Vi var spændte på, om vi kunne finde det. Men det gik let og Arne gik udenfor og vandede kun iført shorts (27 grader). De blev glædelig forbavset over at se os. Det blev et kort, men hyggeligt besøg.

Vi ville lidt længere sydpå, så vi ikke skulle jage dagen efter for at nå færgen. Vi ville forbi Gjøvik og så kigge efter en campingplads. Men ak og ved. Vi har haft rigelig af tilbud på campingpladser langs vejene tidligere, men i dette område er det en mangelvare. En enkelt campingplads fandt vi dog, men alt var optaget.

Så til sidst kl. 21.00 endte vi altså på et hotel. Men det nød vi i fuld drag, så det var ikke så ringe en afslutning på en lang og dejlig ferie.

 

Onsdag 27. juni

 

Så var der kun køreturen til Larvik, så vi kunne sejle til Hirtshals. Vi var hjemme igen hen på aftenen efter en fantastisk oplevelsestur.

 

Anna Hamborg

 

 

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Dagbog for turen til Nordnorge 2018