Tyrkiet 2014

Anna og Svend Hamborg, Thisted

 

hamborg@live. dk - anna.hamborg@skolekom.dk

 

 

Tyrkiet 2014

Tirsdag den 18. nov.

 

Dagen gik med pakning og lidt ”træden vande”. Vi skulle først være i Billund kl. 20.

Vi har bestemt os for at tage på en af de ture, man hele tiden for tilbud om til ret få penge. Vi har hørt og læst meget både godt og skidt, men prisen taget i betragtning er vi taget af sted med et åbent sind og glæder os.

Flyveturen gik fint, men vi havde ikke lige regnet med over en times køretur til hotellet, men det blev lidt mere acceptabel, da vi fik at vide, at der var lavet om i dagenes program, så næste dags program først startede først kl. 11.30.

Der var dog dømt: Godnat, da vi klokken 4 ankom til et stort, flot hotel.

Anna

 

Alanya onsdag 19. nov.

 

Vi vågnede til et næsten skyfrit vejr. Tænk, at se solen igen efter en meget trist periode derhjemme.

Hotellet ligger lige ned til havet og har adskillige swimmingpools, såvel indendørs som udenfor. Derforuden hører der et stort badeland til hotellet. Jeg er sikker på, at det er sådan et sted mange børnefamilier med all inklusive ikke kommer udenfor.

Vores morgenmad blev indtaget på altanen uden for restauranten, og nu var det fuld sol, så vi tog afsted på tur i shorts/nederdel og bare tæer i sandalerne for mit vedkommende. Luksus!

På køreturen kunne vi få de første indtryk af landet. Jeg har iagttaget, at her er mange minareter og store moskéer. Forskellen mellem” hotel paladserne” og den lokale befolknings huse er meget markant, og det kan ikke være alle, der får ret meget i løn. Der er mange mennesker beskæftiget ved hotelbyggeri, mange slæber med sorte plastiksække på marken, hvor de plukker bomuld, og her går der mænd som fårehyrder.

Vi skulle sejle med et skib på en flod, hvor der skulle være smuk natur og mulighed for fugleiagttagelser. En ren turistfælde, men da vejret var så dejlig og vi trængte til at slappe af, nød vi bare det at sidde på dækket. Lidt fugle så vi da også. Nogle badede i havet, men vi nøjedes med at mærke på vandet. Det virkede dog rigtig lækkert. Derimod var floden beskidt og fyldt med affald.

Nu er der igen dømt: sengetid, da der stadig er lidt nattesøvn at indhente og i morgen ringer vækkeuret kl. 6.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kappadokien torsdag d.20. nov.

 

Vi har brugt det meste af dagen i bussen. Vi har kørt ca. 450 km over Taurus Bjergene og over den Anatolske Højslette. Bjergene var ret flotte og det højeste pas lå i 1800 m.o.h. Højsletten er flad som en pandekage, ligger i 1000 meters højde, og det eneste vi har set af afgrøder, er sukkerroer på lastbiler, der holder i kø for at blive indvejet. Til gengæld har vi set mange af den slags lastbiler.

Vejret er mærkbart anderledes. Måske omkring 10 grader.

Seværdighederne i dag har været besøg på Mevlana Museet i Konya. Det er en moske, der er lavet om til museum for Dervisher, en religiøs orden, der dyrker dansen til ekstase. I museet var der en masse sarkofager af forskellige berømtheder. Der var også et relikvie. I en pose skulle der være noget af Allas skæg. I glasset rundt om relikviet var der nogle små huller, og mange tyrkere var henne og få sig en inhalering af den hellige luft.

Udenfor i parken var gartnerne, hernede er det kvinder, i gang med at holde middagspause. De ville gerne fotograferes og ikke mindst se sig selv bag efter. De var tydeligvis ikke vant til at blive fotograferet.

Senere gjorde vi et stop ved et karavanserai. På den gamle silkevej fra Østen til Europa har der været sådan et herberg for hver 40 kilometer (en dagsrejse med fuldt lastede kameler – 200 kg).

Spændende, men i dag bare et stoppested for turistbusser og fyldt med turistboder. Ærgerligt.

Vi skal i de næste 3 dage bo på dette hotel. Det er modsat første hotel ret hyggeligt, og aftensmaden har været rigtig god. Vi er i dag begyndt at snakke godt med nogle af de andre.

Mere i morgen.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kappadokien fredag den 21. nov.

 

I morges stod vi op klokken 5.30. Det øsede ned og temperaturen i jeepen viste 4 grader. Vinteren er ved at melde sin ankomst på Den Anatolske Højslette (ca.1000 m over havet).

Vi havde meldt os til en 2 timers jeeptur. Det var en intens oplevelse. Dels kom vi ud at køre på nogle veje, der var utilgængelige for almindelige køretøjer, og dels var vi ude at se landskabet og gamle kirker sammen med kun 4 andre + vores chauffør.

Landskabet er virkelig utrolig her. Det er et gammelt vulkanområde, og vejr og vind har i år- tusinder nedbrudt den bløde del af materialet, og dermed er der dannet de mest fantastiske formationer. Endvidere har folk her lavet kirker (kristne), hospitaler, klostre, beboelser, stalde og oplagringsrum i klipperne, så de mange steder ligner udhulede oste. Vi har blandt andet besøgt Gøreme, der er på Unescos verdensarvsliste. Det var virkelig utroligt at besøge kristne kirker udsmykket med de smukkeste freskomalerier fra det 10. og 11. århundrede.

Dagen sluttede med en andagt – opvisning – af dansende dervisher. De hvirvler rundt om sig selv og hinanden til de går i trance.

Det var en meget anderledes oplevelse.

I morgen er der dømt luksus. Vi skal først af sted kl. 9.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kappadokien lørdag den 22. nov.

 

En stor overraskelse! Da vi kiggede ud af vinduet i morges, var jorden hvid, og det dalede fint fra himlen med snefnug!

Dagen har dog været rigtig fin. Den helt specielle natur bliver ikke dårligere af, at der har ligget lidt sne, og jeg kan forestille mig, hvor anderledes smuk her må være, når abrikos- og mandeltræerne blomstrer.

Vi får også pænt mange historiske oplysninger, selvom vores guide ikke er den nemmeste at forstå. Han ved meget og er egentlig meget behjælpelig, men hans tyrkiske selvbevidsthed fungerer ikke altid helt godt med nogle af gruppens deltagere. Der er lidt af et kultursammenstød, men det er blevet bedre.

Generelt møder vi megen venlighed fra folk. I en landsby, hvor vi trængte til et toiletbesøg inden en yderligere bustur, gik vi ind på en cafe, der åbenbart også var et hotel. Da et af deres toiletter var i stykker, havde de åbnet 2 dobbeltværelser, hvor man så kunne benytte de fine badeværelser. Utrolig generøst.

Frokosten i dag var til en forandring ikke en kæmpe buffet, men traditionel mad tilberedt i en slags lerkrukke og ”bagt” på et ildsted. Det smagte lækkert.

Og så var det tid til et besøg på et statskooperativ af et tæppefirma. Det var en meget positiv oplevelse. Guiden talte et rigtig godt engelsk, var meget morsom, meget informativ om uddannelse af kvinderne, lønforhold, materialer og processerne omkring fremstillingen af tæpperne. Han var også inde på danske tv-udsendelser om at blive taget ved næsen. Der blev fortalt og vist tæpper i den helt store stil, og derefter kunne man selvfølgelig købe.

Tæpperne var virkelig flotte, selvfølgelig specielt silketæpperne. Men vi købte ikke noget. Der var absolut ingen tvang eller pågående sælgere. De var venlige, imødekommende og ville gerne oplyse om priser, uden at jeg følte sig forpligtiget til en handel.

Lige nu er der tid til afslapning. Vi skal i aften til Tyrkisk aften med et stort show, så det bliver ret spændende, om det også kan leve op til forventningerne.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Antalya søndag den 23.nov.

 

Opvisningen i går aftes levede ikke op til vore forventninger. Hvis de havde indskrænket det til en ½ time eller 3 kvarter, havde det efter min mening været acceptabelt. Jeg gider ikke sidde og se på at andre gæster danser. Der var absolut gode dele i deres dans, men vi er nok ekstra kritiske, fordi vi har set så megen dans. Det var dog ret spændende, at de afsluttede deres opvisning med at brede et stort tyrkisk flag ud og afsynge en marchsang. Jeg tænkte, at de er godt nok nationalistiske, men guiden gav en anden forklaring. Det var en protestaktion. Præsident Erdogan ønsker at danne en islamisk stat og flere nationale markeringer er blevet forbudt. De uddannede hader præsidenten, og man bruger enhver mulighed til at protestere ved blandt andet at vise nationalflaget. Det havde jeg ikke forstået uden en forklaring.

Dagen i dag har igen været megen kørsel, men ikke et problem. Vi er nu tilbage ved kysten. Da vi kom over passet i Taurusbjergene, kunne vi øjeblikkelig se vi en tydelig vejrforandring. Skyerne, der lå langt nede, forsvandt, og solen og en blå himmel var igen det fremherskende.

Vi er nu igen installeret på et mastodonthotel uden spor charme, men med en masse rumlarm i spiseområdet.

Men tilbage til dagens oplevelser. Guiden spurgte ved afgangen, om alle havde husket kufferter og alt. Folk sagde ja, og alligevel ringede hotellet til guiden og meddelte, at 5 gæster ikke havde hentet deres pas, som de havde afleveret ved ankomsten. Det er godt, at rejseselskabet har mange busser, der kører. De får formentlig deres pas i morgen.

Vores første stop var ved en underjordisk by. Tyrkerne har fundet disse byer udhugget til ned i 8 etagers dybde. De er meget gamle og er blevet brugt under urolige tider. Meget imponerende.

Jeg synes dog næsten, at gruppen af kvinder, der solgte hjemmesyede dukker, var en lige så stor oplevelse. Når vi turister nærmede os, stod de alle og viftede med deres dukker og råbte på os. Det lød i mine ører som en kalkunflok. Men vi kunne ikke stå for dem, så nu har vi nogle dukker at slæbe på.

En del af busturen brugte guiden Oktay på at fortælle om Tyrkiets lange og store historie. Han er meget stolt af sit lands kultur og historie, men her synes jeg igen, det kom til et kultursammenstød. Nogle spurgte: Hvorfor kan tyrkerne ikke lide kurdere? Han forklarede, hvordan det så ud fra hans synsvinkel. Men det blev ikke godtaget. Der blev spurgt til det folkemord, som tyrkerne begik mod armenierne efter 1. verdenskrig. Også her forklarede han, hvordan det så ud fra et tyrkisk synspunkt, men igen ingen accept fra dansk side. Jeg synes, det var pinligt. Vi er her som gæster, og jeg mener ikke, at vi skal komme og fordømme og tro, at vi ved tingene så meget bedre. Vi får vores informationer fra andre steder end tyrkerne, men mon vores informationer altid er korrekte. Jeg synes helt bestemt, at jeg husker, en ret betydelig fejlinformation angående atomvåben i Irak!

Vi er gæster, vi kan spørge, lytte og konstatere, at sådan ser verden ud fra deres synspunkt. Vi behøver ikke at være enige, men må acceptere, at sådan er det.

I morgen venter forhåbentlig omkring 15 grader og solskin.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et andet hotel tæt på Antalya by mandag den 24. nov.

 

Ønsket om det gode vejr blev opfyldt. Vi har haft dejlig solskin og lunt vejr i dag.

Dagen startede ud med en køretur til et stort, flot smykkefirma. Vi fik en kort introduktion og så var sælgerne ellers klar til at hjælpe os. Jeg så og prøvede også nogle smykker. Det første, han fandt, var et armbånd i hvidgul med mange små brillanter. Hans pris var fra starten 18.000 Euro. Han ville dog selvfølgelig give rabat, så han var nede på 7.000 Euro. Dernæst fandt han en meget flot halskæde frem – også i hvidgul – den blev også præsenteret for os i almindelig guld og endelig i sølv. Vi ønskede dog ikke at købe noget, hvad vi havde sagt hele tiden, og vi gav ikke på noget tidspunkt en pris, som vi ville give. Han var nok noget ærgerlig, da han opgav os, men vi havde på intet tidspunkt sagt, at vi ville købe.

Selve besøget blev ret langt, da nogle købte en del, men det var dejligt at sidde udenfor i solen. Så pyt. Det var flotte varer, og jeg er sikker på, at priserne var okay.

Efter frokost var der besøg ved et meget flot skind- og pelsfirma. De startede med en professionel modeopvisning, lidt information, og så blev vi ellers lukket ind i salgslokalerne, der bugnede af bl.a. skindjakker. Kvaliteten i såvel skind som kreation var helt i top. Vi havde vist ikke energi til at gå i gang med noget, så vi satte os hurtig i en sofagruppe. En mand i vores selskab, fik dog en jakke til 1800 kr., hvilket jeg vurderer til at være meget billigt.

Dagens sidste punkt var en gåtur i den gamle bydel i Antalya. Der var meget hyggeligt, og mange historiske bygninger, bymur og endda en stor port opført af Roms Kejser Hadrian, samt en bygning, der blev opført som tempel, blev lavet til en kristen kirke, blev lavet til en moske, og den har vist nok skiftet trosretning et par gange mere. Nu er det en ruin, men det skal renoveres og laves til museum.

Nu er vi på vores hotelværelse på 12 etage. Her er heldigvis elevator.

Anna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Antalya tirsdag den 25. nov.

 

Sidste dag på vores første tur i Tyrkiet, men det er absolut ikke sikkert, at det er sidste tur herned. Vi er enige om, at vi har fået et rigtig godt og positivt indtryk af landet og dets befolkning. Rejseselskabet har absolut levet op til at være professionelt. Der er blevet taklet problemer med glemte og forbyttede kufferter, kufferter der er afleveret i forkert bus og glemte pas. Alting har fungeret med hensyn til programmet, indkvartering osv. Buschaufføren har kørt godt og guiden har trods en noget speciel udtale af en del ord været fin og været meget behjælpsom.

Vores sidste dag har desværre igen været regnfuld og kold. Vi har fået at vide, at koldere end i dag bliver det ikke i Antalya. Guiden har arrangeret et ekstra tilbud til os, som vi kunne tage imod, hvis vi ønskede. En bustur ud til et specielt vandfald - idet den falder direkte ned i havet – og dernæst frokost på en restaurant ved kysten. En meget god frokost.

Vi har også fået at vide, at passet vi passerede i Taurus Bjergene for 2 dage siden i dag er lukket pga. sne, så der har vi været heldige.

Noget helt andet, der har fyldt meget i dag, er lommepenge til chaufføren. Der stod i vore papirer hjemmefra, at det er almindeligt i Tyrkiet at betale chauffør og guide i lighed med i USA, og at det er en del af deres løn, og at man anbefalede 1 Euro pr. dag pr. person til chauffør og 1½ - 2 Euro til guiden. Men, at det selvfølgelig var frivilligt.

Nogle havde taget initiativ til at lave en fælles indsamling, og chaufføren fik kuverten i går. Vi holdt os udenfor, og puttede selv penge i en kuvert og gav ham dem.

I dag mødte chaufføren op og gav en af deltagerne kuverten tilbage og sagde, at de var til te og kaffe. Stor opstandelse. Vi havde virkelig krænket hans ære ved at give ham så lidt. Vi danskere har reageret meget forskellig. Nogle har været kede af det, andre har været helt oppe over, at han synes, at han kunne tillade sig at afslå en gave fra os og vil ringe og klage til selskabet over, at man så sent på turen forventer/forlanger at få ”så mange” penge. Endelig er der nogle som os, der er uforstående over, at vi ikke respekterer deres arbejdsvilkår og skikke. Min mening er, at vi må lære at læse, hvad der står i tilsendte papirer og respektere de regler, der er der, hvor vi rejser hen. Hvis vi har råd til at rejse, har vi også råd til at betale det, der er kutyme i det land, vi besøger. Skik følge – eller land fly.

Jeg kommer til at tænke på et eksempel, der ikke har noget med penge at gøre. Vi bor ved Vestkysten i et område, der har besøg af rigtig mange tyske turister. År tilbage byggede mange af dem borge på stranden, satte tyske flag op og markerede, at det var deres område.

Det var meget udansk, og vi var med god ret forargede. I dag oplever jeg ikke mange borge, når jeg går langs stranden i Vorupør. Tyskerne har lært lektien. Men hold da op, hvor er det nemt at komme ud i nogle kulturkonflikter! Vi må håbe, at verdens politikere er klogere end os turister.

 

Vi synes, at vi har haft en rigtig god tur og haft stor glæde af samværet med mange forskellige mennesker, men det har også været en tur, der har givet stof til megen eftertænksomhed.

Anna