Thailand 2017

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

Dagbog for turen til Thailand - januar 2017

For første gang har vi begge skrevet på en dagbog og er kommet med forskellige personlige udsagn.

God læselyst

Svend og Anna

 

Mandag den 16. januar

 

Vi skulle tidligt op og køre til Ålborg, hvorfra vi fløj til København. Men det hele forløb planmæssigt, og selve flyveturen med Thai Airways på 10 timer til Bangkok føltes ikke lang, da vi kunne udnytte tiden til at spise, sove og læse.

 

Tirsdag den 17. januar

 

Lidt "flade batterier" ved tidlig morgen ankomst til Bangkok. Thomas og lokalguiden ventede på os. Det tog ca. 1 time med bus for at komme ind til Gran China Hotel i Chinatown. Vi fik under køreturen de første indtryk af byen med voldsom trafik og kæmpe vejnet. Thomas kunne berette, at storbyen Bangkok officielt har 13 mio. indbyggere på ca. 40 km2, men uofficielt er der mange flere indbyggere, da mange unge lader deres adresse stå ved forældrene på landet, når de flytter til byen. Og der er ca. 7 mio. biler og måske endnu flere scootere. Ikke så mærkeligt at trafikken var tæt.

Efter et bad og en times søvn på hotellet var vi parate til en gåtur i Chinatown. En heksekedel. I de smalle gader var der et mylder af mennesker, scootere, trækvogne, gadebutikker og ikke mindst gadekøkkener. Duften var ikke altid lige fristende. Vejret var lettere overskyet, men det var kun godt. Temperaturen var høj i forhold til det, vi kom fra.

Efter en kort sejltur på floden kom vi frem til den restaurant, hvor vi skulle have vores første frokost - dejlig anderledes mad. Derefter sejlede vi tilbage og fik set et kæmpe blomstermarked med virkelig flotte orkideer og andre farvestrålende blomster. Sidste punkt på dagens program var besøg i Wat Traimit templet, hvor Golden Buddha befinder sig. Den vejer 5½ ton og er støbt i 18 karat guld. Den har været forsvunden i flere hundrede år. Man havde belagt den med ler og gemt den af frygt for, at den skulle blive stjålet. Først i 1957 opdagede man i et varehus ejet af ØK, at der var en revne i leret, og at den var lavet af ren guld, og den blev derfor flyttet til dens nuværende placering. Aftensmaden blev serveret på hotellets roterende restaurant på 25. etage. Flot udsigt! Her skulle vi næsten have overtøj på pga. af den kraftige brug af aircondition. Til gengæld var der fin musikalsk underholdning.

 

Onsdag den 18. januar

 

Vi stod tidlig op, så vi kunne se Bangkoks ældste tempel Wat Po fra 1788. Her ligger den enorme hvilende Buddha, som er 17 meter høj og måler 47 meter fra isse til fod. Da vi kom en ½ time før officiel åbningstid, var det dejlig fredfyldt at gå rundt i det store og smukke tempelområde.

Dernæst gik vi til Grand Palace, der i anledning af kongens død, har indført strengere dresscode. Gåturen gav os en forsmag på den store folkelige afsked, som det thailandske folk tager med deres elskede, afdøde konge. Alle i fint, sort tøj. Lige inden vi skulle ind, blev alle holdt tilbage - ca. 1 time. Efter en varm ventetid kom der pludselig biler med tonede ruder. Det var den pakistanske præsident, der uforstyrret skulle ind på Grand Palace og tage afsked med kongen, der ligger lit de parade der. Allerede nu efter godt 2 måneder har ca. 5 mio. thailændere taget afsked med ham, og da han skal ligge der et helt år, kommer nok en stor del af Thailands ca. 70 mio. indbyggere og tager afsked med ham. Men endelig blev det vores tur til at komme ind på Grand Palace, men det var nærmest som sild i en tønde at gå rundt derinde. Men hvilke imponerende forgyldte templer, pagoder og andre bygninger - ca. 100 i alt. I Emerald Buddha Temple står Thailands helligste Buddha-ikon anbragt i en glasboks 11 m oppe. Den er kun 60 - 75 cm høj. Figuren får skiftet dragt, så det passer til de 3 årstider. Vi så også de imponerende bygninger, som de thailandske konger benyttede indtil 1946. Da vi havde ventet så længe på at komme ind, blev det en noget forjaget sightseeing.

Så skulle vi igen ud at sejle på floden. Men denne gang for at opleve Østens Venedig. Vi sejlede på klongerne og gennem en sluse til et privat hjem, hvor konen tidligere havde haft en kokkeskole. Her fik vi serveret en meget velsmagende frokost. Efter spisningen var der rundvisning i det gamle teakhus, som parret havde fået foræret af mandens bedstemor på deres bryllupsdag. Huset indeholdt også et specielt bede / meditationsrum. På sejlturen hjem så vi en del varaner.

Efter sejlturen fik vi lidt tid at kigge nærmere på Chinatown. Vi så flere små, ivrige egern løbe over gaderne på de mange elektriske tråde og tænk, hvad et fortov kan bruges til. Restaurant, køkken, butik, lager m.m. Og forbløffende det antal varer de har!

Dagens sidste valgfrie program var middag, traditionel dans og kabaret. Vi syntes nok, at den traditionelle dans var mere spændende at se på end kabareten. Det virker altid tæerkrummende, når sangen er en dårlig laden som om.

 

Torsdag den 19. januar

 

Vi forlod Bangkok og sejlede op i nærheden af den gamle kongeby Ayutthaya, der blev hovedstad i 1350. I 1600-tallet den smukkeste og mest betydningsfulde by i hele området. Der boede 1 million indbyggere. Her skulle vi se to imponerende tempelruiner. I 1700-tallet blev byen lagt øde af den burmesisk hær. Men flot er det stadigt. Hovedattraktionen i det andet tempelruin i Ayutthaya var et hoved af Buddha, der er indkapslet i et stort træ. Det er sikkert et hoved fra en ødelagt statue, men da det netop sidder i et helligt tempeltræ, er det blevet noget helt særligt og helligt.

I denne Unesco udnævnte by fik vi en smagsprøve på Thailands slik. Tynde rispandekager rullet om noget nærmest cannyflossagtigt sukker.

Vi kørte videre mod Kanchanaburi, hvor vi skulle overnatte på et flot hotel tæt ved broen over floden Kwai. På vejen kunne vi iagttage mange rismarker og mange fugle bl.a. storke. I dette område, der kaldes Den Gyldne Risskål, høstes der ris 3 gange om året. Inden ankomsten til hotellet så vi en af de store krigskirkegårde og et museum, der berettede om japanernes grusomme fremfærd i forbindelse med at bygge den 415 km lange jernbane under 2. verdenskrig. Japanerne ønskede jernbanen, så de kunne transportere krigsmateriel over land til Burma i stedet for at sejle uden om Malaysia, hvor de allierede kunne angribe dem. Jernbanen blev bygget af 60.000 allierede krigsfanger og 200.000 tvangsudskrevne asiater. Flere end 14.000 krigsfanger og 100.000 af de asiatiske slavearbejdere døde af sygdomme, underernæring og det umenneskeligt hårde arbejde. Èn dansker blandt de allierede krigsfanger døde.

Det var et helt lille paradis at komme til hotellet, der lå lige ned til floden Kwai. Dejlig aftensmad blev indtaget på den udendørs restaurant i en behagelig temperatur, som kontrast til aircondition i Bangkok.

 

Fredag den 20. januar

 

En pragtfuld morgen ved floden i solopgangens skær. Vi blev dog forstyrret af fugle. Vi fik bl.a. øje på en flot Isfugl, men langt væk. Herligt.

Bussen kørte ud til Erawan Nationalpark, hvor vi gik op til nogle vandfald. Det var en dejlig forandring at gå ude i naturen, og samtidig fik vi mulighed for en kold dukkert ved et af vandfaldene. Problemet - for en kilden person som mig - var dog fiskene, der var ret nærgående, men heldigvis mistede de hurtigt interessen. Håndklæder var medbragt fra hotellet. I det hele taget en fantastisk service alle steder. På turen tilbage til bussen så vi masser af sommerfugle.

Inden næste stop på turen, Thakilen, en charmerende lille stationsby, kørte vi gennem et meget frugtbart område, hvor de dyrkede alle slags frugt og grønt på markerne. Ved togstationen fik vi udleveret en madpakke og tog med "dødens jernbane" ad den historiske strækning, hvor vi bl.a. passerede den originale træbro, som krigsfangerne byggede. Toget kører i et naturskønt område. Efter 3 kvarter stod vi af toget og kørte til Hell Fire Pass Memorial, hvor vi gik ned til passet, hvor krigsfangerne med primitive redskaber havde udhugget passet. Passet, der er 100 meter lang og 17 meter høj, blev lavet på 12 uger og kostede 700 omkomne, hvoraf de 67 blev tævet ihjel. Det blev der bl.a. oplyst på det fine museum. Jernbanen var kun i brug i 2 år, inden den blev ødelagt. Efter krigen tog både Thailand og Burma 80 km skinner op på hver sin side af grænsen. Togstrækningen bruges dog stadigt inde i Thailand.

Som sidste punkt på dagens program sejlede vi med longtail både ned ad floden Kwai til den historiske bro. Hastigheden svarede til hastigheden på en speedbåd, så det var bogstavelig talt en rystende oplevelse, men okay at prøve. Og der blev også tid til at gå over broen. Derefter var turens første "fritid". Her i hotellets skønne lille have var der en lækker udendørs pool, og der var også tid til at bruge den og lejlighed til lidt afslapning i de skønne omgivelser på hotellet, selvom sommerfugle og fugle indimellem fik os jaget op.

Aftensmaden blev serveret på en "tømmerflåde", som blev trukket op og ned ad floden, mens vi spiste.

 

Lørdag den 21. januar

 

Vi forlod tidligt broen over floden Kwai og kørte tilbage til Bagkok, hvorfra vi fløj videre til Chaing Rai i Nordthailand. På den lidt lange køretur læste Thomas historien "Jernbanemanden", der handlede om henholdsvis en englænder og en japaners liv henholdsvis under og efter 2. verdenskrig. Meget gribende! I lufthavnen i Chaing Rai var vi eneste fly, men vi blev modtaget af en gruppe spillende piger fra en bjergstamme. De spillede fint på instrumenter lavet af bambusrør. De havde stillet en kasse op, der opfordrede til at give penge til uddannelse.

I den thailandske del af Den Gyldne Trekant bor der bl.a. 1 mio. mennesker fordelt på 14 bjergstammer. Mange har deres eget sprog og egen kultur. Derfor startede vi rundturen i nord med et besøg på Hill Tribe Museet, hvor vi bl.a. så en interessant film om disse bjegstammer. Ellers var museet støvet og gammelt. Efter indkvarteringen på hotellet var der tid til turens første gang fodmassage, inden vi skulle en rundtur i byen på cykel-rickshaw kombineret med gåture i snævre menneskefyldte gader med masser af boder og gadekøkkener. En fin måde at opleve en ny by på. Klokken 19 stoppede vi foran byens store klokketårn af guld med indgraverede sten. På slaget 7 startede et lysshow med musikledsagelse. Ret specielt.

Aftensmaden blev europæisk, idet den blev indtaget på en hollandsk ejet restaurant.

 

Søndag den 22. januar

 

Den Gyldne Trekant er jo i århundreder kendt for opium-dyrkning. Thailand har de sidste mange år gjort meget for at ændre bjergbøndernes dyrkning af valmuer til andre afgrøder. Vi besøgte Opiummuseet, der på en helt moderne, spændende måde berettede historien om opium i både lys, lyd, farver og store scener. Der var virkelig et imponerende museum med tilhørende forskningscenter og uddannelsesinstitution. De gør meget for at bekæmpe opiumdyrkning og -afhængighed. Desværre bliver den thailandske del af Den Gyldne Trekant brugt til at smugle opium fra Burma og Laos videre, da Thailand har en god infrastruktur, og de thailandske politibetjente er ret lette at bestikke.

Inden frokost ved Mekong-floden sejler vi en lille tur til Laos. Det var dog en ø midt i Mekongfloden, som kineserne har lejet i 99 år for at opbygge en stor kasino-industri for bl.a. rige kinesere. Vi nøjedes med at besøge et kinesisk marked, hvor de thailandske smil og imødekommenhed var afløst af mere påtrængende adfærd. Kineserne, der stod ved staderne, virkede fattige. Her blev mændene tilbudt en snaps krydret med frøer, skorpioner, en stor slange eller en tigerpenis. Efter sigende skulle det være styrkende på mandens potens. Der har ikke efterfølgende været forlydende om, at det har haft en virkning.

Efter frokosten med udsigt til 3 lande, fik vi tilbud om en smuttur til Burma. Næsten alle tog imod tilbuddet. Efter en del papirarbejde (visum) og betaling af penge kom vi over grænsen, der ligger midt i byen Maesai. Grænseovergangen var meget befærdet, og midt på broen skulle trafikken skifte kørebane, da man i Thailand kører i venstre side og i Myanmar i højre. Vi blev kørt rundt i gamle tuk-tukker gennem de fattige kvarterer i grænsebyen. Bl.a. stoppede vi ved et nonnekloster, hvor fattige unge piger kunne blive nonner og bo og få gratis skolegang. De sang en buddhistisk bøn for os. Senere så vi et tempel, hvor vi udenfor fik kontakt med mange søde skolebørn, der gerne ville fotograferes sammen med os. Alle børnene - både drenge og piger - bar sharon. Ved siden af templet så vi en sovesal for unge munke. Ret spartansk. Selvom det var et kort besøg, fik vi alligevel et indtryk af landet - væsentligt fattigere end Thailand.

Derefter besøgte vi 2 stammelandsbyer. Først var det Akha bjergstammen, der havde farverige dragter og hovedbeklædning. De ville gerne sælge håndlavede og farvestrålende tasker mm. Til sidst samledes 8 - 10 kvinder og mænd i fælleshuset, hvor de sang og spillede - det var betagende og ægte udtryk for deres kultur.

I kort afstand fra Akha-folket boede de legendariske Padaung, også kaldet long neck folket, hvor kvinderne bærer de tunge messingringe om hals, ben og arme. Det er den mest specielle form for tradition, vi endnu har set, men kendsgerningen er, at vi så piger ned til 4 - 5 års alderen, der havde fået ringe om halsen. Ifølge deres kultur er ringene det mest fremtrædende tegn på kvindelig skønhed og status. Jeg er meget ambivalent over for traditionen, men jeg må indrømme, at det virkede, som om de var glade og tilfredse, og så skal jeg jo ikke være dommer over deres traditioner.

Efter spisningen var der tid til at besøge natmarkedet, der lå lige ved hotellet. Her skulle vi ikke tage første pris for pålydende, der skulle "pruttes" om prisen.

 

Mandag den 23. januar

 

Denne dag skulle i igen skifte hotel, men når vi blot skulle sætte kufferterne uden for døren om morgenen for igen at modtage dem på det nye værelse, var besværet til at overse. Men første stop var noget af en oplevelse. Vi så det nye hvide tempel Wat Rong Khun - opført af en af Thailands mest kendte nulevende kunstnere. Templet er holdt i hvidt, men dekoreret med masser af spejle, som glitrer i solen. Et imponerende skue og ufattelig smukt i dens svulstige ornamenter og dekorationer, men hver eneste stor eller lille figur er ladet med symbolik og beskriver kampen mellem det gode og det onde. Lidt morsomt var det bl.a. at opleve toiletterne, der som den eneste bygning var holdt i guld. Guld bliver af kunstneren betragtet som grådighed, hvorimod hvid er renhedens (buddhismens) farve og spejlene sender buddhismens sande lys ud i universet. Lidt ved siden af templet så vi en del kunstnere, der dekorerede ornamenter til nogle af de ufærdige bygninger omkring templet. Og i sidste øjeblik fik vi også set Chalermchai Kositpipat egen udstilling af sine værker - virkelig en kunstner med mange talenter. Lidt mere tid ønskeligt.

Dernæst besøgte vi en ny bjergstamme - Karen-stammen. Deres landsby bar præg af bedre boliger og levevilkår på linje med andre thailændere i området. Igennem generationer har de holdt elefanter til det hårde arbejde i skovene. Nu bruges elefanterne nok mest til at transportere turister rundt i landsbyen. Selvom det ikke længere er politisk korrekt at tage en ridetur på elefanter, gjorde vi det alligevel for at støtte landsbyen. Men også fordi det var vores første mulighed for en ridetur på elefantryg. Jeg havde forestillet med en blød, vuggende tur på dette store dyr, men det var det ikke! Den største oplevelse var at komme bag om landsbyen og bl.a. se grisene, der boede under pælehusene.

Fra denne landsby sejlede vi i longtail både op ad Kok-floden gennem højlandets grønne hjerte, gennem junglen og forbi bjergstammers hytter. På turen så vi både elefanter og vandbøfler. Vi sejlede mod strømmen, og nogle steder skulle vi passere imellem mange sten og temmelig store strømhvirvler. Det var lange, ret skrøbelige både, men bådførerne kendte forholdene og alle kom sikkert frem. En rigtig dejlig tur, hvor vi kom ret tæt på naturen.

Derefter kørte vi til vores nye hotel i Thaton, et ressort, der ligger smukt placeret ved floden og med masser af blomster og træer i en park. "Værelserne" var små bungalows, der var bygget sammen i rækker. De var indrettet meget spændende og smagfuldt. Hele stedet ejes af et pensioneret engelsk ægtepar. Her kunne vi godt være blevet et par dage, men der var kun afsat en enkelt overnatning. Heldigvis var der tid om eftermiddagen til at nyde solen ved poolen og "kratluske" i området, og vi fik da også "skudt" 4 nye fugle, nogle sommerfugle og en del blomster. Det var faktisk første dag, vi fik lejlighed til at observere og fotografere fugle. Selvom Thailand er meget rig på fugle, har de ikke været i de områder, vi indtil nu har besøgt.

 

Tirsdag den 24. januar

 

Dagen efter kunne de morgenfriske besøge munkene og bringe dem mad. Det fravalgte vi, da vi trængte til en god nats søvn. Efter morgenmaden besøgte vi en skole i nærheden. Alle 129 elever kom fra forskellige bjergstammer i området. De fleste deltagere havde gaver med til skolen, og vi overværede flaghejsning, morgensang, morgenbøn og motion. Eleverne var aktivt med i at forestå det hele. Det var en skole, der ikke havde mange penge at gøre godt med, og vi fik at vide, at næste hold gæster fra Stjernegård gerne måtte sponseret nogle strømper, især til drengene. Det fik os til at lave en lille indsamling i bussen, og lokalguiden lovede, at pengene blev omsat til strømper. Det var en fin oplevelse at overvære begyndelsen på børnenes skoledag.

Efter et lille ophold ved et lokalt marked på landet spiste vi frokost ved en orkide- og sommerfuglefarm. Her kom kameraerne frem igen, og mange gode billeder kom i kassen. Stedet skuffede dog mig (Anna). Jeg havde håbet, at der var mange flere forskellige arter af orkideer repræsenteret, men de havde da nogle spændende varer til salg!. Da vi ankom til Chiang Mai stod en lang række tuk-tukker klar, så vi kunne få en byrundtur og gå lidt rundt på nogle af markederne i byen. Mange gik efter Thomas' anbefaling efter tørret frugt.

Dette hotels hall-område var total overdimensioneret. Det var meget flot, men hvor kunne der være mange thailandske skoler under det tag!

Eftermiddagen blev bl.a. brugt til at aflevere tøj på det nærliggende vaskeri. Rørende billigt, men nu var kontanterne ved at være i bund, så vi skulle have hævet. Det drillede og en venlig thaier ville hjælpe, hvilket endte med, at maskinen åd kortet. Svend var i banken en times tid med den venlige mand, men det endte med, at vi spærrede kortet. En speciel oplevelse vi ikke før har haft.

Sidst på dagen gik vi en lang tur gennem spændende gader, hvor vi kunne iagttage, hvordan jævne folk boede.. Her skulle vi også smage den lokale whisky ved en gadebar. Ikke alle var lige begejstret for smagen. Specielt så det ikke ud til, at vores lokalguide brød sig om den.

 

Onsdag den 25. januar

 

Nu skulle vi selv til at bestille noget, der var planlagt en 20 km´s cykeltur i omegnen af Chiang Mai. Det blev en meget behagelig og afslappende tur, hvor vi havde en del stop undervejs. Sådan skriver Svend. Min oplevelse var anderledes. Først blev mit cykelsæde stillet for lavt, og dertil havde jeg problemer med gearene, der også var stillet for lavt. Jeg trådte det bedste jeg kunne, men kunne alligevel ikke følge med. Jeg blev ret hurtig bedt om at stoppe, og fik sædet rettet, men fik først korrigeret gearene ved 1 stop. Pyh! Herefter gik det fint. Hjælperne var utrolig flinke og opmærksomme og fik ledt os sikkert frem. Først så vi et spedalskhedscenter, hvor nogle af de helbredte stadig bor og arbejder i nogle værksteder. Flot arbejde på trods af deres krogede hænder og andre handicaps. Vores næste stop var ved nogle primitive fiskedamme i floden, hvor de opdrættede fisk. Efter endnu en cykeletape nåede vi endelig ud til rismarkerne, hvor vi både så risplanterne, inden de blev plantet ud og oversvømmede marker med risplanterne. Når der som her er rigelig adgang til vand, kan de høste ris 3 gange om året.

Et af de mere specielle oplevelser var stoppet ved ligbrændingspladsen. Når et menneske dør i Thailand, ligger det i hjemmet nogle dage (er blevet konserveret ved hjælp af formalin), så familiemedlemmerne fra nær og fjern kan tage afsked med den døde. Derefter bliver kisten fragtet til en begravelsesplads, hvor kisten bliver anbragt oven på to murene forhøjninger, så der kan placeres brænde under kisten. For at sætte gang i forbrændingen, smider de ofte gamle bildæk på bålet. Når kisten og den døde er brændt, samles asken, som bliver spredt i floden eller andre steder, mens små knoglerester bliver gemt i et tempel og hjemme. For at beskytte mod onde ånder ved ligbrændingspladsen, sætter man gaver til ånderne. Hvis man død ved en ulykke, er det onde ånders skyld, og så må man have munke til at komme til hjemmet og formilde ånderne.

Senere stoppede vi ved en offentlig skole, der havde langt flere midler at gøre godt med, end den skole vi besøgte tidligere, bl.a. havde de et flot edb-lokale, og læreren brugte it-undervisningsprogrammer, projektorer og Internet. Skolen meddelte på en stor planche, at de havde Aktiv læring. De havde vundet mange gange i konkurrencer med andre skoler, og derved fået penge til investering til it-udstyr. De mindre børn var meget kærlige og imødekommende, og alle ville løftes op og have opmærksomhed. Nogle af gruppens mænd fik lidt ekstra motion ud af det. Dejlig oplevelse.

Så var det blevet frokosttid. Den blev indtaget på børnehjemmet Piyawat, hvor vi fik et simpelt, men velsmagende måltid. Vi fik også et besøg på børnenes soverum, der til min store glæde indeholdt en del dejlige, bløde sovedyr. Senere på dagen skulle vi igen besøge stedet og spise middag sammen med børnene. Men herom senere.

Efter denne dejlige cykeltur var der planlagt massage - enten fod- eller thaimassage. Jeg tror alle nød oplevelsen i fulde drag oven på formiddagens cykeltur. Der blev igen tid til at trave rundt i de hyggelige markeder omkring hotellet eller tage lidt sol ved poolen. Jeg nåede også sammen med Marie og Per et besøg hos skrædderen. En "mand" der absolut ikke skjulte sin seksualitet. Endnu en gang en anden kultur end den herhjemme.

Vi var noget spændte på aftenens arrangement - middag på børnehjemmet. Vi blev afhentet af skolens "grisebil" - en lastbil med sæder langs siderne og et halvtag over. Men først lidt om børnehjemmet.

Et ægtepar fra Hmong-folket grundlagde Piyawat Børnehjem i 2008 kort tid efter, at de mistede deres kun 19 måneder gamle søn. De fik efter kort tid kontakt med en kristen hollandsk gruppe, der stiftede en fond, så børnehjemmet kunne få støtte. Der er i øjeblikket ca. 30 børn i alderen 4 - 22 år. De fleste bor på 2 sovesale, men de ældste drenge bor i et hus tæt ved. Netop Hmong-folket er særlig udsatte, da de ikke har de samme muligheder som thailænderne for at gå i skole og nyde de økonomiske og sociale tilbud. Og desværre er opium, alkoholmisbrug og andre problemer skyld i, at mange børn mistrives i stammen. Derfor er børnehjemmet blevet redningen for en del af børnene. Fra en kummerlig tilværelse uden tryghed, kærlighed og basale fornødenheder såsom mad, tøj og tag over hovedet, får de nu al den hjælp og kærlighed, som ethvert barn har brug for. Børnene kommer i skole, lærer thai (og senere engelsk), får omsorg og kærlighed og bliver integreret i det thailandske samfund. Det var en kæmpe oplevelse og en af turens højdepunkter at være sammen med disse børn. Det var en mønsterfamilie, der udstrålede sammenhold, kærlighed, hjælpsomhed og åbenhed oven for hinanden og os gæster. Efter spisningen optrådte alle for os med sang, gymnastikopvisning og traditionel dans. En del af pigerne var i deres farvestrålende Hmong-dragter. Et eksempel på at de også bliver oplært i deres egen kultur - holder sproget ved lige og dyrker deres traditioner. Vi var alle dybt rørte over mødet med så fantastisk et børnehjem - tænk sig hvis danske børn generelt var lige så imødekommende, hjælpsomme, søde og gode ved hinanden.

Ved afskeden tog børnene initiativ til at give/få et knus og en lille pige sagde endda til mig: "God Bless You."

 

Torsdag den 26. januar

 

Efter tidlig vækning og morgenmad kørte vi op på et nærliggende bjerg, hvor Doi Suthep-templet ligger i 1000 meters højde med flot udsigt over Chiang Mai. Igen et storslået tempel med flotte bygninger og pagoder. Ikke mindst den guldbelagte chedi, som buddhister vandrede rundt om, mens de læste bønner, var fascinerende. Vi tog elevatoren op til templet, men da sidste hold sad fast i nogle minutter, rådede lokalguiden os alle til at tage de 300 trapper ned til bussen.

Sidste programpunkt i Chiang Mai var besøg på arbejdende værksteder og salgslokaler for sølvarbejde, silke, lakarbejde, skind og læder og til sidst papir- og paraplyfremstilling. Rundturen bar nok mest præg af, at vi skulle købe nogle af varerne, eller også var jeg bare mættet af indtryk og havde allerede købt en del på de lokale markeder tidligere. Men det var absolut kvalitets varer og lidt indkøb blev det trods alt også til.

Rundrejsens sidste aften skulle fejres med en afskedsmiddag, der blev indtaget i en meget smuk, gammel teaktræs bygning. Det har været en meget behagelig gruppe mennesker at rejse med. Alle har snakket med hinanden, og der har hersket en dejlig afslappet og humoristisk tone hele vejen rundt.

Thomas, vores guide, har for os, været noget hel speciel. Venlig, hjælpsom, vidende og en god fortæller, der har øst af sin helt personlige erfaring med den thailandske kultur. Det har været så spændende og har givet turen en ekstra dimension.

 

Fredag den 27. januar til mandag den 31. januar

 

Så er den guidede tur til ende. Vi tog flyet til Bangkok, hvorfra vi efter 3 timers kørsel kom til Hua Hin - ca. 250 km syd for Bangkok. Her blev vi indkvarteret på Hotel Sheraton, hvor vi fik godt 4 døgns afslapning i flotte omgivelser.

De 3 dage slappede vi af med solbadning, badning i havet og swimmingpool (de længste og største jeg nogensinde har set), gåture langs stranden, massage direkte på stranden, læsning, ture ind til Hua Hin og spisning af gode middage. Da Anna havde maveproblemer de 2 dage, blev opholdet til mere afslapning end forudset. (Jeg blev dog "reddet" af noget af Thomas' medicin, som medrejsende villigt gav mig. Tak!)

Men højdepunktet i Hua Hin var for os en fuglesafari. Mandag morgen kl. 5 blev vi afhentet af en fugleekspert og en chauffør, hvorefter vi kørte 1½ time ud til Kaeng Krachan Nationalpark. Vi var indtil nu noget skuffet over så få fugle, vi havde set. Især på baggrund af at Thailand er rig på fugle - 900 arter + alle trækfuglene. 10% af alle verdens fugle kan opleves i Thailand.

Under køreturen oplevede vi at komme så langt ud på landet, at der ikke var gadelys, og da det lysnede var vi i et dejligt bjergområde. Vi kørte rundt i nationalparken, og der gik ikke længe inden en flok på ca. 15 store næsehornsfugle blev spottet. God start. Senere gik vi en times tid rundt i junglen med vores guide, der var rigtig god til at spotte fuglene. Vi så ca. 25 fuglearter, og de fleste var nye for os. Heldigvis fik vi også nogle gode fotos af de farvestrålende fugle. Ud over fuglene så vi også flere slags aber og egern, der sprang fra gren til gren. Thailands største egern - mellem 1 og 2 meter lang - så vi flere gange. Det var dejligt svalt at gå inde i junglen mellem de høje træer. Guiden fortalte, at der levede leoparder og vilde elefanter i parken. Vi så dem ikke, men elefantlort og væltede træer efter en elefants kløen sig, det kunne vi observere.

Efter frokost ved en opdæmmet sø i nationalparken, sejlede vi ud til en ø, hvor der bor ca. 200 langhalede makakaber. Da søen blev dannet "strandede" disse aber på én af øerne i søen. Øen gav rigelig med frugter en del af året, men de var nødt til at lære at svømme ind til "fastlandet" for at overleve. Det er ikke normalt for makakaber at svømme, men af "nød lærer nøgen kvinde at spinde" gælder åbenbart også for makakaberne. Når turister sejler ud til øen, har bådsmanden tørrede majskolber med. Når de smides i vandet, kommer makakaberne svømmende og guffer de fristende majskolber i sig. Denne safari i naturen blev turens sidste højdepunkt for os.

 

Det har været en utrolig god tur, der på alle områder har levet op til vores ellers høje forventninger.